Annonce
Ugeposten Skjern

Borgmester er på blomster med de 100-årige: Jeg har én gang fået skæld ud over konstitueringen

Borgmesteren kommer med blomster til de 100-årige, hvis de siger ja tak til et besøg. Arkivfoto: Katrine Damkjær
De seneste to år har borgmester Hans Østergaard (V) aflagt fødselsdagsvisit hos en håndfuld 100-årige. Det er en tradition, han nødigt overlader til andre. De får en buket blomster og han en bid af fødselarens historie.
Annonce

Ringkøbing-Skjern: Lykken er at leve et godt og langt liv.

Og det opnår flere i Ringkøbing-Skjern, hvor især kvinderne når at runde de 100 år. Dog er antallet af fødselarer indtil videre ikke større, end borgmesteren fortsat kan holde fast i traditionen med at lægge vejen forbi med et håndtryk og en buket blomster til 100-års fødselarerne. Det er en del af borgmesterjobbet, som Hans Østergaard holder meget af.

- Selvfølgelig skal de 100-årige have blomster fra kommunen. Det er en mærkedag at fylde 100. Det udløser jo også et telegram fra dronningen, siger borgmesteren, som forsøger selv at nå så mange 100-årsdage, som han kan.

Besøgene er altid en fornøjelse. Ikke mindst fordi de giver lejlighed til at høre fortællinger om fødselarens liv og oplevelser gennem 100 år. Til Hans Østergaards store overraskelse har han også oplevet at blive en del af en livlig politisk diskussion.

- Jeg havde en sjov oplevelse med to 100-årige damer indenfor ganske kort tid. Den første roste mig meget for den konstitueringsaftale, der blev indgået ved sidste valg. Det gjorden den anden bestemt ikke, griner han og fortsætter:

- Hun var faktisk stadig lidt vred over aftalen. Og hun havde virkelig fulgt med og kunne en masse detaljer om forløbet. Hendes børn mente ikke, at hendes fødselsdag var en anledning til at tage diskussionen med mig. Men det ville jeg da meget gerne. Hvis ikke hun skulle tage debatten med mig, når jeg nu var der, hvornår skulle hun så gøre det? Tænk, at man kan være så frisk som 100-årig, siger han.

Hans Østergaard har planer om at fortsætte blomsteruddelingen på de runde mærkedage, selv om han godt kan se på statistikken, at det er en opgave, der vil vokse i fremtiden.

- Jeg tror, jeg læste, at hver anden pige, der bliver født i dag, bliver over 100 år. Så kommende borgmestre kan se frem til at få rigtig travlt, siger borgmesteren.

Så gamle bliver Ringkøbing-Skjerns ældste

Ifølge Danmarks Statistik opnår flere og flere danskere at blive 100 år. Størst er muligheden for borgere i det sydfynske.

I fjerde kvartal 2019 var der fem kvinder i Ringkøbing-Skjern, som var fyldt 100 år. To var blevet 101 og der var en enkelt 103-årig, én 104-årig og én 105-årig.

På samme tidspunkt var en enkelt mand fyldt 100 år, mens den ældste mand i kommunen havde rundet de 105.

De seneste år er middellevetiden steget og steget, så mænd i gennemsnit se frem til at leve 79 år, mens kvinder i gennemsnit næsten når deres 83 års fødselsdag.

Kilde: Danmarks Statistik

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeposten Skjern

Klap kunsten i Ringkøbing

Annonce