Annonce
Ugeposten Skjern

300 kroner mere om året: Prisen på vand og spildevand stiger

Drikkevandet - blandt andet fra Aquatarium - bliver dyrere i det nye år. Arkivfoto Jørgen Kirk.
Drikkevand bliver 50 kroner dyrere om året, og spildevandsafledning stiger med to kroner på kubikmeter. En almindelig familie vil samlet skulle betale omkring 300 kroner mere årligt.
Annonce

RINGKØBING-SKJERN: Prisen på drikkevand og på afledning af spildevand stiger i 2020; for en almindelig familie med et vandforbrug på 100 kubikmeter årligt, der både modtager drikkevand fra og leverer spildevand til Ringkøbing-Skjern Forsyning, vil dette betyde en prisstigning på cirka 300 kroner årligt.

Det er udfaldet af det seneste bestyrelsesmøde i Forsyningen, hvor budgettet for 2020 blev vedtaget.

Ifølge bestyrelsesformand Helge Albertsen følger priserne de indtægtsrammer, selskabet får udstukket fra staten.

- De er et udtryk for, hvor meget den statslige reguleringsmyndighed, Forsyningsdirektoratet, mener, der skal bruges til at drive et vandselskab, siger han.

- Bestyrelsen har derfor den politik, at vi lader prisen følge indtægtsrammen, da vi ellers risikerer at skabe et investeringsefterslæb til fremtidige generationer med negative økonomiske og miljømæssige følger.

Samlet set opkræver Ringkøbing-Skjern Forsyning i 2020 knap 160 millioner kroner fordelt på 20.000 kunder.

Annonce

Kloakerings-udgifter

Indtægterne går overvejende til investeringer i områder, der skal kloakeres eller separatkloakeres og til renoveringer af gamle anlæg, så de kan holde længere. På drikkevandsområdet bruges pengene især på vandværker og ikke mindst til grundvandsbeskyttelse. Alt i alt bliver det til investeringer på over 100 millioner kroner.

- Vi har selvfølgelig en forpligtelse til at kloakere de områder, som kommunen har udpeget. Men derudover er det bestyrelsens hovedopgave at bevare de værdier, der er i selskabet og sikre en fortsat vedligeholdelse og fornyelse af for eksempel kloakker og renseanlæg. Kun på den måde kan vi sikre miljøet og i højere grad undgå opstuvninger i kældre og begrænse overløb, siger Helge Albertsen.

Ringkøbing-Skjern Forsyning renser over to millioner kubikmeter spildevand om året fra kommunens byområder, og det er en vigtig rolle, mener Helge Albertsen.

- Vandmiljøet er et af de helt store trækplastre, vi har i vores kommune. Det er både bosætning og ikke mindst milliardindtægter fra turismen, der står på spil. Det betyder, at vi i Ringkøbing-Skjern Forsyning har et kæmpe ansvar for at sikre et fortsat godt vandmiljø, der kan håndtere den miljømæssige belastning.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeposten Skjern

Klap kunsten i Ringkøbing

Annonce