Annonce
BYLIV

Populær sognepræst tager afsked: 'Det har været 25 dejlige år'

Efter 25 år som sognepræst i Jesuskirken takker Hanne Lise Rosenberg af. Hun fortæller, at der er mange, hun gerne vil sige tak til. Foto: Finn Edvard
Sognepræst Hanne Lise Rosenberg siger farvel til Jesuskirken i slutningen af marts med et smil på læben.

Det bliver på flere måder en anderledes gudstjeneste, som sognepræst Hanne Rosenberg skal stå for i Jesuskirken søndag 28. marts klokken 10.30.

For det bliver den sidste gudstjeneste som sognepræst i kirken for Hanne, der efter næsten 25 år siger farvel og tak for denne gang som sognepræst i Jesuskirken.

Men hvilke 25 år?

Hanne understreger, at hun endda har været meget glad for at være præst i kirken - et embede, hun tiltrådte i 1996 efter at have været tilknyttet den danske sømandskirke i Singapore med sin daværende præstemand.

Forinden havde Hanne været sognepræst i Hornbæk og Hellebæk.

Og lige fra første dag, hun trådte indenfor i den imponerende Jesuskirke på Kirkevænget, kendt af de fleste københavnere, der har deres færden på Valby Langgade og omegn - med det karakteristiske tårn adskilt fra selve kirkebygningen, har hun været glad for 'sin kirke'. Den blev i sin tid opført af brygger Carl Jacobsen og skulle overgå alle andre kirker i København. Det mål lykkedes. Det har Hanne fortalt mange gange, når hun har vist rundt i kirken. Og det er da ikke kun i kirken, hun har vist rundt. Hun har også været rejseleder for flere udlandsrejser, blandt andet med det populære tema 'I Luthers fodspor'.

Annonce

Flytter til Frederiksberg

Hanne siger jo farvel midt i en coronatid med dens meget reducerede gudstjenester, så den pågældende dag er gudstjenesten blot den halve time uden salmesang - en lidt kedelig måde at skulle sige farvel på.

Menighedsrådet har derfor besluttet at markere Hannes farvel som sognepræst med en reception og koncert søndag 13. juni. Mere om dette på kirkens hjemmeside.

Og vi kan glæde alle sognebørn med, at Hanne ikke flytter længere væk end til Frederiksberg, området omkring kirken er jo 'blevet mit sted', som hun siger.


Jeg har mødt en meget stor trofasthed og velvilje, som jeg er meget taknemmelig for.

Hanne Lise Rosenberg


Annonce

Kommer fra Borup

Og hun nåede da også som tidligere nævnt at virke forskellige steder, inden hun kom til Jesuskirken, hvor hun herefter har levet sig ind i sognebørnenes liv med de store glæder og også store sorger, der følger med tilværelsen.

- Jeg har jo været med til alt fra barnedåb, konfirmation, bryllupper til begravelser. Det har været mig en meget stor glæde på denne måde at leve sammen med sognebørnene, og jeg har mødt en meget stor trofasthed og velvilje, som jeg er meget taknemmelig for, siger Hanne Lise.

Hun retter også en varm og stor tak til nuværende og tidligere medlemmer af menighedsrådet samt til sine kolleger og andre, hun har arbejdet sammen med.

Annonce

Vil læse kunsthistorie

Og alle, der kender Hanne, og det er mange, undrer sig ikke, når de nu hører, at hun nu vil kaste sig over kunsthistoriske studier på åbent universitet. Ligesom hun vil fortsætte med at holde sine populære foredrag, heriblandt et om Bibelens kvinder. Hun fortsætter også arbejdet i bestyrelsen for de Samvirkende Menighedsplejer, der praktisk nok har kontor på Valby Tingsted.

Og så er der også tre voksne børn og en hel del børnebørn efterhånden, som vil være glade til at se lidt mere til Hanne.

Et kapitel er slut søndag 28. marts - men i dette tilfælde er det blot for at begynde på et nyt.

_

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Byliv

Aflåst cykelparkering tilbage på stationen

Byliv

100 tons frådende forhistorie flytter ind i Zoo

Byliv

Natur-organisation raser over nyt anlæg: Vi har en unik mulighed for at få en park til Valby

Annonce