Annonce
Byliv

Semih og vennerne hjalp 87-årig dame i nød: Vi hører alt for sjældent om, at de unge gør det rette

Semih Mehmet er glad for de rosende ord, han og vennerne har fået på Facebok. Foto: Privat
En flok unge drenge på 10-11 år hjalp i vinter en ældre dame, som faldt ude foran Dagli Brugsen i Folehaven. Efterfølgende har hendes oldebarn hyldet dem på de sociale medier.

- Jeg ønsker virkelig at takke disse unge ‘udenlandske’ knægte, fordi vi alt for sjældent hører om unge mennesker, der gør det rette. Det altid kun brok omkring dem.

Sådan lyder forklaringen i det Facebook-opslag, Thobias Elleholt valgte at lægge op anden juledag, og som efterfølgende er blevet delt, kommenteret og liket mange tusinde gange.

Thobias Elleholt skrev, fordi han gerne ville takke den gruppe unge drenge i alderen 10-12 år, som hjalp hans 87-årige oldemor, da hun faldt foran Dagli Brugsen i Folehaven.

I opslaget efterlyser han drengene, fordi de i flere omgange viste stor omsorg i at hjælpe hans oldemor, og fordi de efterfølgende gav hende en rørende gestus.


Jeg bliver rigtig glad for, at hendes oldebarn har skrevet og takket os. Vi er blevet mere opmærksomme på at hjælpe folk her, så hvis vi ser nogle, der er i problemer eller skal have båret noget hjem, så hjælper vi til.

Semih Mehmet


ValbyLIV har fundet en af drengene ved navn Semih Mehmet, der hyldes i opslaget. Men inden du hører fra ham, skal du næsten have fornøjelsen af at læse Thobias Elleholt varme ord. Dem får du her

Annonce

Det hjertevarme Facebook-opslag

Thobias Elleholt skrev:

- Hej kære Facebook netværk! Har set folk søge personer igennem Facebook og jeg prøver nu det samme. Jeg leder efter 3-4 unge udenlandske drenge i alderen 12-14 år, som hjalp min kære oldemor på 87 år, onsdag den 23 december. Dette er foregået ved folehaven, ude foran brugsen, imellem klokken 15-17. Min oldemor var på det sidste juleindkøb, og skulle bruge nogle hyacinter (blomster). Da hun ser køen er for lang, beslutter hun sig for at stille blomsterne tilbage, i det øjeblik hun stiller blomster tilbage bukker benene sammen under hende, (hun er ikke så godt gående) hun er ved at vælte, men drengene griber fast i hende, og sørger for hun ikke falder. Drengene ser hun ikke ser ud til at være helt på toppen og tilbyder simpelthen at følge hende hjem. Virkelig en flot gestus! Da de har fulgt hende hjem, beder min oldemor dem vente, mens hun låser sig ind, hun henter dem 50kr og siger tak, og at de kan "snolde" for dem. De snakker for en kort stund, og hun beslutter sig for at hun i stedet vil give dem 100kr. Da hun siger det, beder hun om 50'ern tilbage så de kan få en 100 mand. De siger så venligt, at de allerede har lagt den tilbage i hendes lomme, da de ikke vil have penge for det. Hun insisterer så på, de skal tage imod pengene alligevel og det gør de til sidst og siger tak og går hjem. 15 min senere ringer det på døren, der står de samme drenge endnu engang. Men nu har de sørme været i brugsen og bruge deres 100kr på at købe de blomster, de havde set min oldemor stå med! Jeg ønsker virkelig at takke disse unge "udenlandske" knægte, fordi vi alt for sjældent hører om unge mennesker, der gør det rette. Det altid kun brok omkring dem. Så hvis nogen kender nogen, som måske kender de unge drenge, vil jeg meget gerne hører fra dem.

Annonce

Glad for rosen

Semih Mehmet, der lige er blevet 11 år gammel, lyser op, når snakken falder på den ældre dame, han hjalp i slutningen af december.

Han og nogle venner legede løbekamp i nærheden af Dagli Brugsen, hvor de ville se, hvem der var hurtigst.

Pludselig spottede Semih Mehmet, at en ældre dame var væltet foran brugsen.

- Jeg løb derhen med det samme og sagde til mine venner, at de skulle komme med. Vi hjalp hende op, og støttede hende i at gå, fordi hun havde slået sig lidt. Hun fortalte, at hun var ved at købe blomster, da hun faldt, siger Semih Mehmet, der fulgte damen hjem med sin ven Amir Omran.

- Hun gav mig og Amir 100 kroner til sammen. Vi kunne ikke få lov til at sige farvel uden, men så besluttede vi os for at købe blomsterne til hende for pengene. Siden den dag har vi passet meget på med at larme for meget der, hvor hun bor. Hun er jo en ældre dame, og vi vil ikke skræmme hende, siger Semih Mehmet.

Han er glad for den ros, han og vennernes gerning har kastet af sig på Facebook.

- Jeg bliver rigtig glad for, at hendes oldebarn har skrevet og takket os. Vi er blevet mere opmærksomme på at hjælpe folk her, så hvis vi ser nogle, der er i problemer eller skal have båret noget hjem, så hjælper vi til.

_

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Byliv

100 tons frådende forhistorie flytter ind i Zoo

Corona

Slut med pop-up centre i København

Annonce