Annonce
Ugeavisen Vejle

Vandglade børn før skolestart: Vil hellere endnu en uge med svømning

Marta Mühlemann og Asger Juel var glade for at bruge en uge med svømning inden skolestart. Foto: Gustav Roesbjerg Pedersen
Vandglade børn sprang i sidste uge i Mølholmbadet til Aquacamp. Men selvom det gerne skal være sjovt, er der også vigtig læring i undervisningen.
Annonce

Vejle: Det ringer igen ind til undervisning på Mølholm Skole. Men for 26 børn i alderen seks til ti år var det ikke bøgerne, der trak, da de brugte sidste uge - sommerferiens sidste af slagsen - på Aquacamp ved Mølholmbadet.

- Det har været sjovt at møde en masse nye venner, og så har det været sjovt at være i vandet - og i hallen, sagde tiårige Marta Mühlemann.

For at det hele ikke endte i rynken hud, var børnene inddelt i to hold efter erfaring og niveau, og når ens hold ikke var i vandet, stod det på aktiviteter i idrætshallen. Selvom aktivitetsniveauet var højt, gjorde det ikke engagementet mindre.

- Jeg har oplevet, at børnene rigtig gerne vil campen og har været begejstret igennem hele ugen. Man får et andet forhold til svømmerne, når man ser dem hver dag sammenlignet med én gang om ugen, og så oplever jeg, hvordan de udvikler sig. Flere af dem, vi har i vandet nu, turde ikke selv at hoppe i vandet første dag, og lige før var der en, som smed bæltet, og gerne ville prøve at svømme selv. Så de er blevet mere modige i vand, og det har været fedt at opleve, sagde Kristine Lønne, 19, der var ansvarlig for svømmeskolen.

Det var første gang, at Kristine Lønne var ansvarlig for Aquacamp. Modsat børnene lader hun studiebøgerne blive i gemmerne for en stund, da hun skal bruge det kommende sabbatår på at arbejde som lærervikar og svømmeunderviser. Foto: Gustav Roesbjerg Pedersen
Annonce

Livsvigtig undervisning

Ugen bød på temadage med pirat, zoologisk have, superhelte og dyst. Men særligt ét tema gjorde et stort indtryk på de svømmere, avisen talte med, livredningsdagen.

- Vi har lært hjerte-lunge-redning, og det var spændende at lære om, sagde tiårige Asger Juel, der ligesom Marta Mühlemann går til svømning til dagligt.

Og til trods for at man er en god svømmer og har styr på sine armtag og benspark i vandet, mærkede også svømmetræneren, at undervisningen i livredning var et af højdepunkterne på ugen.

- Jeg husker særligt livredningsdagen, og hvordan svømmerne var vildt interesseret i det og begejstret ved at lære livredning, sagde Kristine Lønne, som også til daglig er aktiv i Vejle Svømmeklub.

Annonce

Tilbage på skolebænken

At skolen igen nærmede sig, mærkede Asger Juel så småt, da han på vej over i hallen mødte et kendt ansigt på parkeringspladsen.

- Det var min musiklærer, forklarede han.

Bassinet er igen byttet ud med skolebænken, men stod det til Asger Juel og Marta Mühlemann, måtte svømningen gerne fylde mere på skemaet.

- Jeg vil hellere være på aquacamp, sagde Marta Mühlemann, imens Asger Juel nikkende tilkendegav, at han var enig.

- Det er trist, at Aquacamp snart er ovre, for jeg vil gerne tage en uge mere, sagde han.

Dykning var en af flere øvelser, der blev trænet i løbet af ugen. Foto: Gustav Roesbjerg Pedersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce