Annonce
Ugeavisen Vejle

Ugens foto: Kongen besøgte Vejle

Kong Frederik, Dronning Ingrid og prinsesserne Benedikte og Anne-Marie ankom med kongeskibet Dannebrog til Vejle Havn klokken 14.30 den 4. september 1949 (Arkivnummer B63647). Foto: Geddes Fotobureau
I et samarbejde med Vejle Stadsarkiv vender Ugeavisen blikket mod "de gamle dage". I denne artikel skal vi tilbage til 1949.
Annonce

Vejle: Kong Frederik d. 9. gjorde honnør på Vejle Havn 4. september 1949.

Det var politimester N.S. Schmidt, borgmester Willy Sørensen og amtmand Peder Herschend, der bød Kong Frederik, Dronning Ingrid og prinsesserne Benedikte og Anne-Marie velkommen, da de royale gæster ankom med kongeskibet Dannebrog.

Efterfølgende hilste kongen på de sommerklædte vejlensere. Det var strålende solskin denne søndag, og tusindvis var mødt op på havnen.

Besøget det år var specielt, idet det var næsten 20 år siden Vejle sidst havde haft besøg af landets konge.

Vejle Amts Avis skrev 5. september:

- Sjældent måske aldrig før i Byens historie har der været en saadan feststemning og en saadan trængsel paa Vejle Havn og i Vejles strøggader som i gaar eftermiddags.

Efter modtagelsen forsatte besøget i bil med Kongen selv bag rattet, oplyser Vejle Stadsarkiv. Selvom ingen kendte den nøjagtige rute, hyldede mange vejlensere regentparret gennem hele byen, og i oplandet fik mange sig en overraskelse over at se den kongelige kortege køre forbi.

De besøgte runestenene i Jelling - og Vingsted Stadion, hvor De danske Skytte-, Gymnastik- og Idrætsforeninger havde landsstævne. Her var et hav af idrætsfolk samlet, og overraskelsen var står, da kongeparret pludselig dukkede op.

Om aftenen var der taffel for indbudte gæster ombord på Dannebrog, og en stor menneskemængde blev stående på kajen indtil kongeskibet klokken 22 lettede anker og stod ud fra Vejle.

Turen til Vejle markerede i øvrigt afslutningen på de årlige sommertogter med kongeskibet Dannebrog i 1949.

Vejle Stadsarkiv

Ugeavisen bringer ugens foto i samarbejde med Vejle Stadsarkiv, Vedelsgade 17.

Åbningstiderne er: Mandag til torsdag klokken 10-16, fredag klokken 10-12. Den første lørdag i måneden kan læsesalen også benyttes klokken 10-14. Vær opmærksom på ændrede åbningstider på grund af corona.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce