Vejle: Recovery College Vejle og Psykiatrifonden har sammen videreført et projekt, som støtter mennesker, der lige er kommet ud af et misbrug. Projektet er kendt som "Peer-fællesskabet". Peer betyder oversat: Ligemand. Støttemetoden går i al sin enkelhed ud på, at en person, som er sluppet ud af sit misbrug for minimum et år siden, støtter en anden, som først lige er kommet ud af sit misbrug.
Formålet er at undgå tilbagefald, forebygge ensomhed og give støtte til at opbygge et netværk uden for misbrugsmiljøet.
Personerne bliver matchet ud fra egne ønsker, og i forløbet mødes de efter aftale i en periode på seks måneder med mulighed for at forlænge yderligere tre måneder, hvis begge ønsker det.
Det er selvfølgelig forskelligt, hvilke aktiviteter deltagerne mødes omkring, men det kan være alt fra fælles madlavning og cafébesøg til gåture og sportsaktiviteter.
Som mentor skal man være minimum 18 år og have personlig erfaring med at komme ud af et alkohol- og/eller stofmisbrug. Derudover skal man have været ude af misbrug i mindst et år.
Peer-fællesskabet
Kommende Peers eller Peer-mentorer kan kontakte nedenstående og blive klogere på, hvad Peer-fællesskabet handler om, og hvordan man kan tilmelde sig.
Projektleder i Vejle Kommune, Ninette Thorarinsson kan kontaktes på 2026 4577 eller mail nitho@vejle.dk.
Uddannelsesansvarlig Jytte Larsen på 23994125 eller mail jytch@vejle.dk