Annonce
Ugeposten Skjern

Skjern Handelsforening støtter Knæk Cancer - men har en efterlysning!

Vi kender alle nogen, der har været eller er berørt af kræft. Derfor synes vi i handelsforeningen, at det er oplagt at bakke op om Knæk Cancer, siger bychef Mette Christensen fra Skjern Handelsforening. Arkivfoto

Som noget nyt, så har Skjern Handelsforening i år valgt at bakke op om Knæk Cancer. Et samarbejde mellem Kræftens Bekæmpelse og TV 2.

Annonce

Skjern: - Vi kender alle nogen, der har været eller er berørt af kræft. Vi kender alle nogen, der desværre tabte kræften og vi kender alle nogen, der vandt den seje kamp. Derfor synes vi i handelsforeningen, at det er oplagt at bakke op om Knæk Cancer, siger bychef Mette Christensen.

Det sker fredag og lørdag i uge 42, hvor Skjern Handelsforening byder indenfor i Knæk Cancer-stuen ovenpå Skjern Centret - i den tidligere Centersal.

- Vi ombygger rummet til en hyggelig dagligstue, hvor der fredag og lørdag i uge 42 vil være salg af kaffe og kage samt sluch ice og popcorn. Men der vil også være tombola med gevinster doneret af medlemmer af Skjern Handelsforening. Det er vores håb, at mange private har noget, de gerne vil give til tombolaen eller til en auktion. Det kan være alt muligt. Lige fra hjemmestrikkede nisser, træfugle, spil, servietter, lys, gavekort osv. Kun fantasien sætter grænser. Jeg har allerede haft kontakt med en mandlig Skjern-bo der havde hørt om Knæk Cancer stuen og som simpelthen var gået ud og købe lidt nyt, som han gerne ville give til tombolaen. Det er jo dejligt med så stor en gavmildhed, siger Mette Christensen.

Røde Kors nørklerne er allerede i gang med at strikke karklude og sokker - med garn doneret af Skjern Handelsforening.

- Men jeg kan godt bruge meget mere, siger Mette Christensen.

De kommende uger trækker hun i arbejdstøjet for det er hendes håb, at der også kan være et kreativt hjørne, hvor børn og voksne kan købe materiale til spil, kort, lysestager og andre spændende tiltag.

- Det er meningen at man både skal kan sidde og hygge med tingene i Knæk Cancer stuen eller tage dem med hjem, siger Mette Christensen.

Hun har lagt fra detaljerne på plads - og da tiden er knap ved hun godt, at det nok betyder lange arbejdsdage.

- Men det gør jeg gerne for den gode sag. Nu håber jeg bare, at der sidder en masse, der gerne vil bidrage med lidt til tombola, auktion eller det kreative værksted, siger Mette Christensen, der kan kontaktes på 42 36 79 80 eller metteskjernhandelsforening@gmail.com. Meget gerne i uge 40 eller 41.

- Håber er, at vi kan samle en masse penge ind og sende afsted til Knæk Cancer. Og hvis vi får banket noget stort op, så kan det være, at vi er heldige at der kommer et indslag fra Skjern i det store Knæk Cancer show lørdag den 27. oktober, siger Mette Christensen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce