Julehandel: Corona-smitten har betydet ændrede juleindkøbsvaner, fortæller bychef Mette Christensen fra Skjern Handelsforening.
- Julehandlen startede tidligere i år, end hvad vi har været vant til. Allerede i slutningen af oktober og i starten af november startede de første juleindkøb. Og så har folk vidst, hvad de er gået efter. Der er ikke blevet "oset" så meget. Folk har vidst, hvad de ville have, og så er de gået igen, forklarer bychefen.
Der har heller ikke været så mange ude at handle ad gangen, folk har været afsted alene eller sammen med en enkelt anden.
- Tidligere har den travleste periode været i dagene lige op mod jul, men ikke i år. Der var den travleste tid den sidste hele uge, mens der var mindre travlt fra den 21. december, siger Mette Christensen.
Handelsforeningen har også opfordret kunderne til at komme i ydertimerne eller omkring spisetid, hvor der normalt ikke er så mange kunder i butikkerne.
- Nogle butikker holdt længe åbent to torsdage. Erfaringen var, at der ikke kom så mange mennesker, men de købte for mere, fortæller hun.
Kunderne har også været gode til lige at vurdere, om der var for mange kunder i butikkerne og har så ventet udenfor.
- Der er nok forskel fra butik til butik, men generelt har butikslivet i Skjern mærket en stor opbakning fra lokalområdet. Kunderne vil gerne have en aktiv handelsby, siger Mette Christensen.