Annonce
Valby

Stor skiklub vil hjælpe udsatte familier i Valby og Sydhavnen: Jeg vil gerne gøre noget godt for lokalsamfundet

Peter Jeppesen er stifter af Skiklub Alpin300. Et af hans store mål er at hjælpe udsatte familier afsted på ski. Foto: Jens Mouvielle
Peter Jeppesen er formand for den populære Skiklub Alpin300, og efter han er flyttet til Valby, vil han nu dele ud af sin passion med sit nye lokalsamfund.
Annonce

59-årige Peter Jeppesen har boet i Valby i tre år. Han flyttede hertil fra Helsingør, hvor han i 2011 etablerede en sjov idé med sin gode ven Gorm. De ville lave en skiklub, hvor de kunne dele ud af deres passion for ski, sne og rå naturlandskaber.

Idéen har siden taget til, og skiklubben sender hvert år 200 mennesker afsted både til nord og syd fordelt på i alt fire skiture.

Selvom skiklubben stadig har hovedsæde i Helsingør, har de medlemmer fra hele landet, og nu vil Peter Jeppesen gerne udbrede kendskabet til klubben i sin nye bydel, som han efterhånden føler en stærk tilknytning til.

- Det, der driver mig til at bruge en masse tid i skiklubben, er, at jeg gerne vil gøre noget godt for lokalsamfundet, hvad enten det er i Helsingør eller i Valby, hvor jeg bor nu. I særdeleshed vil jeg gerne udbrede den fantastiske oplevelse, det er at stå på ski, til de familier, der måske ikke har råd til at gøre det på egen hånd, siger Peter Jeppesen.

Annonce

Hjælper økonomisk udfordrede familier

Det der med at stå på ski kan være en omkostelig affære. I begyndelsen af skiklubbens levetid var der en tendens til, at turene gik sydpå til Alperne, og at dem, der tog med, kom fra husstande, hvor der var rigeligt med midler.

Peter Jeppesen fik dog den idé at gøre skiturene mere økonomisk tilgængelige, og sammen med Spar Nord Bank og Spar Nord Fonden begyndte han at anskaffe sig ski, som medlemmer i klubben kan låne kvit og frit. Arsenalet af ski er steget stødt, og nu har han 100 par stående i kælderen på Bjørnsonsvej.

Billede fra skiklubbens tur nordpå i 2017. Foto: Skiklub Alpin300

- Vi har forsøgt at lave en række skiture for en bredere målgruppe og ikke kun for nogle, der har penge nok. Det at tage på skiferie, især hvis man er familie, kan være rigtig dyrt, og da vi gerne vil gøre det lettere tilgængeligt, lykkedes det os at skaffe fondsmidler til udstyr, siger han og fortsætter:

- Så man kan låne gratis udstyr hos os, ligesom vi har lavet gratis skiskoler, og på den måde kan man lave en relativ billig skiferie, der giver mulighed for, at vi kan få endnu flere med. Heldigvis kan vi se, at flere og flere benytter sig af det - også familier med anden etnisk baggrund end dansk, hvilket vi er rigtig glade for.

Annonce

God mening med Valby

Selvom skiklubben er født i Helsingør, så giver det på flere planer god mening for Peter Jeppesen at udvide kendskabet til den i Valby såvel som Sydhavnen. I sin dagligdag i lokalområdet fornemmer han nemlig en interesse for klubben.


Det, der driver mig til at bruge en masse tid i skiklubben, er, at jeg gerne vil gøre noget godt for lokalsamfundet, hvad enten det er i Helsingør eller i Valby, hvor jeg bor nu. I særdeleshed vil jeg gerne udbrede den fantastiske oplevelse, det er at stå på ski, til de familier, der måske ikke har råd til at gøre det på egen hånd.

Peter Jeppesen, stifter af Skiklub Alpin300


- Jeg har lagt mærke til, på de sidste skiture, at der er kommet lidt flere her fra området med. Og det giver jo god mening, når kørslen til skiområderne udspringer fra Sjælør, så rent logistisk er det lige til højrebenet. Og så er det altid sjovt at være med til at bidrage til lokalområdet, siger Peter Jeppesen, der allerede har et event i ærmet, som skal præsentere skiklubben for valbyborgerne såvel som for interesserede fra Sydhavnen.

Hvis man er nysgerrig på skiklubben, og hvad sådan en størrelse kan give af muligheder og oplevelser, kan man nemlig svinge forbi Bjørnsonsvej allerede på søndag 9. august. Der holder Peter Jeppesen nemlig åbent hus for SkiklubAlpin300.

For at deltage skal du tilmelde dig som medlem af klubben, hvilket er gratis. Dette gøres for at give overblik over antallet af deltagere. Du kan tilmelde dig lige her.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Idræt

Nu kan du nominere Årets Idrætsforening

Miljø

53 nye elbusser på vej

Valby

Ældre herrer i nye fodboldstøvler

Annonce