Annonce
Ugeavisen Vejle

Solid popmusik og ærlige tekster går hånd i hånd i Bygningen

Thøger Dixgaard giver koncert i Bygningen 8. februar. Foto: Flemming Krogh

Thøger Dixgaard har de seneste år vokset sig til at blive en markant figur i det danske musikliv med landeplager på radioen, og deltagelse i Toppen af poppen. Nu kommer han til Vejle.

Annonce

Vejle: Måske kender du ham fra Toppen af poppen? Måske har du sunget med på "Former" eller "Blød Indeni"? Meget snart kan du opleve Thøger Dixgaard på livescenen i Vejle. Han tager på en turné, der fører ham til Bygningen 8. februar.

På få år er han blevet en vaskeægte radiodarling med over 12.000 afspilninger på DRs kanaler og flere millioner "streams" på Spotify.

Den 29-årige sanger, sangskriver og producer har haft musik i blodet siden han var en lille dreng.

- Jeg startede med at spille musik da jeg var fem, hvor jeg begyndte at spille trompet. Overgangen til at leve af at spille musik kom egentlig meget naturligt, i form af at jeg pludselig ikke havde tid til andet, fortæller Thøger Dixgaard.

Han har betrådt scener som Roskilde Festival og Smuk Fest. Han har også optrådt til P3 Guld og Zulu Awards.

Annonce

Dansk er dejligt

Lige nu er Thøger Dixgaard aktuel med singlen "Lige Her". Det er vigtigt for ham at synge på dansk.

- Det er altafgørende, jeg kan meget nemmere udtrykke mig på min egen måde på dansk. Jeg synes, at det er dejligt sprog med en stor tyngde. Der er jo ikke særlig mange ord på dansk i forehold til et sprog som engelsk. Og hvis man for eksempel siger "jeg elsker dig", er det meget voldsommere at sige på dansk end på engelsk, fordi vi har lagt en større værdig i de enkelte ord, for at kunne give præcise beskeder. Det er en enorm styrke i vores sprog, men også en stor inspiration for mig som musiker og sangskriver, siger Thøger Dixgaard.

Tekstmæssigt beskriver han følelser, som det sommetider kan være svært at sætte ord på. Han ser det som en styrke, at han i teksterne tager udgangspunkt i sig selv - og oplevelser, han har haft i sit liv.

Annonce

Drømmeband

Når Thøger Dixgaard kommer til Vejle 8. februar er der lagt i kakkelovnen til den helt store oplevelse, lover musikeren.

- Vi har det fedeste show med til jer. Jeg har mit drømmeband med. En stor del af det at gå til koncert for mig, er, at jeg bliver helt hypnotiseret af en af musikerne på scenen; en der bare kan sit kram og har en unik stil. Sådan har jeg haft det med alle musikerne i mit band - og nu har jeg samlet dem, og vi har lavet noget virkelig dejligt til jer, lyder det fra Thøger Dixgaard.

Turnéen bringer bandet rundt til 21 byer. Koncerten i Bygningen begynder klokken 21, og billetter kan købes via bygningen-vejle.dk.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce