Annonce
Ugeposten Skjern

Henrik lavede sin garage om til et træværksted: Jeg kan lide at bruge mine hænder og min hjerne

Henrik Frank laver trækunst i sin fritid. Her to skærebrætter med blandt andet stykker af afrikansk træ. Alt det andet træ er affaldstræ. Foto: peso
Henrik Frank bruger sit træværksted til at slappe af og være kreativ. Han laver små videoer om sit arbejde og har næsten 1.000 følgere på You Tube.
Annonce

Portræt: Henrik Frank har lavet sin garage om til sit træværksted. Der er ikke mange kvadratmeter, men her er alt hvad han har brug for af maskiner og værktøj.

Arbejdsborde, skuffer og reoler har Henrik Frank selv bygget af genbrugte materialer, efterhånden som han har fået brug for det.

- Jeg begyndte nok for 15 år siden, og siden er værkstedet stille og roligt blevet udbygget med det, jeg har haft brug for, fortæller Henrik Frank.

Langt det meste af det træ, han bruger, er affaldstræ.

- Jeg er lagerarbejder hos Kramp og har fået lov til at tage det affaldstræ, jeg gerne vil have med hjem til mit værksted. Jeg kan godt lide tanken om, at det er genbrugstræ, som får nyt liv, når jeg bruger det. Det sætter selvfølgelig nogle begrænsninger i længder og i kvaliteten, men det er jo en del af det fascinerende. Nogle gange må jeg reparere, fordi der et et sømhul midt på et bræt, forklarer Henrik Frank.

Det kan ske, at han køber noget specielt træ.

- Der er ikke så meget affalds-mahogni, smiler Henrik Frank.

Han går og slapper af i værkstedet.

- Det er en hobby og skal aldrig blive mere. Det er dejligt, at folk kan bruge nogle af de ting, jeg laver ud af gammelt træ, men det skal aldrig blive så meget, at det bliver en forpligtigelse, for så er det jo ikke sjovt længere, påpeger Henrik Frank.


Det er dejligt, at folk kan bruge nogle af de ting, jeg laver ud af gammelt træ, men det skal aldrig blive så meget, at det bliver en forpligtigelse, for så er det jo ikke sjovt længere.


Annonce

Hænder og hjerne

I perioder er han i værkstedet hver dag, men ellers bliver det til to-tre aftner om ugen.

- Jeg bruger mig selv, min hjerne og mine hænder. Det er afslappende, siger Henrik Frank.

En del af det sjove er at finde løsninger på praktiske problemer.

- Jeg er jo ikke uddannet indenfor området, så jeg laver sikkert mange begynderfejl, men jeg finder ud af det. Jeg bruger mine kreative evner til at lave nogle af de ting, som folk gerne vil have. Der er da noget tilfredsstillende ved at vide, at folk faktisk bruger mine skærebrætter og julehjerter, siger Henrik Frank.

Han kan godt lide, når folk kommer med specielle ordrer.

- En har boet i Afrika og havde en speciel træsort med hjem, som hun gerne ville have lavet skærebrætter af. Her var udfordringen af "strække" det afrikanske træ, men ved at sætte det sammen med andre farver træ, blev det ret flot, siger Henrik Frank.

Han er aktiv på de sociale medier og får nogle af sine ordrer den vej, men han er også begyndt at udstille nogle af sine varer i den pop-up-butik Pia Lundgaard Askjær har åbnet i Møllegade og hos "Nyt og Gammelt" på Gl. Ringkøbingvej.

Det meste træ har han fået gratis, han har solceller på taget, så strømmen koster ikke noget, og han er ikke professionel, så han vil heller ikke tage for alle sine timer.

Annonce

Penge til Veteranhjemmet

- Jeg prøver at sjusse mig frem til, hvor lang tid en udlært ville have brugt på det. En del af de  penge, jeg får ind, sender jeg videre til Veteranhjemmet, mens jeg bruger lidt på nyt værktøj, forklarer han.

Henrik Frank er selv veteran. For Hjemmeværnet har han været udsendt to gange, tre måneder til Afghanistan i 2010 og tre måneder til Kosovo i 2011

- Jeg har ingen børn, så jeg synes, at det var oplagt, at jeg meldte mig, da Hjemmeværnet også skulle have folk på internationale missioner. I halvandet år brugte jeg hver anden weekend på at træne op til det, forklarer Henrik Frank.

- Kosovo var ikke noget særligt, men det var noget andet i Afghanistan, hvor jeg var i Armadillo. Jeg har ikke problemer af noget art efterfølgende, men jeg vil gerne hjælpe tidligere kollegaer, så derfor sender jeg penge til Veteranhjemmet, siger han.

Annonce

You Tube videoer

Henrik Frank er også begyndt at lave instruktionsvideoer, som han lægger op på You Tube.

- Jeg har gjort det i et par år, også for at udfordre mig selv. Det er faktisk sværere, end du tror, fordi du skal filme, samtidig med at du laver tingene, så jeg har lavet et stativ til min mobiltelefon. Jeg har næsten 1.000 følgere, flest i USA, Storbritannien og Australien. Derfor laver jeg videoerne på engelsk. Jeg har boet og arbejdet i England, så det er ikke et problem for mig. Det er hyggeligt at få kommentarer og måske hjælpe folk, der er løbet ind i et problem, siger Henrik Frank.

Henrik Frank

55 år

Stammer fra Herning, bor i Skjern.

Lagerarbejder hos Kramp.

Medlem af Hjemmeværnet. Har været udsendt til Afghanistan og Kosovo.

Bor sammen med Anja.

Har lavet sin garage om til træværksted, hvor han blandt andet laver skærebrætter, julehjerter, adventskranse og meget mere.

Har udstillet flere af sine varer i Pop-up-butikken i Møllegade.

Laver små instruktionsvideoer til You Tube, hvor hans kanal, Noremorse Woodworking, har næsten 1.000 følgere.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeposten Skjern

Børn pynter træet

Ugeposten Skjern

Nye malerier i Tarm Elnyt

Ugeposten Skjern

Opskrift på vaniljekranse

Ugeposten Skjern

Send et billede af din snemand

Annonce