Annonce
Ugeposten Skjern

Langt færre laver mad fra bunden af

Danskerne er blevet mere vilde med nem mad og hurtige opskrifter. Det mærkes blandt andet i Kvickly Ringkøbing, hvor slagter Martin Libner har gjort det nemt at finde de hurtige retter. Foto: Johan Gadegaard
Færre danskere går op i at lave mad fra bunden af. Det har supermarkederne opdaget. Og heldigvis er kvaliteten af den nemme mad steget i takt med at udbuddet er blevet større.
Annonce

Ringkøbing-Skjern: Hakket grønkål, tærtedej og fiskefars. De tre ting har ikke umiddelbart noget med hinanden at gøre. Men går vi en tur i supermarkedet, vil vi opdage, at det er nogle af de mange retter, som i dag kan købes færdiglavet, så vi sparer tid i køkkenet. Og det er en løsning, som flere og flere prioriterer i hverdagen.

Nye tal fra Arla viser, at der er sket et fald i antallet af danskere, som går op i at lave mad fra bunden. I 2015 ønskede 22 procent af danskerne at lave mere mad fra bunden, mens det tal i dag kun er 13 procent. Det er ifølge Tove Færch, der har været leder af Karolines Køkken i 26 år, ikke nødvendigvis nogen dårlig ting.

- Det er naturligvis vigtigt, at danskerne også i fremtiden er gode til at tilberede mad, har en god råvareforståelse og prioriterer måltiderne. Men jeg finder det ikke voldsomt alarmerende, at vi bruger mindre tid på at lave mad fra bunden, siger Tove Færch.

- Danskerne gør i højere grad end tidligere brug af de mange nye convenience-produkter for at spare tid. Og hvis valget står mellem enten at droppe grøntsagerne, fordi det tager for lang tid at snitte, eller at købe en pose snittet grønkål, så er det sidste jo klart at foretrække. At vi indimellem vælger de hurtige løsninger, giver os netop tid til at prioritere andre ting i tilværelsen. Og så skal vi huske på, at hjemmelavet mad ikke nødvendigvis er sundere, end det vi kan købe færdiglavet, siger Tove Færch.

Mere nem mad, tak!

Nøgletal fra befolkningsanalyser og arla.dk:

I 2015 svarede 22 procent af danskerne, at de godt kunne tænke sig at lave mere mad fra bunden, end de gør nu, når de laver hverdagsmad.

I 2019 svarede 13 procent af danskerne, at de godt kunne tænke sig at lave mere mad fra bunden, end de gør nu, når de laver hverdagsmad.

I 2015 svarede 44 procent af danskerne, at de forbandt sund aftensmad med mad, der var lavet fra bunden.

I 2019 svarede 23 procent af danskerne, at det er vigtigt for dem, at deres hverdagsmad er lavet fra bunden.

Opskriftsvisninger på Karolines Køkkens opskriftsside:

Andel af visninger af opskrifter på under 30 minutter i 2015: 22 procent.

Andel af visninger af opskrifter på under 30 minutter i 2019: 26 procent.

Andel af visninger af opskrifter på mellem 30-60 minutter i 2015: 34 procent.

Andel af visninger af opskrifter på mellem 30-60 minutter i 2019: 29 procent.

Annonce

Fordobling i Kvickly

I Kvickly i Ringkøbing har slagter Martin Libner oplevet ændringen i købevanerne på nært hold.

- Salget af nem mad er mere end fordoblet på få år. Det er noget, som kunderne i den grad efterspørger, og som vi satser stort på ved hele tiden at udvide og udvikle udbuddet. Det tiltaler både unge og ældre, at det er nemt at tilberede maden. Da den nemme mad begyndte at komme frem, var kvaliteten ikke alt for god. I dag er kvaliteten helt i top med helt friske råvarer, og hvis du for eksempel vælger et stykke marineret kød i slagterafdelingen, kan du i grøntafdelingen finde præcis den færdigsnittede salatblanding med tilhørende dressing, der smagsmæssigt passer til. På den måde har du både god, frisk og hurtig mad, siger Martin Libner.

- Det er i øvrigt ikke kun de nye nemme retter, der hitter. Vi sælger også stadig masser af den nemme "gamle" retter som for eksempel frikadeller med kartoffelmos, siger Martin Libner.

Samme melding kommer i øvrigt fra de lokale slagtere, herunder Slagter Iversen, Ringkøbing:

For nogle år siden solgte slagterforretningen rigtig mange køkkenklare retter, hvor kunden selv skal gøre lidt af arbejdet. I dag er det færdigretterne, der går bedst.

- Det er kommet på få år. En færdigret, en tærte eller en ret med tilhørende mos eller kartofler, der kan gå lige i ovnen og være klar på 20 minutter, er der mange der gerne vil have, siger Bjarne Nielsen.

Annonce

Danskerne søger efter flere ”hurtige opskrifter”

At danskerne oftere end tidligere prioriterer de hurtige løsninger, når det kommer til madlavning, bakkes op af data fra Karolines Køkkens opskriftsside. Der er nemlig sket en stigning i søgninger efter opskrifter, som er hurtige at tilberede.

I 2015 var det 22 procent af de viste opskrifter på Karolines Køkkens opskriftsside, der tog under 30 minutter at lave. Det tal er i dag 26 procent. Dertil er andelen af visninger af opskrifter, der kræver mellem 30 og 60 minutter i køkkenet faldet fra 34 til 29 procent.

- Danskernes ændrede madvaner stiller nye krav til os opskriftsudviklere. Vi skal blive endnu bedre til at udvikle opskrifter, der imødekommer danskernes travle hverdag, og som viser, hvordan man inddrager convenience-produkter i lækre, velsmagende hverdagsretter. Det betyder bestemt ikke, at vi helt skal droppe den hjemmelavede mad. Men man kan sagtens tilberede et lækkert hverdagsmåltid ved for eksempel at kombinere en købt fiskefars med svitsede grøntsager til samt en dressing bestående af cremefraiche med friske krydderurter, siger Tove Færch.

Det er både unge og ældre, der har taget de hurtige retter til sig. Foto: Johan Gadegaard
Social- & sundhedsassistent Dorte Jacobsen, Ringkøbing køber en eller to gange om måneden nem mad i Kvickly i Ringkøbing. - Det sparer jo tid i køkkenet, når man gør det, så det er smart, hvis man en aften har lidt travlt, siger hun. Foto: Johan Gadegaard
I dag kan man få en færdigsnittet salatblanding med tilhørende dressing til ethvert behov i for eksempel Kvickly i Ringkøbing. Foto: Johan Gadegaard
Slagter Bjarne Nielsen oplever også en øget interesse efter de nemme retter, der er klar til ovnen. Foto: Mads Dalegaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeposten Skjern

Klap kunsten i Ringkøbing

Annonce