Annonce
Ugeposten Skjern

Pensionist: Urimeligt at affaldsordning bliver dobbelt så dyr

Vi har valgt en løsning, der passer til de fleste, så nogen får mere plads, end de har brug for, siger udvalgsformand John G. Christensen. Arkivfoto: Poul Osmundsen.
Selv om affaldsordningen bliver dyrere, så stiger folkepensionen jo ikke, påpeger pensionist Peter Nissen. En 240 liters spand er den mindste, så vi har valgt en løsning til alle, forklarer John G. Christensen, formand for teknisk udvalg.
Annonce

Ringkøbing-Skjern: 17.269 skraldesække på 80 liter bliver skiftet ud med 240 liters affaldspande.

Mange borgere i Ringkøbing Skjern Kommune har hidtil kunnet klare sig med 80 liter affaldssække, men fremover vil de få 240 liters affaldspande.

Det sker i forbindelse med kommunens overgang til en ny affaldsordning, hvor borgerne nu skal sortere madaffald for sig og restaffald for sig.

- Det betyder jo også, at vi går fra en årlig udgift på 696 kroner til 1.364 kroner om året. Det kan mærkes på budgettet, for vores folkepension stiger jo ikke samtidig, påpeger pensionist Peter Nissen fra Tarm.


Det betyder jo også, at vi går fra en årlig udgift på 696 kroner til 1.364 kroner om året. Det kan mærkes på budgettet, for vores folkepension stiger jo ikke samtidig

Peter Nissen, pensionist


Peter Nissen og hans kone har fint kunnet klare sig med 80 liter, for de sorterer pap og plast og får det på genbrugspladsen.

- Mange enlige og pensionister kan sagtens klare sig med 80 liter, så jeg bliver da harm over, at kommunen bare læsser nogle udgifter over på kommunens borgere, siger Peter Nissen.

- Vi har kasser i vores baggang til de forskellige ting, som vi så forærer kommunen, der jo får penge for det. Men nu er der masser af plads i den nye affaldsspand, siger Peter Nissen.

Gammel affaldsordning

Type

Antal

80 l. sæk eller container

17.269

140 l. cont.

2.711

160 l. cont.

1.827

200 l. cont.

3

240 l. cont.

9.670

300 l. cont.

82

360 l. cont.

1.329

400 l. cont.

578

600 l. cont.

886

800 l. cont.

207

I alt

34.562

Ny affaldsordning

Type

Antal

240l. mad og 600 l. rest (institution m. overnattende beboere)

18

240 l. rest/mad

30.527

360 l. rest/mad

1.453

400 l. rest/mad

464

660 l. rest/mad

911

I alt

33.355

John G. Christensen er formand for kommunens teknik- og miljøudvalg. Han er godt klar over, at nogle får en pristigning.

- Det er sådan det er.  Nogle får mere, end de har brug for, når alle får 240 liter, men vi har valgt én størrelse, der passer til en normal husstand. Vi har også taget hensyn til, at de nye affaldsspande også skal passe til sommerhusområder, fortæller han.

John G. Christensen gør opmærksom på, at Ringkøbing-Skjern Kommune i øjeblikket ligger dårligst, når det gælder genbrug, blandt de kommuner, som man normalt sammenligner sig med.

- Andre kommuner er længere fremme end vi er i Ringkøbing Skjern, så vi har trukket på deres erfaringer, forklarer han.

Borgerne skal stadig sortere glas, pap og papir og få det på genbrugspladsen, men i løbet af to-tre år får borgerne endnu en spand, så de kan sortere ud i fraktioner derhjemme.

- Vi skal ende med at sortere ud i ti fraktioner, så der skal sorteres mindre på genbrugspladserne. Vi har endnu ikke taget stilling til, hvad det skal koste forbrugerne, men ordningen skal hvile i sig selv, fortæller John G. Christensen.

Han regner med, at beslutningen om yderligere sortering i hjemmene vil blive truffet i slutningen af 2021 og sandsynligvis bliver effektueret i 2022.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeposten Skjern

Mød nisseforfatter

Annonce