Annonce
Ugeavisen Vejle

Tidligere misbruger: Vejle blev min redning

Rasmus Nyvang Christiansen har været misbruger i 25 år. For 14 måneder siden blev han clean, og nu er han klar til at støtte en anden, som først lige er kommet ud af sit misbrug. Foto: Lars Saugbjerg
Rasmus Nyvang Christiansen har meldt sig som Peer-mentor. Med sin erfaring fra misbrugsmiljøet står han klar til at støtte mennesker, der lige er kommet ud af et misbrug.
Annonce

Vejle: Det er en erfaren herre, som Ugeavisen Vejle møder i Foreningernes Hus. I hvert fald når vi taler om hans indblik i livets mørke sider. Rasmus Nyvang Christiansen, 40 år, har set det hele.

- Der er ikke noget, som kan overraske mig i misbrugsmiljøet. Jeg havde en kammerat, der blev skudt og døde. Jeg har kendt folk, der har taget overdoser. Bekendte, der har begået selvmord.

Rasmus Nyvang Christiansen rækker ud efter et glas vand og fortæller med rolig stemme om sit misbrug gennem 25 år. Et blandingsmisbrug.

- Alt fra hash til kokain, ecstasy, svampe, forskellige piller og alkohol. Alt på nær heroin. Jeg har dog prøvet det, men blev forfærdelig syg, fortæller Rasmus Nyvang Christiansen, der blev clean for 14 måneder siden.

Vi kunne tale om fremtiden, og hvad jeg så i fjernsynet i går. Det havde jeg aldrig prøvet før

Rasmus Nyvang Christiansen, Peer-mentor

Annonce

Kom til Jylland

Rasmus Nyvang Christiansen bor i Vejle. Han er opvokset i Rødovre og udlevede sine unge år i Nordsjælland.

Flere depressioner, kombineret med det hårde misbrug, fik ham en skønne dag til at kontakte sin mor i Jylland.

- Jeg ringede til hende og sagde, at jeg var træt af alting. Livet. Intet arbejde, ingen kæreste, intet fungerede. Så sagde hun: Pak dine ting, kom til Jylland og start på en frisk. Det gjorde jeg så, fortæller Rasmus Nyvang Christiansen.

Efter et par måneder opsøgte han jobcentret i Vejle, hvor han beskrev sin situation.

- Og pludselig åbnede der sig en stor dør, hvor jeg kunne få hjælp. Jeg fik en kommunal mentor, kom på rusmiddelcenteret og modtog en støtte, jeg aldrig havde fået før. Vejle blev min redning, lyder det fra Rasmus Nyvang Christiansen.

Annonce

Klar til et Peer-mentor-forløb

I løbet af et halvt års tid fik Rasmus Nyvang Christiansen skåret ned på stofferne. Og via rusmiddelcenteret fik han kontakt til Peer-fællesskabet.

- Her var der et sted, hvor jeg følte mig normal og velkommen - og hvor det ikke handlede om stoffer. Vi kunne tale om fremtiden, og hvad jeg så i fjernsynet i går. Det havde jeg aldrig prøvet før, tidligere har alting kun handlet om stoffer, fortæller han.

Efter nogle måneder i Peer-fællesskabet blev Rasmus Nyvang Christiansen præsenteret for mentor-ordningen, og i dag er han klar til at opstarte uddannelsen og derfor også et samværsforløb med en person, som lige er kommet ud af et misbrug.

- Jeg har mødt mange forskellige mennesker, forskellige typer misbrugere, hvilket jo giver mig erfaring i forhold til at kunne hjælpe. En af mine styrker, i forhold til at være mentor, er, at jeg ikke er fordomsfuld. Jeg kan gå til alle slags mennesker - og snakke med dem, siger han.

- Samtidig læser jeg til social- og sundhedsassistent. Jeg har et eller andet i mig, der gerne vil hjælpe andre. Jeg fortryder så mange af de ting, jeg har lavet som misbruger i 25 år. Jeg var et dårligt menneske, men i dag er jeg i stand til at gøre en forskel for en anden; give noget igen, siger Rasmus Nyvang Christiansen, der ser et klart formål ved at være clean.

- At hjælpe andre. Når jeg er færdig som sosu-assistent, vil jeg læse til pædagog, så jeg kan arbejde videre med misbrugere.

Annonce

Stoffer er ikke lykken

Rasmus Nyvang Christiansen er ikke skræmt ved tanken om at komme tættere på misbrugsmiljøet - via mentor-ordningen.

- Jeg er helt afklaret omkring det; jeg er færdig med stoffer. Jeg arbejdede som frivillig på en metal-festival i Fredericia i sommer, og der blev røget umanerlig meget hash. Men min hjerne havde slet ikke lyst, stoffer tiltaler mig simpelthen ikke mere, smiler han og tilføjer:

- Det er ikke lykken at tage stoffer.

Har du tænkt over din reaktion, hvis du fejler som mentor?

- Ja. Men man skal jo ikke lade være med at hjælpe af frygt for at fejle. Jeg har gå-på-modet, og hvis man som mentor ikke forsøger at hjælpe, kommer vi jo ingen vegne, siger Rasmus Nyvang Christiansen, der erkender, at succesraten, i forhold til at hjælpe misbrugere, ikke er den bedste i verden.

- Det er en hård kamp. Jeg er også indstillet på nederlag, for stoffer er meget stærke. Jeg er dog bevidst om, hvor misbrugernes udfordring ligger: Det er nemt at holde op, men meget svært at leve livet bagefter. Det er her, jeg kan hjælpe folk, bygge dem op igen og give dem troen på, at det kan lade sig gøre, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Vejle

Tag på snapse-urtetur på heden

Ugeavisen Vejle

Blomster fra en glad dreng

Annonce