Annonce
Ugeavisen Vejle

Til kamp mod ensomhed: Ny besøgstjeneste i Vestbyen

Menighedsrådet i Sct. Johannes Sogn er i gang med at etablere en besøgstjeneste. Her ses formand for rådet Henning Lauridsen i selskab med Inge Kristiansen fra arbejdsgruppen og præst Camilla Lauridsen. Foto: Lars Saugbjerg
Ved at lytte, tale med og være til stede hos et andet menneske, kan du gøre en stor forskel. Menighedsrådet i Sct. Johannes Sogn etablerer ny besøgstjeneste - og der er brug for din hjælp.

Vejle: Føler du dig ensom, er du ikke alene.

Tusindvis af mennesker føler sig ensomme; for nogle rammer følelsen kun engang imellem - for andre fylder den konstant. Uanset hvad, så gør det ondt i hjertet ikke at være en del af et sammenhold og fællesskab.

Heldigvis findes der flere organisationer, der bekæmper ensomhed. Og i Vestbyen er  menighedsrådet i Sct. Johannes Sogn ved at etablere en ny besøgstjeneste.

Annonce


Besøgstjenesten ønsker at skabe og opbygge relationer mellem mennesker, som kan være til glæde, opmuntring og fornyelse i hverdagen

Menighedsrådet, Sct. Johannes Sogn


Besøgstjenesten er lige nu på jagt efter "venner", der har lyst og tid til at være noget for et andet menneske.

- Som udgangspunkt skal man forvente at bruge et par timer hver fjortende dag, lyder det fra Inge Kristiansen, der er en del af besøgstjenestens arbejdsgruppe.

Borgere, der har lyst til at få en besøgsven, er også velkomne til at rette henvendelse til menighedsrådet.

- Det er vores indtryk, at der er et behov for en besøgstjeneste. Selv om der findes flere organisationer, som tilbyder besøg, mener vi, at der er "arbejde" nok til alle, siger Inge Kristiansen, der via sit arbejde i ældrerådet også observerer ensomhed i lokalområdet.

- Der er også et andet vigtigt aspekt i etableringen af besøgstjenesten, konstaterer menighedsrådsformand Henning Lauridsen:

- Vi vil som Vestbyens kirke gerne være mere synlig i lokalsamfundet. Vi vil vise, at vi kan noget i forhold til at tale med mennesker - for eksempel som præst eller besøgsven. Vi skal finde besøgsvenner, for vi ser et behov for mellemmenneskelig kontakt og fællesskab, siger Henning Lauridsen.

- En platform, hvor vi kan mødes på kryds og tværs for at skabe fællesskab, supplerer præst Camilla Lauridsen.

Behøver ikke at være medlem

En besøgsven er en ven, der kan lytte, tale, læse højt eller andet, der kan være med til at skabe glæde og indhold i hverdagen. Det kan også bare være en gåtur. En hjemmehjælpers arbejde kan vedkommende dog ikke udføre.

Der bor godt 5800 mennesker i sognet. Cirka 3400 af dem er medlem af folkekirken.

- For at være med i det her, behøver man faktisk ikke at være medlem af folkekirken, fastslår Inge Kristiansen.

- Vi er folkelige i folkekirken, og vil gerne mødes med alle, uanset om det er muslimen eller adventisten. Så længe vi bidrager til det folkelige fællesskab.

Kontaktpersonen hos Sct. Johannes Kirkes besøgstjeneste vil altid forsøge at finde den rigtige "vært".

- Det er vigtigt, at vi fra begyndelsen gør os umage med at få lavet et godt match. Inden besøgene vil vi naturligvis tale med parterne om forventningerne - og naturligvis vil man altid være i kontakt med baglandet, så ingen besøg ender ud i svigt og nederlag. Det skal være trygt at være en del af besøgstjenesten, uanset om man er besøgsven eller får besøg, lyder det fra arbejdsgruppen.

Det er en lang proces at etablere en fungerende besøgstjeneste,

- Til efteråret vil vi gerne stå med et budskab om, at vi kan tilbyde hjælp, hvor der er et behov. Vi vil stå med et korps, som kan træde til, når ensomheden vokser - og de lyse timer bliver færre, lyder det fra arbejdsgruppen.

Besøgstjenesten

Det er menighedsrådet i Sct. Johannes Sogn, som etablerer en ny besøgstjeneste.

Besøgstjenesten stiller en kontaktperson til rådighed, som dels etablerer kontakten og dels præsenterer vært og besøgsven for hinanden ved første besøg.

Man behøver ikke være medlem af folkekirken.

Bliv besøgsven eller få en besøgsven ved at kontakte Inge Kristiansen 23 62 6614. Eller mail: besoegstjeneste@sct-johannes-vejle.dk

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur

Irmas brevkasse: Datter vil ikke spise

Annonce