Annonce
Ugeposten Skjern

Ristorante Pizzeria Italia er italiensk til benet

- Folk forventer en eller anden form for autenticitet. Det her ér en italiensk restaurant hele vejen igennem, og den er drevet af italiensk personale, siger 23-årige Enea Conte, presseansvarlig for Ristorante Pizzeria Italia og søn af ejer Marco Conte. Foto: Jørgen Kirk
Hos Ringkøbings italienske pizzarestaurant gør man meget ud af at give et ægte, italiensk indtryk. - Folk forventer en eller anden form for autenticitet, lyder det.
Annonce

RINGKØBING: Kan man få ananas-pizzaer i Italien, og bør man få det?

Der findes næppe mange madretter, der kan trække en bredere skare af folk til end pizza. Og gerne den italienske af slagsen.

Det ved de hos Ristorante Pizzeria Italia i Ringkøbing. Her vægtes den autentiske, italiensk madoplevelse højt – Derfor taler personalet italiensk med hinanden, mens pizzadejen, og krydderierne og vinen smager af Italien.

- Folk forventer en eller anden form for autenticitet. Det her ér en italiensk restaurant hele vejen igennem, og den er drevet af italiensk personale, siger 23-årige Enea Conte, presseansvarlig for Ristorante Pizzeria Italia og søn af ejer Marco Conte.

Til daglig læser Enea Conte til naturhistorisk konservator i København, men i højsæsonen hjælper han til i restauranten sammen med sin lillesøster, ligesom han har gjort det de seneste 10 år.

- Det er mere eller mindre et familieforetagende. De er oprindeligt tre medejere, der har stiftet restauranten. Min far er en af de medejende parter, men der er flere forskellige italienske familier med i det, siger Enea og forklarer videre:

- Køkkenet er fra Sicilien; Kokkene er mand og kone, og mandens bror arbejder som tjener. De bor her med koner og det hele, siger Enea Conte og forklarer, at de store regionale forskelle i måden at tilberede og krydre mad på, der blandt restaurantens omkring 30 medarbejdere også tælles en del venner af familien, som er flyttet til Danmark og som nu arbejder i restauranten.

Alt dialog mellem personalet i restauranten foregår på italiensk. Det er med til at give en autentisk oplevelse, forklarer Enea Conte. Foto: Jørgen Kirk
Annonce

Ringkøbing ved et tilfælde

Det hele startede med muligheden for at få et lift fra Genova til Danmark om bord på de hønsetransporter, der fragtede fjerkræ fra Italien til Danmark i 80’erne.

Man fik at vide, at det var fedt at tage til Danmark; det var noget nyt, i forhold til hvad man var vant til dernede, og så var der en smule ungdommelig nysgerrighed. Det var drivkraften, forklarer Enea Conte om sin fars rejse til Danmark.

Så vidt Enea husker, var første stop i Fredericia, og "gennem et virvar af tilfældigheder" endte Marco Conte i Ringkøbing, hvor han startede sin italienske restaurant op.

- Det var det, der virkede mest logisk, når man skulle føre en italiensk kultur videre i Danmark. Hvis ikke maden, hvad skulle det så være, spørger Enea retorisk.

Annonce

Pendul-retter

Da Marco kom til Danmark, kunne man ikke købe pasta i supermarkederne, den brede offentlighed vidste ikke, hvad pizza var, og skulle man have fingrene i olivenolie, skulle man en tur forbi apoteket.

Men siden har både Danmark og Ringkøbing taget både pizza, pasta og olivenolie til sig.

Alligevel har man tilpasset sig de vestjyske smagsløg en smule. Menukortet tæller også en hakkebøf – med et italiensk præg.

- Der har været stor efterspørgsel på hakkebøf, og det har vi imødekommet med italienske ingredienser som parmesan, ost, rosmarin og hvidløg, siger Enea Conte.

Gennem tiden har der dog været pendul-retter, som kunderne ikke tidligere har bestilt så meget, men som nu hitter. Et eksempel er pasta med fisk.

- Det har ikke gået godt før i tiden, men det er noget af det, der er meget interesse for nu. Pasta med kæmperejer og alt godt fra havet, siger Enea og forklarer, at man også nu laver glutenfri pizzaer for også her at møde folks ønsker og behov.

- Det er en lille ting, men det er vigtigt at have i dag, for vi oplever mange, der bestiller det, siger han.

Og tilbage til ananas-spørgsmålet:

- Vi har en Hawaii-pizza på menukortet. Jeg har endnu ikke set et sted i Italien, hvor man kan få pizza med ananas. Du kan få mange mærkelige pizzaer dernede, men ikke lige en pizza med ananas.

- Så vi gør det for at imødekomme folk, siger Enea Conte.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce