Annonce
Ugeposten Skjern

Kunder er på vej tilbage - med nye vaner

Folk er helt automatisk begyndt at se efter, hvor mange kunder der er i butikken. Er der mange, så begynder folk at lave kø udenfor. Foto fra Skjern i lørdags, hvor folk stod i kø både udenfor Matas og Acacia. Foto: Lisbeth Bjerre
Omsætningen har bestemt ikke nået før-corona-niveau, men det går fremad igen. Og kunderne er gode til at følge restriktioner.
Annonce

Butiksliv: Nedlukningen af Danmark ramte butikkerne hårdt. Folk blev opfordret til at blive hjemme. Skulle de ud, skulle de holde to meters afstand og der skulle sprittes af.

En del butikker valgte at lukke, fordi der alligevel ikke kom kunder.

Langsomt er butikkerne åbnet igen, nogle med indskrænkede åbningstider, men efterhånden med med normale åbningstider. Nogle butikker har endda udvidet åbningstiderne, så kunde-tilstrømningen bliver spredt ud over flere timer, så der ikke er så mange i butikkerne af gangen.

Nogle dage er næsten helt normale.

- Lørdag var en fantastisk dag, det var godt vejr, så folk havde lyst til at komme ud, fortæller Majbritt Vestergaard, butikschef hos Matas i Skjern og formand for Skjern Handelsforening.

På et tidspunkt var der så mange i butikken, at hun blev nødt til at sige til de sidst ankomne, at de måtte vente udenfor.

- Så de lavede en kø og folk fandt selv ud af, hvis tur det var. Der var også kø ind til blomsterbutikken. Der var ingen sure miner, folk var glade. Så det er trygt at handle i Skjern, påpeger Majbritt Vestergaard.

Det er blevet helt naturligt for kunderne at holde afstand og spritte hænder af. Er der mange i butikken, så laver kunderne selv kø udenfor. Folk er også gode til at holde afstand til de ansatte.

- Det er min fornemmelse, at folk giver sig bedre tid til at handle. Der bliver småsludret i køerne, også mellem folk der ikke nødvendigvis kender hinanden, siger bychef Mette Christensen fra Skjern Handelsforening.

I Cara-B har Tina Thalund succes med Facebook-livesendinger. Jeg kan godt mærke, at der ikke bliver holdt mange fester i øjeblikket, siger hun. Arkivfoto
Annonce

Mangler stadig tyskerne

I Ringkøbing var der også masser af folk i gaderne lørdag, så det næsten lignede en normal lørdag i maj.

- Mange sommerhusejere eller deres familier var i sommerhus i bededagsferien og kom lørdag til Ringkøbing. Der var en del turister, de snakkede godt nok ikke tysk, men sjællandsk, fortæller købstadschef Jacob M. Rasmussen.

Det er også hans fornemmelse, at Ringkøbings borgere igen er begyndt at komme fysisk i byens butikker.

- Alle butikker er åbne igen, nogle har jo slet ikke været lukket, men det er som politikere og medier kun har haft øje for storcentrene, når de siger, at nu åbner detailhandlen igen. Nej, den har været åben hele tiden, påpeger han.

Omsætningsmæssigt er der langt igen, for de tyske turister mangler, men købstadschefen opfordrer de lokale til at støtte op omkring deres butikker.

- Et stærkt lokalt handelsliv er grundlaget for en velfungerende by og et frodigt foreningsliv. Det giver arbejdspladser, er med til at sikre den lokale velfærd og også med til at sikre den lokale økonomi, herunder huspriser, påpeger Jacob M. Rasmussen.

Annonce

Nye salgsmåder

Også Tina Sørensen, der har Butik S i gågaden i Ringkøbing, glædede sig lørdag.

- Der var jo en summen i gaden og i butikken, som vi ikke har hørt længe, fortæller hun.

Hun er en af de butiks-ejere, der har brugt krisen til at prøve nye tiltag af for at komme i kontakt med kunderne.

- Jeg måtte jo aflyse mit mode-show, så i stedet inviterede jeg grupper af kunder på besøg om aftenen efter lukketid til private shopping. Jeg har holdt fire aftner og det har været gode aftner, hvor kunderne hyggede sig og der også blev solgt noget tøj. Faktisk har det også givet salg efterfølgende, fordi nogle lige skulle have suppleret lidt mere op, siger Tina Sørensen.

Hun har fået mange positive kommentarer fra kunderne efterfølgende.

- De havde jo nærmest været spærret inde, så de trængte virkelig til at komme ud og få snakket, smiler hun.

Tina Sørensen vil bestemt ikke afvise, at hun vil holde flere aftner med private shopping.

Cara-B i Skjern er også gået nye veje for at være i kontakt med kunderne.

Tina Thalund er begyndt at lave salg via Facebook, hvor hun sender live. Så kan kunderne logge på og følge med i hendes fremvisning og købe tøjet.

- Jeg har næsten gjort det en gang om ugen og vil bestemt gentage det, for det giver noget salg hver gang, fortæller hun.

Der er begyndt at komme flere kunder i den fysiske butik, men ikke så mange som før.

- Meget af mit salg er jo til folk, der skal til fester, og fester er der ikke mange af i øjeblikket, påpeger hun.

Hun er også begyndt at holde åbent for enkeltkunder, der ikke kan komme i åbningstiden.

- Kunderne er stadig bekymrede for at gå ud. De kommer færre gange, men de køber for mere, fortækker uddeler Simon Jørgensen, Superbrugsen i Skjern. Arkivfoto: Jørgen Kirk
Annonce

Køber for mere

Superbrugsen i Skjern mærker, at kunderne stadig er påvirkede af restriktionerne.

- Kunderne kommer i butikken færre gange, men til gengæld køber de for mere, fortæller uddeler Simon Jørgensen.

Superbrugsen kan også mærke, at folk laver mere mad derhjemme.

- Vi sælger ikke så meget fra delikatessen, men mere kolonial. Og så mangler vi at levere mad til store fester, konfirmationer og den slags, fortæller Simon Jørgensen.

Tina Sørensen har haft med private shopping-aftner i Butik S. Arkivfoto: Jørgen Kirk
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeposten Skjern

Klap kunsten i Ringkøbing

Annonce