Annonce
Ugeavisen Vejle

Ugens foto: To overlæger skudt af Gestapo

Bisættelseshøjtidelighed for de to myrdede overlæger ved Vejle Sygehus blev holdt i sygehusets have mellem kirurgisk afdeling og sygeplejeboligen med sygeplejepersonale som æresvagt. Foto: Oskar Jensen
Annonce

Vejle: Den 26. marts 1945 blev to overlæger ved Vejle Sygehus, Paul Fjeldborg og Johannes Buchholtz, myrdet i deres hjem mellem klokken fire og fem om morgenen af Gestapo.

Likvideringen var et svar på modstandsbevægelsens likvidering af en dansk stikker, der var ansat på kørselskontoret i Vandel. I Vejle Historie, Moderne Tider, kan man læse, at stikkeren blev skudt ned den 4. februar ud for Grand Hotel i Vejle, men det lykkedes lægerne at redde hans liv. Under sygehusopholdet blev han dog på ny opsøgt, og denne gang lykkedes likvideringen.

Den vejlensiske modstandsbevægelse opfordrede til generalstrejke efter den brutale nedskydning af overlægerne. Opfordringen blev fulgt, og flere hundrede deltog i bisættelsen 29. marts.

På billedet fra bisættelsen kan man se de to kister, dækket af Dannebrog, omgivet af familie, kollegaer - og i baggrunden det store følge af vejlensere, der var mødt op for at deltage i mindehøjtideligheden.

Det var efter ordre fra Gestapo-hovedkvarteret, at den såkaldte "Peter-gruppe" opsøgte overlægerne på deres bopæl og dræbte dem. Det var i øvrigt også "Peter-Gruppen", der et år tidligere havde myrdet digterpræsten Kaj Munk.

Vejle Stadsarkiv

Ugeavisen bringer ugens foto i samarbejde med Vejle Stadsarkiv, Vedelsgade 17.

Åbningstider: Mandag til torsdag klokken 10-16, fredag klokken 10-12. Den første lørdag i måneden kan læsesalen også benyttes klokken 10-14.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce