Annonce
Ugeposten Skjern

Tryghedsskabende indsats til lands, til vands – og nu også i luften

Politiet har taget dronerne til sig som arbejdsredskab, fortæller politidirektør Helle Kyndesen fra Midt- og Vestjyllands Politi. Arkivfoto: Mads Dalegaard
De første dronepiloter i vores kreds er for nylig blevet færdiguddannede, og i Midt- og Vestjyllands Politi har vi taget vores flyvende elektronik i brug i vores daglige arbejde. Med dronerne har vi fået et helt nyt og yderst brugbart redskab i vores fortsatte indsats med at skabe tryghed for borgerne.

Klumme: I politiet arbejder vi på mange forskellige måder for at skabe tryghed og sikkerhed. Ud over at arbejde for at forebygge kriminalitet samt efterforske, opklare og strafforfølge, har vi også andre beredskabsmæssige opgaver. Det gælder for eksempel eftersøgninger.

Da dronerne for alvor kom frem i rampelyset for bare nogle få år siden, var det nok de færreste, der havde turdet spå om deres store udbredelse blot et par år senere. Men rigtig mange har fundet ud af, at dronerne er virkelig nyttige i forskellige arbejdsopgaver.

Siden det blev muligt at anskaffe sig droner til privat brug, har deres popularitet været støt stigende, og efterhånden kender mange nok en nabo eller en ven med en større eller mindre drone. Rigtig mange – både børn og voksne – bruger dem som en slags legetøj, men en af hovedårsagerne til deres popularitet er, at de blandt andet kan bruges til at filme og fotografere med fra hidtil usete vinkler.

Annonce

Og netop det at kunne danne sig et overblik over et landområde fra en anden vinkel end den, vi er vant til at have via vores eget syn fra jorden, er hovedårsagen til, at vi i Midt- og Vestjyllands Politi nu også har taget dronen til os som et professionelt stykke værktøj. Vi kan anvende dronen i rigtig mange facetter af vores arbejde, og de har allerede bidraget til at levere oversigtsfotos på brandsteder, givet os overblik over svært tilgængelige uheldssteder og hjulpet os i vores efterforskningsarbejde.

Nyt fast arbejdsredskab

Dronen vil fremover indgå som et fast inventar i vores redskabskasse – og allerede nu har vi fået gode erfaringer med brugen af de flyvende sæt øjne, der giver os en helt ny dimension i det daglige arbejde med at få løst vores politifaglige opgaver.

På humanitære eftersøgninger kan vi hurtigt få skabt os et overblik over eksempelvis et større naturområde, så vi med afgørende hastighed kan finde frem til forsvundne borgere. Via termiske kameraer kan dronerne samtidig være med til at sikre, at borgerne bliver fundet i god behold, når de i samarbejde med vores betjente og hunde på jorden arbejder i uvante og tætbevoksede terræner. Det er vigtigt for os at kunne hjælpe så hurtigt som muligt, når en person er forsvundet. Og netop her kan dronerne være med til at gøre en positiv forskel.

Ved uheldssteder som større færdselsuheld eller andre ulykker, hvor omfanget kan være kompliceret at klarlægge fra landjorden, kan dronerne hjælpe politiet med at overskue situationen. På den måde kan de rigtige beslutninger hurtigt blive truffet, hvilket kan være en afgørende faktor, der igen bunder i et fokus på at få reddet menneskeliv.

Ved demonstrationer eller andre større forsamlinger kan vi med brugen af droner lettere følge adfærden og udviklingen hos de deltagende – og det uden at en bemandet helikopter eksempelvis skal svæve i luften i timevis over et byområde. Dronerne et mere lydløst og let betjent alternativ til en helikopter, selv om formålet med dem begge er, at vi kan være til stede, skaffe os et overblik og på den måde sikre god ro og orden.

Annonce

Til gavn for alle

Derudover kan dronerne være med til at fortælle os, hvis en gruppe demonstranter i en større menneskemængde begynder at samle kasteskyts lige rundt om hjørnet, hvilket vi så efterfølgende kan få sat en stopper for fra landjorden – og på den måde kan vi med dronerne være med til at sikre os, at betjentene også kommer sikkert hjem fra arbejde den pågældende dag.

Dronerne giver os altså en lang række muligheder, som vi skal udnytte og se yderligere potentiale i – og i mange tilfælde vil vi kunne opnå en rigtig god effekt af at kombinere velkendte og traditionelle politiværktøjer med den moderne teknologi, hvilket vi allerede er kommet godt fra start med.

Slutteligt kan dronerne selvfølgelig også bruges til at klarlægge de kriminelles handlinger – men det skal lovovertræderne nok selv få opdaget med tiden.

Om droner og gode råd:

Oprindeligt er droner et militærbegreb, der bliver brugt til at beskrive et ikke bemandet fartøj eller et pilotløst fartøj – også kaldet et UAV, unmanned aerial vehicle. Droner bruges i den militære verden også til krigsførelse, men i den politifaglige verden vil de i Midt- og Vestjylland blive brugt forebyggende til at opretholde ro og orden samt til at skabe tryghed for borgerne.

Der findes tre kategorier for droneflyvning.

-Den åbne kategori – droneflyvninger med lav risiko for, at tredjemand kommer til skade, såsom fotografering, landopmåling og rekreativ flyvning m.m.

-Den specifikke kategori – flyvninger, hvor der er forhøjet risiko for, at tredjemand kommer til skade, hvis føreren eksempelvis ikke kan se dronen, eller hvis dronen bruges til transport.

-Den certificerede kategori – dækker flyvninger, hvor risikoen er på niveau med bemandet flyvninger. Kategorien omfatter bl.a. droner, som fragter passagerer.

Langt de fleste droneflyvninger foregår i den åbne kategori, som omfatter størstedelen af alle operatører. Der er dog forskellige krav til droneføreren alt efter udstyret og vægten på dronen. Derfor er det en god idé at orientere dig om reglerne på Trafikstyrelsens hjemmeside www.droneregler.dk, inden du sætter din drone i luften. Som udgangspunkt er der ingen lovmæssig forskel på droneflyvning og flyvning med modelfly, og hvis der er sensor (eksempelvis kamera) på din drone, skal dronen registreres. Derudover skal du erhverve dig et kompetencecertifikat, hvis du flyver med en drone, der vejer mere end 250 gram.

Kilde: Trafikstyrelsen, droneregler.dk

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeposten Skjern

Skjern i rødt og hvidt

Ugeposten Skjern

Hele kommunen i din lomme

Annonce