Annonce
Valby

Tæsk og voldtægt var hverdagskost: Familiefar tiltalt for at indespærre hustru i to år

Retten på Frederiksberg tager mandag hul på en sag om vold, voldtægter og indespærring i Valby. (Arkivfoto). Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
En lejlighed i Valby har ifølge anklagemyndigheden dannet ramme for voldtægter og vold begået af 54-årig mand.
Annonce

En mor fra København og hendes tre børn levede gennem flere år i et mareridt med vold og voldtægter i deres eget hjem.

Mens kvinden dagligt blev banket og ugentligt blev voldtaget, var hun også gennem to år indespærret i familiens lejlighed i Valby.

Det mener i hvert fald anklagemyndigheden, som har tiltalt kvindens ægtefælle - en 54-årig mand - for vold, voldtægter og ulovlig indespærring.

Mandag begynder sagen i Retten på Frederiksberg.

Sagen er rejst som en nævningesag, hvilket betyder, at anklagemyndigheden går efter mindst fire års fængsel. Den 54-årige mand er pakistansk statsborger og kræves udvist af Danmark.

Volden og voldtægterne blev begået frem til 26. marts 2020. Det er uvist, hvem der slog alarm om situationen i hjemmet.

Fra begyndelsen af 2018 indtil 26. marts 2020 var hustruen spærret inde i lejligheden. Hendes mand forbød hendes at forlade hjemmet og låste hoveddøren med både hængelåse og indvendig lås, fremgår det af tiltalen.

På ugentlig basis blev kvinden voldtaget, hvilket affødte gråd og skrig. Dagligt blev hun enten slået, sparket eller revet i håret. Nogle gange brugte manden et bælte som våben.

Ved et enkelt tilfælde blev kvinden desuden stukket med en kniv. En anden gang blev hun truet med en pistol.

- Jeg kan også bruge denne her, skal ægtefællen have sagt til hende.

Børnene - to piger og en dreng - er i dag mellem tre og ni år gamle. De blev frem til marts 2020 ugentligt slået og revet i håret. Manden tog desuden engang kvælertag på det yngste barn, lyder det i anklagen.

Den 26. marts sidste år fandt de sidste voldshandlinger sted ifølge anklageskriftet. Denne dag udspillede sig en episode, hvor både moren og to af børnene fik tæsk.

Manden har været varetægtsfængslet siden 5. maj. Han nægter sig skyldig, berettede Ekstra Bladet i forbindelse med grundlovsforhøret i maj.

Selv om sagen er rejst som en nævningesag, bliver den ført som en domsmandssag. Det skyldes, at den tiltalte har fravalgt brug af nævninge.

Ved nævningesager i byretten er der tre juridiske dommere og seks nævninge - altså lægdommere - til stede.

I domsmandssager er der kun én juridisk dommer og to lægdommere, som i den type sager kaldes domsmænd.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce