Annonce
Ugeposten Skjern

Syv tips til at få dine børn til at læse mere

Arkivfoto: Annelene Petersen
Annonce

Organisationen Læs For Livet arbejder for at styrke læsningen. Her er syv råd, som får børn og unge til at læse mere.

1 Lad bøger og blade være let tilgængelige

 Tænk på om bøger, magasiner med videre er i børnehøjde, og at der for eksempel er en reol eller hylde med bøger inde på barnets værelse. Sommetider kan det hjælpe at lægge en stak bøger eller blade fremme på sofabordet, sengebordet - eller endda et par stykker på toilettet. Når bøger står med forsiden frem, har de også en større tiltrækningskraft.

2 Snak om hvorfor læsning giver mening

For større børn og unge hjælper det at snakke helt eksplicit med dem om, hvad læsning egentligt kan gøre for dem. Tal for eksempel med dem om, at læsning kan hjælpe dem med at slappe af og falde til ro, før de skal sove. Det giver også endnu mere mening for dem at kaste sig over bøgerne, hvis de bliver gjort tydeligt opmærksomme på, hvor meget læsning vil hjælpe i livet fremover, og at de for eksempel vil få lettere ved at få succes i skolen.

3 Interessér dig for deres læsning

Ifølge The National Literacy Trust, kan man helt op til 16-årsalderen se, at forældrenes interesse i et barns læsning er den vigtigste enkeltstående indikator for, hvordan barnet klarer sig i skolen. Så spørg for eksempel ind til, hvad barnet eller den unge læser for tiden, og hvad bogen handler om.

4 Skolelæsning v. lystlæsning

Når et barn begynder i skole, bliver læsning hurtigt til et arbejde. Lad skolen tage føringen på at lære dit barn at læse, og støt skolen i arbejdet ved at lytte til dit barn, når han eller hun læser i skolebøgerne. Men du bør hovedsageligt koncentrere dig om at skabe glæde ved læsning. Det kan du blandt andet gøre ved at holde børnenes bøger til skolen klart adskilt fra de bøger, som I læser for fornøjelsens skyld.

5 Lad være med at presse

Vi kan i vores egen begejstring for læsning komme til at lægge for hårdt pres på børnene og de unge. Det kan have den modsatte virkning. Husk, at hvis dit barn afviser dine forslag om at læse, er der som regel en rigtig god grund. Løsningen er ofte, at du kommer barnets interesser mere i møde. Tag dit barn med i boghandelen eller på biblioteket, og lad hende eller ham vælge en bog selv.

6 Sæt hyggelige rammer om læsning

Børn og unge læser ofte mest i skolen på en hård stol, under lysstofrør og med urolige klassekammerater omkring sig. Når de har læst en bog der, kræver det som regel, at de bagefter skriver en analyse eller en boganmeldelse, og det kan hurtigt føles surt. Som forælder kan du være med til at iscenesætte læsning som noget rart og afstressende - måske med tændte stearinlys, en kop varm te, et tæppe og en småkage. Det kan være med til at løsne den modstand mod læsning, som hyppigt opstår i skolealderen.

7 Læs selv

I familier, hvor de voksne ikke læser, og hvor man ikke opfatter læsning som en vigtig eller værdifuld aktivitet, er oddsene for, at barnet selv bliver en aktiv læser, stærkt formindsket. Du er den vigtigste rollemodel, og dit barn gør det, som du gør, og ikke det du siger. Ser dit barn dig læse for din egen fornøjelses skyld? Husk: Læsere skaber læsere.

 Se eventuelt laesforlivet.dk

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeposten Skjern

Nu åbner Rema 1000

Ugeposten Skjern

Ny elev hos Coast i Skjern

Ugeposten Skjern

Kunsten på Tarm Station

Ugeposten Skjern

To timers byvandring i Tarm

Annonce