Annonce
Ugeposten Skjern

Ræve på røverstien: Fotograf fanger søde rævehvalpe helt tæt på

Hvad er du for en? Rævehvalpen var ikke det mindste bange for fotograf Søren Palmelund, så de søde hvalpe kom ganske tæt på. Foto: Søren Palmelund
Fotograf Søren Palmelund var tidligt oppe mandag morgen. Det gav en god naturoplevelse, for Søren Palmelund fik taget en masse gode fotos af legesyge rævehvalpe i Spjalds nordlige udkant.
Annonce

Spjald: Ørnhøjbanen er for længst nedlagt, men i Spjalds nordlige udkant er et stykke af den gamle jernbane blevet til det, nogle kalder røverstien.

Det stykke kan i disse dage passende kaldes rævestien.

- Jeg tog tidligt ud mandag morgen, og jeg havde ikke siddet i mere end en lille halv time, før den første rævehvalp dukkede op, fortæller fotograf Søren Palmelund.

I lang tid blev han underholdt af tre-fire rævehvalpe, der var ude at undersøge området omkring den rævegrav, hvor de blev født.

Parringstiden kaldes hos ræve for rolletiden og ligger fra sidst i januar til starten af februar. På denne tid af året kan man høre rævene kalde på hinanden. Rævene duftmarkerer hyppigt i denne periode, og man støder ofte på den kraftige lugt rundt om i landskabet.

Efter parringen finder tæven en velegnet grav, hvor hun kan føde sine hvalpe. En rævehvalp vejer cirka 100 gram ved fødslen. Tæven føder hvalpene 51-52 dage efter parringen, altså sidst i marts eller i starten af april. Ræve får normalt fire-seks hvalpe. De første ti dage forlader tæven kun kort graven, og hanræven forsyner hende med føde. Sidst i april eller i begyndelsen af maj kommer de cirka fire uger gamle hvalpe op af graven.

Hvalpene bliver i området omkring graven i juli og august, men herefter brydes familien langsomt op. I november og december spredes de unge ræve. Især hanræve kan vandre langt, helt op til 140 kilometer fra fødestedet. De fleste bliver dog i nærområdet: 85 procent af hunrævene og 75 procent af hanrævene vandrer mindre end 15 kilometer fra fødestedet. Rævene bliver kønsmodne som 1-årige.

- Hvalpene legede på stien lige foran mig. På et tidspunkt var de helt inde på omkring tre meter fra mig. De var slet ikke bange, og de var bare så vildt søde og sjove at kigge på, fortæller Søren Palmelund.

Idyllen blev brat afbrudt.

- På et tidspunkt så jeg ud af øjenkrogen deres mor. Hun fornemmede mig, og så udstødte hun et skrig, som fik hvalpene til at styrte direkte ned i rævegraven. Så var underholdningen forbi, fortæller Søren Palmelund.

Tre rævehvalpe på eventyr. Foto: Søren Palmelund
Et par af rævehvalpene tæt ved graven. Da deres mor fornemmede fare, skreg hun højt, og så forsvandt hvalpene ned i graven med lynets hast. Foto: Søren Palmelund
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeposten Skjern

Klap kunsten i Ringkøbing

Annonce