Annonce
Ugeposten Skjern

Efter sygdom: Otto Poulsen er på vej tilbage

Otto Poulsen håber, at der i år kan komme Markedsdage i Tarm. Siden 1984 har han været med til at anvise kræmmerne pladser og tage imod betaling. Foto: peso
Otto Poulsen var nede på at veje 49 kilo. Efter kræftoperation og kemobehandling har han det nu bedre og er kommet op i vægt igen. Han glæder sig til markedsdage i Tarm her i 2021.
Annonce

Portræt: I Tarm er Otto Poulsen nok mest kendt for markedsdagene, som han har været involveret i siden starten i 1984.

13 onsdage i løbet af sommeren har der på markedspladsen været mellem 100 og 300 kræmmere. Besøgstallet i løbet af en sæson er mellem 50.000 og 60.000 mennesker.

2020 var året, hvor der ikke blev markedsdage på grund af coronarestriktioner, så Otto Poulsen er begyndt at glæde sig til denne sæsons markedsdage.

- I år skal der bare komme markedsdage, så jeg håber, at man kan holde coronaen nede eller er så langt med vaccinationer, at man roligt kan tage til marked i Tarm, siger Otto Poulsen.

Ligesom markedsdagene har Otto Poulsen ikke været helt oppe at køre i 2020.

Annonce

Mange operationer

I november 2019 blev der fundet to kræftsvulster i hans tyktarm.

- Jeg havde gået og haft ondt i maven, så jeg gik til læge og blev sendt til Herning til undersøgelse, fortæller Otto Poulsen.

Han skulle opereres, det skulle ske i på Viborg Sygehus, men så blev han betænkelig.

- Jeg var simpelthen bange for, at når jeg blev lagt i narkose, så ville jeg ikke vågne op igen. Jeg tudede, da jeg blev kørt ind på operationsstuen, men jeg blev heldigvis beroliget af en narkosesygeplejerske, der fortalte om alle de apparater, der var til at overvåge mig. Jeg vågnede også igen, nu med et 15 centimeter langt ar på maven, forklarer Otto Poulsen.

Op til operationen var han oppe på at ryge 60 grønne Cecil om dagen, men bagefter stoppede han fuldstændig.

- Forbruget var kommet over en årrække, men det blev simpelthen for besværligt at ryge på sygehuset, og så kunne jeg ligeså godt stoppe, fortæller Otto Poulsen med et skævt smil.

Da han kom hjem til Tarm tog han ned i Søstrenes Vinhandel med de sidste ni pakker og fik en tilgodeseddel på beløbet.

- Det var da pænt af dem.

Otto Poulsen fik også lavet en midlertidig stomi, men den generede ham virkelig meget, så han ville gerne have lagt tilbage.

- Det skulle gøres den 18. juni. Det var et problem, påpegede jeg, for det var jo første markedsdag. Overlægen spurgte så, hvad der var vigtigst, mit helbred eller markedsdagene, fortæller Otto Poulsen.

Nu viste det sig så, at markedsdagene slet ikke kunne holdes i 2020, så Otto Poulsen kunne gå roligt til operationen.

- Operationen gik godt, og der kom igen gang i det, der skulle gang i, smiler Otto Poulsen.

Siden fik han fjernet en byld i tyndtarmen.

- Det har været den samme overlæge, der har opereret mig hver gang, så hende er jeg meget glad for. Hun har også rost for mig for, at jeg er god til at komme mig efter operationerne af to grunde: min krop er god til at komme sig og jeg er altid i godt humør, forklarer han.

Annonce

Kemobehandling

På grund af kræftsvulsterne er han i kemobehandling hver 14. dag på Herning Sygehus.

- Der er lavet en port på mig, hvor jeg er sluttet til en lille tank med kemo, som løber ind i min krop. Kemobehandlingen får mig ikke til at tabe håret, men jeg kan ikke sove i et døgns tid, siger Otto Poulsen.

Foreløbig skal han være i kemo-behandling et halvt års tid endnu.

- Kræften kan nok ikke slås helt ned, men jeg kan leve med den, siger lægerne. Når jeg er færdig med behandlingen, bliver jeg forhåbentlig mere frisk, så jeg kan komme ud og finde mig et fleksjob ud over jobbet som markedschef, siger Otto Poulsen.

Han er blevet aktiv politisk og er nu næstformand i SF's lokale partiforening.

- Især på områder som kernevelfærd svinger jeg med dem, fortæller Otto Poulsen.

Han er også blevet domsmand og har været til sin første retssag.

- Det er godt, at der er almindelige mennesker med livserfaring med til at dømme folk, mener Otto Poulsen.

Han ser frem til, at han til sommer igen kan mødes med kræmmere og gæster på markedspladsen i Tarm.

Otto Poulsen

64 år.

Født og opvokset i Tårnby, Amager.

Kom til Tarm som leder af Beredskabet i 1983, siden leder af det fælles beredskab for Tarm og Skjern frem til 1994.

Siden buschauffør.

Efter en blodprop blev han fleksjobber. Har været fleksjobber hos Vestas og hos Markedsdage.

Har været med til markedsdage i Tarm siden starten i 1984. Er markedschef.

Næstformand i SF's partiforening i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Domsmand.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeposten Skjern

Nye malerier i Tarm El Nyt

Ugeposten Skjern

Fastelavn: Sammen hver for sig

Annonce