Annonce
112

Tæsk og voldtægt var hverdagskost: Nu skal familiefar i retten tiltalt for at indespærre sin hustru i to år

Retten på Frederiksberg tager mandag hul på en sag om vold, voldtægter og indespærring i Valby. (Arkivfoto). Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Annonce

En lejlighed i Valby har ifølge anklagemyndigheden dannet ramme for voldtægter og vold begået af 54-årig mand.

En mor og hendes tre børn levede gennem flere år i et mareridt med vold og voldtægter i deres eget hjem.

Mens kvinden dagligt blev banket og ugentligt blev voldtaget, var hun også gennem to år indespærret i familiens lejlighed i Valby.

Det mener i hvert fald anklagemyndigheden, som har tiltalt kvindens ægtefælle - en 54-årig mand - for vold, voldtægter og ulovlig indespærring.

Mandag 11. januar begynder sagen i Retten på Frederiksberg.

Måden, hvorpå indespærringen fandt sted, var ved at manden fik hustruen til at låse døren indvendigt med hængelåse, hvorefter hun skulle overgive nøglen til ham.

Børnene - to piger og en dreng - er i dag mellem tre og ni år gamle. De blev frem til marts 2020 ugentligt slået og revet i håret. Manden tog desuden engang kvælertag på det yngste barn, lyder det i anklagen.

Den 26. marts sidste år fandt de sidste voldshandlinger sted ifølge anklageskriftet. Denne dag udspillede sig en episode, hvor både moren og to af børnene fik tæsk.

Sagen mod den 54-årige skal behandles over seks retsmøder.

Den 54-årige, der har været varetægtsfængslet siden 5. maj, nægter sig skyldig.

Anklagemyndigheden kræver fængsel i mere end fire år samt udvisning af landet.

Selv om sagen er rejst som en nævningesag, bliver den ført som en domsmandssag. Det skyldes, at den tiltalte har fravalgt brug af nævninge.

Ved nævningesager i byretten er der tre juridiske dommere og seks nævninge - altså lægdommere - til stede.

I domsmandssager er der kun én juridisk dommer og to lægdommere, som i den type sager kaldes domsmænd.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
LEDER

Færre gratis omgange i 2021, tak

Annonce