Annonce
Ugeposten Skjern

Det er Hammer-fedt med Carl Nielsen

Carl Nielsen er emnet, når radio- og TV-vært Mathias Hammer holder foredrag søndag den 23. februar klokken 16 på Kramp Scenen i Ringkøbing-Skjern Kulturcenter. Arkivfoto
Mathias Hammer spiller musik af - og fortæller om Carl Nielsen, når han gæster Ringkøbing-Skjern Kulturcenter i Skjern.
Annonce

Skjern: "Carl Nielsen i ord og toner" hedder et foredrag, klaverspil og fællessang med radio- og TV-vært Mathias Hammer. Det er søndag 23. februar kl. 16, at Hammer spiller Nielsen på Kramp Scenen i Ringkøbing-Skjern Kulturcenter.

Mange kender Mathias Hammer som kyndig og festlig holdkaptajn i Den Klassiske Musikquiz. Og for kort tid siden så man ham som vært på endnu en maraton-højskolesangdag – en hel søndag med sang fra Højskolesangbogen, der udkommer i en ny udgave – den 19. udgave – i slutningen af 2020. Og også her har Mathias Hammer en finger med i spillet, idet han er medlem af det såkaldte sangbogsudvalg. Ved siden af alt dette er han også konservatorieuddannet pianist.

Det er således en kompetent og vidende gæst, der 23. februar kl. 16 optræder i Skjern-Tarm Musikforening.

Interessen for musik er ikke af nyere dato for Mathias Hammer, der er født i 1982. Allerede som 10-årig fik han undervisning i klaverspil og kom senere ind på Det Jyske Musikkonservatorium, hvorfra han blev kandidat i 2008 og afsluttede med sin debut fra solistklassen i 2011. Undervejs i studieforløbet havde han også lige en afstikker til Moskva, hvor han studerede på både Gnesin- og Tjajkovskij-konservatorierne.

Annonce

Musikformidler

Undervejs har Mathias Hammer fundet stor glæde i at formidle musik, og dette førte ham i 2010 til DR, hvor han bl.a. blev vært på programmer som P2-koncerten og Hej P2, ligesom han lavede en række podcast-serier, bl.a. om Niels W. Gade og Carl Nielsen. Han er desuden en meget benyttet scenevært og konferencier ved koncerter og festivaler over hele landet og har arbejdet med størstedelen af landets professionelle ensembler og orkestre. Desuden er han kendt som en engageret foredragsholder inden for musikalske og kulturhistoriske temaer, ligesom han er ambassadør for fællessang og sangforedrag, med hvilke han også optræder landet rundt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce