Skjern: Bøgen er forlængst sat i jorden, og på fredag afsløres bænken under bøgen.
Dermed kommer der endnu en bænk op i Skjern med navn efter en Gnags-sang. Rockgruppen Gnags har som bekendt sit udgangspunkt i Skjern.
Det er gruppen "Det gode seniorliv for alle", der står bag tanken om samtalebænke rundt om i Skjern, hvor man kan sætte sig ned og få en snak med andre.
Der er allerede to Gnags-bænke i Skjern. "Når jeg bliver gammel" står i anlægget, sponseret af Velux Medarbejderfond, mens "Lygtemandens Sang" står ved Sydbank, der også har sponseret bænken.
Den nye bænk "Under Bøgen" er sponseret af Frode Madsens Almennyttige Fond og kommer til at stå tæt på Skjern Kirke.
Både den bænk og de øvrige bænke er lavet af elever på træværkstedet på FGU, den forberedende grunduddannelse, et tilbud for unge under 25 år, der ikke er afklaret omkring deres fremtid.
- Da eleverne skulle lave den første bænk, vidste de ikke umiddelbart, hvem Gnags var, men da de så hørte melodierne, så kendte de dem godt. De har lavet nogle virkelig flotte bænke med udgangspunkt i de enkelte tekster, siger Helle Stærk Olesen fra Det gode Seniorliv.
Hun kan fortælle, at bænk nummer fire er på vej, mens bænk nummer fem snart kommer.
- Gnags har jo et stort bagkatalog af sange, så der kan sagtens komme flere bænke. Sponsorerne bestemmer sangene, forklarer Helle Stærk Olesen.
Med tiden kan der måske komme en helt musikrute i Skjern og Tarm, Gnags Memory Walk, med påsatte QR-koder, så folk kan høre sangen og se teksterne.
Afsløringen sker klokken 13.00.
Gnags: Under Bøgen
Lun luft og lysegrøn solspættet himmel
Det er forår og jeg sidder her
På bænken under bøgen
Der kommer Ejner, mon han sætter sig ned
Jo jo, der ka godt være fler
På bænken under bøgen
Ejner han siger det i gruden er synd
At vi kender så lidt til hianden
Her i byen
Åh ja a
Man ser så klart
Sådan en forårsdag
Lun luft og lysegrøn solspættet himmel
Det er forår og jeg sidder her
På bænken under bøgen
Der kommer Anna, mon hun sætter sig ned
Jo jo, der kan godt være fler
På bænken under bøgen
Anna hun siger det i gruden er synd
At vi kender så lidt til hinanden
Her i byen
Frode Madsen
Født 28. december 1925 i Skjern.
Uddannet kleinsmed.
Rejste som ung til Sydamerika.
Var som direktør med til at opbygge en fabrik til Sabroe Køleanlæg i Sao Paulo i Brasilien.
Da han stoppede var der 600 medarbejdere.
Bevarede altid kontakten til sin fødeby, var tit hjemme på ferie og boede i Skjern i sine sidste år.
Havde ingen børn, så der er stiftet Frode Madsens Almennyttige Fond, der hvert år deler penge ud.
Fonden har doneret den 3. Gnags-bænk.