Klumme: Tag trygt børn og børnebørn med på biblioteket i efterårsferien. Her er der både Hatteteater, krybdyrshows og kreative workshops. Bestil gratis billetter på riskbib.dk.
Deltag også i Den store læsedyst for familier og vær med i konkurrencen om en stor hyggekurv for hele familien
Læs på toilettet, læs under dynen, læs højt for en bamse. Det er blot nogle af de skøre læseudfordringer, du finder i biblioteks store læsedyst, som lige nu løber af stablen. I kan deltage hjemmefra, det er nemt. Find konkurrencearket i vores efterårsprogram, hent det på biblioteket eller print det ud på riskbib.dk. Det handler ikke om at læse tykke bøger, men om at have det sjovt med at læse sammen. Slå jer løs og vær kreative – måske kan I løse flere udfordringer på én gang. Men skynd jer! Uret tikker! Konkurrencen løber til og med d. 31 oktober…
Mød den lodne edderkop Rosita
Mandag d. 12. oktober kl. 10.30 på Tarm Bibliotek og onsdag d. 14. oktober kl. 10.00 på Videbæk Bibliotek er der Krybdyrshow for børn fra 3 år op og deres familier. Her skal vi snakke om dyrene, smage på lækre krible-krable snacks og du kan også selv blive slangetæmmer for en dag – hvis du altså tør... Det bliver spændende og helt fantastisk, når Kystcentret kommer på besøg…
Tegn et monster
Er ungerne mere til krea-(u)hygge, så tag dem med til tegneworkshoppen Tegn et monster for de 3 til 6 årige på Ringkøbing Bibliotek tirsdag d. 13. oktober kl. 9.30 eller kl. 10.45.
Her vil Anne-Sophie Bech vise, hvordan man bedst tegner et monster og herefter er der fri tegning. Alle får deres tegning med hjem bagefter.
Hatteteater med Honningbanden
Onsdag d. 14. oktober kl. 10.00 er der inddragende underholdning for de 4 til 10 årige i Ringkøbing Rådhushal. På scenen hænger 20 forskellige hatte. En gruppe børn fra publikum inviteres op på scenen og her vælger de hver sin hat og en rolle, som de synes passer til lige netop den hat.
Herefter vil Honningbanden med hjælp fra publikum og børnene på scenen skabe den ene vanvittige historie efter den anden, når historiefortælleren improviserer sjove teaterstykker med udgangspunkt i børnenes roller. Det bliver helt sikkert sjovt, underholdende og også lidt vanvittigt…
Kom og smag på insekter
Onsdag d. 14. oktober i tidsrummet 10.30-12.00 afholdes workshoppen BUG AMOK - insekter på menuen med Charlotte Bay på Skjern Bibliotek. Her er der mulighed for at smage insekter på forskellige måder – f.eks. i brød bagt på insektmel eller som hele insekter. Desuden er der mulighed for at lave sin egen insektpesto med årstidens urter. Børn i alle aldre og deres voksne er velkom-men til at møde op i løbet af hele tidsrummet, men arrangementet kræver billet og slutter kl. 12.00.
Dekorer din egen bibliotekspose
Torsdag d. 15. oktober kl. 10.30 afholdes der endnu en kreativ workshop på Ringkøbing Bibliotek.
Denne gang for de 6 til 10 årige, der sammen med Birthe Damgaard kan dekorere en bibliotekspose, som de bagefter får med hjem. Birthe vil fortælle, guide og sørge for en hyggelig og kreativ stemning, mens børnene farvelægger deres egne poser. Biblioteket stiller både posen og materialerne til rådighed.
Mis med de blå øjne
Torsdag d. 15. oktober fortælles børnebogsklassikeren Mis med de blå øjne for de 3 til 8 årige og deres voksne på Skjern Bibliotek.
Her vil Teater Aktanten engagere publikum med gode sange og sprudlende spilleglæde med fortællingen om Mis, der gerne vil finde landet med de mange mus. Men hvor ligger det? Mis spørger, hvor han kommer frem, men ingen har lyst til at hjælpe. Mis opgiver, men får pludselig hjælp fra uventet kant...
Kom og vær med til efterårsferie på DIT bibliotek, men husk at bestille gratis billet på riskbib.dk kl. 10.00 en uge før hvert arrangement. Vi sørger for den fornødne afstand og håndsprit. På gensyn til masser af underholdning, leg og læring på DIT bibliotek.