Annonce
Ugeposten Skjern

Borgmester Hans Østergaard havde en ekstra gave med til Årets Landsby

Borgmester Hans Østergaard havde en nyhed om nye byggegrunde i Stauning med til prisoverrækkelsen. Pressefoto
Borgmester Hans Østergaard kvitterede med en god nyhed til Stauning, da byen fredag blev valgt til "Årets Landsby" i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Annonce

Stauning: Det var ikke kun Landdistriktsrådets pris "Årets Landsby" i Ringkøbing-Skjern Kommune, som Stauning fik overrakt fredag eftermiddag i byens propfyldte nye købmandsbutik, hvor der var kransekage og boblevand til alle.

Borgmester Hans Østergaard medbragte nemlig en ekstra nyhed, da han i sin tale efter overrækkelsen hyldede Staunings ildsjæle og roste dem for at gøre alt hvad de kan for at gøre Stauning til et endnu bedre sted at leve, bo og drive virksomhed.

"For nogle år siden lagde jeg mærke til, at nærmest hvert andet hus i Stauning var til salg. Men i dag ser jeg ingen huse til salg, og I har nu stigende befolkningstal. Tilmed sådan en grad, at nogle af jeres ildsjæle tog fat mig og fortalte, at nu mangler vi altså byggegrunde i Stauning. Derfor er vi nu kommet så langt, at der er indkøbt jord til at bygge huse, og kommunen går i gang med at udstykke de nye grunde her i det tidlige forår. Og som jeg forstår det, så er det med at være vaks. Så tillykke med prisen "Årets Landsby" og de 25.000 kr., der følger med. Det er velfortjent. Jeg ønsker jer alt det bedste i fremtiden, herunder også at I vinder prisen som bedste landsby i Region Midt - og jeg glæder mig til at følge den fortsatte udvikling i Stauning", sagde borgmesteren.

Ebba Lange Andersen og Torben Hjøllund Mortensen i cafeen i Staunings nye købmandsbutik, hvor der både er kaffe på kanden og bøger på hylderne. Her fik det synlige bevis på prisen "Årets Landsby" i Ringkøbing-Skjern Kommune nemlig sin plads. Meget passende - for det var nemlig her det første møde om indstillingen blev holdt, mens butikkens kunder kikkede nysgerrigt indenfor og bidrog med gode argumenter for at Stauning skulle have prisen. Pressefoto
Annonce

Ros til Stauning

- Stigende befolkningstal er et afgørende kriterium for at blive "Årets Landsby", sagde formanden for Landdistriktsrådet i Ringkøbing-Skjern Kommune, Torben Hjøllund Mortensen i sin tale. Så tingene hænger sammen.

"Jeg har læst mange indstillinger i tidens løb, og nogen husker man, andre glemmer man hurtigt. Men Staunings indstilling, den vil jeg huske meget længe. Ikke kun fordi den var humoristisk og velskrevet, men fordi stoltheden og viljen til at gøre noget for den landsby, I bor i - den skinnede så tydeligt igennem på alle de 14 sider med ros til Stauning. Det var en fornøjelse at læse. Og så var der det med, at I ikke er til de store planer. Når I får en idé, så går I bare i gang med at lave det. Stauning er et godt eksempel på, at succes kommer ikke kun af at lave store planer, men primært af evnen til at omsætte gode ideer til handling", sagde Torben Hjøllund Mortensen.

Stauning Sogneforening havde indstillet Stauning til "Årets Landsby". Formanden Ebba Lange Andersen valgte i sin takketale for prisen at slå et slag for mangfoldigheden, som hun anser for at være den grundværdi, der får tingene til at lykkes i Stauning.

"Vi har i Stauning en masse folk med en mangfoldighed af alle de kompetencer, der gør at vi som regel kommer i mål med de ideer, vi sætter os for at gennemføre", sagde hun – og nævnte tilblivelsen af indstillingen af Stauning til prisen som bare et eksempel.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeposten Skjern

Klap kunsten i Ringkøbing

Annonce