Annonce
Byliv

Lisa fra Valby har skizofreni og bipolar lidelse: Da det så værst ud, tog hun en modig beslutning

Lisa Hjermø har fundet ro i Valby gennem et særligt fællesskabt. Foto: Privat
Lisa Hjermø fra Valby lever et lidt anderledes liv end de fleste andre på hendes alder. Hun blev nemlig førtidspensioneret som 18-årig, efter hun som fik konstateret skizofreni og bipolar lidelse. Nu har hun fundet glæden i et særligt fællesskab.

33-årige Lisa Hjermø har skizofreni og bipolar lidelse og blev førtidspensioneret i en alder af bare 18 år. Selvom hun har kæmpet en hård kamp for at komme ud på arbejdsmarkedet på fuld tid, har hendes psykiske sygdomme sat en stopper for det, da hun er endt ud i en psykose hver gang.

I dag er det dog lykkedes Lisa at få et arbejde hver torsdag, hvor hun pakker sondemads-hætter på arbejdspladsen i Tureby. Den ugentlige arbejdsdag er noget, der bringer glæde og livsgejst ind i Lisas hverdag.
- Jeg synes, det er rart at have noget at lave. Det giver mig et fast holdepunkt i ugen, og selvom jeg normalt ikke kan tage hjemmefra alene uden at få angst, så kan jeg godt gøre det, når jeg skal på arbejde, siger Lisa Hjermø og forklarer:

- Normalt kan jeg ikke gå nogen steder, uden jeg har min kæreste med. Men når jeg skal på arbejde, så kan jeg godt, fordi jeg ved, der er nogle, som regner med mig og som har brug for, jeg dukker op. På den måde er mit arbejde også med til at skubbe til mine grænser, og det er noget, jeg har brug for.

Annonce

På dybt vand

Det har været en kamp for Lisa Hjermø at nå hertil et sted, hvor hun har arbejde, kæreste og venner, hun kan besøge på egen hånd.

Da Lisa Hjermøs bedste veninde sidste sommer afbrød kontakten med hende, følte hun sig ensom.

- Jeg mistede kontakten til min bedste veninde og stod tilbage med følelsen af, jeg ikke havde nogen at være sammen med og snakke med. Det var svært, fordi jeg er flyttet meget, og derfor er mit netværk i Valby meget begrænset, så det var et hårdt slag for mig, siger hun.

Situationen betød, at Lisa valgte at træde ud af sin comfort-zone. Hun havde nemlig set en flyer om et digitalt fællesskab og mødested ved navn Boblberg, hvor man kan finde venner og bekendtskaber.


På den måde er det en kæmpe begrænsning for mig at have den her lidelse. Jeg vil sindssygt gerne have børn, arbejde fem dage om ugen og være normal. Men jeg er tvunget til at tage mange hensyn, fordi jeg bliver meget påvirket af små ting, som andre slet ikke ænser.

Lisa Hjermø


- Min lidelse gør, at jeg både kan være manisk, depressiv, psykotisk og angst, så det er meget komplekst og svært at medicinere. Derfor har jeg svært ved at kaste mig ud på dybt vand og lede efter venner på den måde, for jeg havde mange negative tanker om, at der nok ikke var nogle, der ville være venner med mig. Når man tænker sådan, så er det tit nemmest ikke at bringe sig selv i en situation, hvor man risikerer at blive skuffet, siger Lisa og fortsætter:

- På den måde er det en kæmpe begrænsning for mig at have den her lidelse. Jeg vil sindssygt gerne have børn, arbejde fem dage om ugen og være normal. Men jeg er tvunget til at tage mange hensyn, fordi jeg bliver meget påvirket af små ting, som andre slet ikke ænser. Jeg bekymrer mig f.eks. meget om folk kan lide mig, og hvis jeg tror, de ikke kan, så kan det ende med en indlæggelse, eller at jeg får rigtig mørke tanker om mig selv.

Lisa var dog et sted i livet, hvor det var alt eller intet efter bruddet med veninden, og derfor tog hun springet og lavede en profil på Boblberg. Det har heldigvis været en virkelig positiv oplevelse.

Annonce

En ven for livet

Lisa Hjermø valgte at være åben lige fra start og skrev om sine psykiske sygdomme, samt hvad der interesserede hende. Der gik ikke længe, før hun fik de første henvendelser, hvor en af dem var fra Henrik.

De besluttede at tage ud og spise, og Lisa tog sin kæreste med. Snakken gik rigtig godt mellem dem alle tre, og siden da har de været ude at spise flere gange og været en tur i Tivoli.

For Lisa er Henrik gået hen og blevet en rigtig god kammerat, og hun er virkelig glad for at have fået Henrik ind i sit liv.

- Det betyder meget at have venner, som er tæt på. Et godt venskab skal jo passes og plejes, og det er nemmere at gøre, når man bor tættere på hinanden. Derfor er det er virkelig godt for mig og min oplevelse af at bo i Valby, at jeg har fået en ven, der er tæt på, siger Lisa Hjermø og fortsætter:

- Jeg har anbefalet det her fællesskab til mange, jeg kender. Det er en god måde at møde folk på, og man kan søge om alt fra en ven til en at løbe en tur med i ny og næ. På den måde kan man få et netværk og dagligdag, og det har hjulpet mig meget med at falde til her i Valby.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klima

Park eller solceller: Omstridt plan vedtaget

Annonce