Annonce
Ugeavisen Vejle

Ugens foto: Bager med til Børnehjælpsdag

P.A. Andersen & Sønner ved Børnehjælpsdag i Vejle, 1956 (Arkivnummer B75662). Fotograf ukendt.
Hver uge bringer avisen et foto fra Vejle Stadsarkiv. I denne uge skal vi tilbage til 1956.
Annonce

Vejle: Ugens foto er taget foran P.A. Andersen & Sønners Bageri, Skyttehusgade 28 i 1956. Her er børn og voksne i bagertøj klar til at deltage i et optog ved Børnehjælpsdagen i Vejle.

Vejles første børnehjælpsdag blev afholdt 23. juni 1904. Formålet var at samle penge ind til vanskeligt stillede børn, og den første indsamling gik - trods meget dårligt vejr - ganske godt. Der blev indsamlet 6.364 kroner og 78 øre, som blev fordelt til foreninger og institutioner, oplyser Vejles Historie, Moderne tider.



Foreningen Børnenes Vel blev dannet i november samme år. Formålet var gennem tidlig oplysning og opdragende virksomhed at forhindre, at børn, "der er født og lever under triste forhold i samfundet", skulle gå "til grunde".

Børnenes Vels første aktivitet var oprettelse af en vuggestue på Vardevej. Senere lavede man en feriekoloni på Hvidbjerg - og feriekolonien Louisenlund på Endelave.

Børnehjælpsdagen var især præget af de mange optog, der drog gennem gaderne. Det kunne være firmaer, der havde lavet specielt udsmykkede vogne, eller det kunne være skoler eller foreninger. Som man kan se på billedet er bagervognen i Skyttehusgade flot udsmykket.

I forbindelse med optogene, blev raslebøsserne holdt frem, så vejlenserne kunne bidrage til det gode formål.

I 1952 skrev Paul Lekytié Børnehjælpsdagens Sang, som den blev kaldt i folkemunde - dens første linjer lød:

- Børnehjælpsdag, der er fest i dit navn. Vi vil møde fra by og fra land for at hjælpe de små bort fra trængsler og savn til lidt sol på den snehvide strand.

Børnehjælpsdagen udviklede sig til den nok vigtigste byfest i Vejle frem til 1966.

Vejle Stadsarkiv

Ugeavisen bringer ugens foto i samarbejde med Vejle Stadsarkiv, Vedelsgade 17.

Åbningstiderne er: Mandag til torsdag klokken 10-16, fredag klokken 10-12. Den første lørdag i måneden kan læsesalen også benyttes klokken 10-14.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Vejle

Koncert i Mølholm Kirke

Annonce