Annonce
Valby

Kunst i fiskeforretningen: Anne maler knurhaner og hornfisk på de hvide vægge

Den lokale kunstner Anne Bundgaard foran Valby Fisk i Valby Langgade, hvor hun har designet det nye skilt og håndmalet butikkens navn på facaden. Foto: Christian M. Olsen
Når Valby Fisk åbner igen efter sommerferien, bliver det med en hel ny kunstnerisk udsmykning, som den lokale kunstner Anne Bundgaard har stået for.
Annonce

Valby Fisk holder sommerlukket lige nu, men når fiskeforretningen i Valby Langgade åbner igen efter sommerferien, bliver det med et helt nyt udtryk.

Den lokale kunstner og designer Anne Bundgaard er nemlig i fuld gang med at udsmykke butikken, der i en årrække har leveret fisk til postnummer 2500 og omegn. Foreløbig er butikkens navn blevet håndskrevet på facaden, og et jernskilt, som forestiller en fisk og hænger ud over fortovet, vidner om, at her ligger en fiskehandler.

Indenfor har Anne Bundgaard travlt med at male fisk på de hvidmalede vægge. Hun er sirligt i gang med halefinnen på en knurhane, da Valby Bladet lægger vejen forbi forretningen.

Fiskene har hun først tegnet på papir, og derefter bliver de projiceret op på væggen.

- Jeg er vild med fisk, og er kommet her i butikken gennem længere tid, fortæller Anne Bundgaard, der uden at forretningen havde bedt hende om det, kom med et forslag til, hvordan man kunne spice indretningen af fiskehandleren op.

Annonce

En visuel oplevelse

Men det var først da Tobias Vassing Hansen overtog ejerskabet af forretningen, at der for alvor kom gang i udsmykningsplanerne. Han har i flere år arbejdet i butikken, og overtog Valby Fisk 1. juli.

- For mig er det vigtigt også at have en visuel oplevelse i en forretning, så selvfølgelig skal der være kunst på væggene. Det skal være med til at give inspiration, siger Tobias Vassing Hansen til Valby Bladet.


Jeg vil gerne give kunderne en oplevelse med min kunst. Det må gerne gøre folk glade

Anne Bundgaard


Så derfor har Anne Bundgaard henlagt en del af sommerferien til Valby Langgade, hvor hun med pensler og blæk skaber sit eget fiske-univers på væggen.

Tidligere har Anne Bundgaard blandt andet udsmykket en café i Oakland, Californien og en privat stuevæg, og senest har den alsidige kunstner færdiggjort et murmaleri i Brønshøj.

- Jeg vil gerne give kunderne en oplevelse med min kunst. Det må godt gøre folk glade, siger Anne Bundgaard.

Anne Bundgaard er i færd med at male halefinnen på en knurhane. Hvordan det endelige resultat ser ud, må du vente med at se til uge 32, hvor Valby Fisk åbner igen. Foto: Christian M. Olsen

Hvordan det samlede kunstværk kommer til at se ud, det må du vente til begyndelsen af august med at se. Her åbner Valby Fisk igen efter sommerferien.

Se mere om Anne Bundgaard og hendes kunst på annebundgaard.dk

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce