Annonce
Valby

29-årige Michelle har kræft for anden gang: Helvedet har givet mig retning i livet

Michelle Schwartz har haft kræft to gange. Nu er hun som led i sin behandling i isolation i 150 dage. Foto: Privat
Michelle Schwartz har haft kræft to gange i løbet af det seneste år og kæmper stadig en indædt kamp mod sygdommen. Lige nu skal hun være isoleret i 150 dage i lejligheden i Valby grundet corona, og selvom det er hårdt er der også kommet noget positivt ud af forløbet.
Annonce

- Han ligner sgu da dig Michelle, griner hendes lillebror og peger på skærmen.

Det er fredag, der er X-faktor, og Blachman har lige sagt noget vigtigt.

Kommentaren ville få de flestes tæer til at krympe sammen under fodsålen, men Michelle og hendes bror griner bare højlydt. Den sorte humor er deres våben. For ligesom Blachmann er Michelle skaldet. I hendes tilfælde skyldes det kemo.

- Det er en kæmpe gave for mig, at vi kan grine lidt af de ting, der gør virkelig ondt. Det giver os et rum, hvor vi kan italesætte det, så det ikke bare hænger usagt i luften. Det værste, jeg kunne forestille mig, er, at min bror besøgte mig og ikke turde kigge op, fordi jeg har mistet håret. Men den tone er selvfølgelig ikke for alle, siger Michelle Schwartz.

Annonce

Ny virkelighed

Michelle Schwartz fik konstateret kræft for første gang i december sidste år. Hun havde i otte dages tid haft høj feber, og til sidst valgte hun at gå til lægen. Til at begynde med, kunne lægerne ikke helt finde ud af, hvad Michelle Schwartz fejlede.

Hun røg derfor lidt ind og ud af hospitalet, men efter nogle dage havde hun det så skidt, at hun blev hasteindlagt. Hendes milt var vokset til over det dobbelte, hendes nyrere og lever var ved at sætte ud.

En scanning viste, at hun havde en aggressiv form for lymfekræft, nærmere bestemt Non-Hodgkin af typen anaplastisk storcellet lymfom.

- Jeg kan ikke huske, hvem der fortalte mig det. Jeg havde det så skidt, at jeg ikke var helt klar. Det, jeg kan huske, er en stemme, der siger: ’Du har kræft.’ Det føltes meget uvirkeligt i starten, og faktisk blev det først for alvor klart for mig efter min første omgang kemo. Der tabte jeg håret.


- Jeg har tidligere haft svært ved at mærke, hvad jeg virkelig gerne vil med mit liv. Det er først efter, jeg har været ved at miste det, jeg har fundet min retning

Michelle Schwartz


Efter anden diagnosticering fortalte en læge til Michelle Schwartz, at det var en god idé at skrive dagbog under hendes sygdomsforløb. Hun bestemte sig for at gøre det på sin egen måde og lave opdateringer over Instagram, så folk kunne følge med - måske kunne andre unge med kræft endda få noget ud af det.

- Nu ligger jeg her desværre igen med en mulig infektion og tiden har givet mig lyst til at åbne op omkring mit forløb.. til dels for min egen skyld, men også i håb om, at det måske kan gavne andre unge med kræft, i en verden hvor man føler sig meget alene, lyder hendes opslag fra 16. december sidste år, hvor hun lå på hospitalet.

Annonce

Humor og det sorte hul

Michelle Schwartz responderede heldigvis godt på kemoen og allerede efter fire gange var kræften slået ned, og hun var rask.

Hun beskriver det selv som:

- Jeg var målløs over, at jeg på to måneder kunne gå fra at være dødeligt syg til at være kureret for kræft. Det var ikke til at fatte, nu kunne jeg begynde at leve mit liv igen.

Det var blevet forår, og hun blev isoleret i sin lejlighed for ikke at få corona. Efter en måneds tid blev hun dog syg med feber, nattesved og et mærkeligt udslæt og røg tilbage på hospitalet. Der blev hendes bange anelser bekræftet. Kræften var tilbage.

Michelle Schwartz skriver følgende i en af sine posts om det at bruge sin instagram som dagbog under sygdomsforløbet: “Min Instagram er blevet min dagbog og min krog i den verden jeg lige nu ikke kan leve normalt i. Det er mit forsøg på at holde fast i et fællesskab, som har betydet så meget for mit forløb." Foto: Privat

- Det er alle kræftpatienters værste frygt, at kræften kommer igen. Det var ikke til at bære. Nu har jeg gennemgået en stamcelletransplantation, som jeg har responderet godt på, så jeg håber, det er min vej helt ud af sygdommen. Men jeg har lært meget på kort tid, og jeg tør ikke glæde mig for tidligt. Det har jeg allerede brændt nallerne på en gang, og der røg jeg virkelig ned i et sort hul.

Michelle Schwartz skal efter den stamcelleoperation, hun fik i september, være isoleret i 100 dage. Hendes match med donoren var dog ikke hundrede procent, og derfor er det i hendes tilfælde nok nærmere tale om 150 dage, og det kan virke uoverskueligt.

Men en ting, hun har lært fra sit sygdomsforløb, er, at det er vigtigt at holde humøret oppe. Det er også derfor hende og hendes søskende kan smide en joke om en skaldet Blachman. Humoren er Michelle Schwartz vej ud af det sorte hul.

Annonce

Retning i livet

Michelle Schwartz har overstået over 50 dages isolation i hendes lejlighed i Valby. Hun har listet en række ting op, hun kan tage sig til, når alt på Netflix er set igennem, og så har hun lært at handle med aktier.

Kræften har nemlig givet hende en retning i tilværelsen, noget hun har søgt gennem det meste af sit liv.

- Jeg har tidligere haft svært ved at mærke, hvad jeg virkelig gerne vil med mit liv. Det er først efter, jeg har været ved at miste det, jeg har fundet min retning, siger Michelle Schwartz og fortsætter:

- Før jeg blev syg, var det karrieren, som vægtede højest. Jeg ville have succes. Det vil jeg sådan set stadig, men det er nogle andre ting, jeg vil have succes med. Efter mit sygdomsforløb ved jeg, at det er familie, venner og nærhed, der gør mig glad. Det er her min succes skal findes.

Derfor har Michelle sat sig et ambitiøst mål. Hun vil ikke arbejde sig selv op. Hun vil opleve alt det, hun kan nå, og leve frit til at vælge de værdier, hun har fundet ud af, er vigtige for hende.

- Jeg ved, jeg ikke vil arbejde mig selv ihjel. Jeg lever måske ikke så længe som de fleste andre på grund af de ting, jeg har været igennem. Derfor er mit mål at blive økonomisk uafhængig i en eller anden skala. Nok til at jeg kan tage to år ud af mit liv til at rejse og til at jeg kan være sammen med mine børn uden at arbejde til sent om aftenen, når jeg engang får sådan nogle, siger Michelle Schwartz og fortsætter:

- Det lyder underligt, når man siger det højt. Jeg har stået i helvede, og på en eller anden måde har kræften givet mig en retning i livet. Det er vigtigt at tage det positive ud af tingene, man kan. Jeg har fået så meget tid foræret, hvor jeg har været mig selv. Det har jeg lært meget af.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce