Annonce
Ugeposten Skjern

Jeanett skal sætte gang i handelslivet i Tarm

Jeanett Rudbeck Østergaard Sørensen er bychef i Tarm og skal skabe liv i Tarm. Foto: Johan Gadegaard
Tarms bychef kender butikkernes udfordringer fra sin tid som butiks-ejer
Annonce

Portræt: Tarm ligner ikke andre centerbyer i kommunen. Hvor de andre kæmper for at bevare én aktiv bymidte, så har Tarm to aktive butiksområder. Den gamle bymidte omkring Storegade, og så det nordlige butiksområde, hvor der ligger flere store dagligvarebutikker og flere mindre butikker.

- Det giver da Tarm nogle udfordringer som handelsby, siger bychef Jeanett Rudbeck Østergaard Sørensen.

Hun har været ansat af Tarm Handelsforening som bychef siden april.

- Vi kan ikke skrue tiden tilbage. Vi bliver nødt til at løbe efter den bold, der bliver spillet og tage udgangspunkt i den verden, vi har. Vi kan jo ikke flytte de store butikker fra aflastningscenteret mod Syd, for der er jo ikke plads inde i den gamle bymidte. Vi kan heller ikke gøre noget ved, at sygehuset er lukket og det samme er sket med kommunekontoret, påpeger Jeanett Rudbeck Østergaard Sørensen.

I bymidten skal vi bevare vores nuværende butikker, og der må da gerne komme flere. Det er et godt sted for iværksættere at starte, for huslejerne er overkommelige, siger hun.

I stedet for at der står tomme butikker, så er det bedre, at de blevet omdannet til lejligheder, som det er sket i den ene del af Storegade, hvilket har bevirket mere liv oppe i den nordlige del af Storegade, mener hun.

Jeanett Rudbeck Østergaard Sørensen

49 år.

Stammer fra Faster, bor i Tarm.

Butiks-udlært i Egvad-Centret.

Derefter forskellige job i butik og på fabrik.

Overtog i 2006 dametøjsbutikken Rita Aagaard.

Gik konkurs 2012.

Har været flexjobber siden 2016 hos Huset Venture i Ringkøbing.

Siden april 2019 bychef hos Tarm Handelsforening.

Gift med Erling Østergaard Sørensen.

Har to børn, Mai og Louise, samt to bonusbørn, Ane og Anton.

Annonce

Noget med mennesker

Da Jeanett Rudbeck Østergaard Sørensen var færdig med 9. klasse, blev hun foreslået at starte på gymnasiet, men det havde hun slet ikke lyst til.

- Jeg var skoletræt, så jeg ville gerne ud i butik. Jeg ville gerne have et arbejde, hvor jeg mødte mennesker Jeg tog den korte handelsskole og skulle så ud og finde en læreplads. Jeg søgte og fik i første hug læreplads hos Knud og Dora Birkelund i Egvad-centret, hvor der blev solgt mange forskellige ting. Der var for langt at cykle fra Faster og til Tarm, så jeg flyttede i et værelse i Tarm og har boet i Tarm siden, fortæller hun.

Da hun fik sine to børn, syntes hun ikke at butikkernes åbningstider passede med børn, så hun fik arbejde på fabrik.

I 2006 fik Jeanett Rudbeck Østergaard Sørensen tilbuddet om at overtage dametøjsbutikken Rita Aagaard.

Den drev hun først fra oprindelige lokaler, men i 2011 flyttede hun i nye lokaler på den anden side af Storegade.

- Vi var udfordrede af krisen, så i 2012 gik jeg konkurs, siger hun.

Helbredsproblemer gjorde, at hun blev flexjobber i 2016, først hos Huset Venture og siden april 2019 hos Tarm Handelsforening.

Annonce

Bychef

- Jeg så, at handelsforeningen søgte en deltids bychef, så jeg ringede til formanden, Per Østergaard, fortæller Jeanett Rudbeck Østergaard Sørensen.

Hun er nu ansat 10-13 timer om ugen i gennemsnit, men arbejdstiden er afhængig af arbejdsmængden.

Hun skal hjælpe bestyrelsen med det praktiske, når der bliver afholdt arrangementer, blandt andet de meget besøgte markedsdage.

- De ugentlige markedsdage fra juni til august trækker jo 60.000 mennesker, men der hjælper jeg Otto Poulsen med markedsføringen. Til Halloween støttede vi op om Stationens Venner arrangement i den gamle Stations bygning, jeg var byens heks, smiler hun.

Hun er også med til at arrangere Open by Night, blandt andet i forbindelse med dimmissionsfest og fakkeloptog.

Handelsforeningen hjælper og bakker også op om fastelavnsfest og Ladywalk.

Hun er også glad for, at foreningerne i Tarm har fået lavet en fælles arrangementskalender, så arrangementer ikke bliver lagt oveni hinanden.

Handelsforeningerne i Skjern og Tarm laver også samarbejde, blandt andet om julekonkurrence og nu her påskeægsbanko.

- Det er dejligt at se, at Skjern og Tarm vil hinanden. Samarbejde er godt, og godt at kunderne kan krydse åen, siger Jeanett Rudbeck Østergaard Sørensen.

Det er godt med et samarbejde mellem Skjern og Tarm, siger Tarms bychef Jeanett Rudbeck Østergaard Sørensen, her ved Kulturtagene. Foto: Johan Gadegaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeposten Skjern

Klap kunsten i Ringkøbing

Annonce