Annonce
Valby

Tre mænd dømt i 'Operation Fastfood': Kokainpakker blev leveret ved Burger King i Valby

Retten i Roskilde har fredag afgjort en narkosag, som politiet har døbt "Operation Fastfood". Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

To mænd er dømt for 15 kilo kokain. Parkeringspladser ved fastfood-restauranter blev brugt til leveringer.

Annonce

To mænds omgang med 15 kilo kokain på Sjælland har fredag kostet dem lange fængselsstraffe i Retten i Roskilde.

Mændene på 34 og 32 år er idømt henholdsvis 9 og 11 års fængsel for at have besiddet og videreoverdraget de mange kilo kokain. En 29-årig mand i sagen er dømt for at have modtaget to kilo kokain fra de to andre.

Det oplyser Københavns Politi.

De to mænd har i en periode på cirka halvandet år i 2018 og 2019 overleveret store mængder kokain - i mindre pakker - til andre. Det skete på parkeringspladser ved København, Køge og Roskilde.

Politiet har døbt sagen "Operation Fastfood", og det er måske ikke så underligt, da flere af overdragelserne af kokain i sagen er foregået på parkeringspladserne ved Burger King i Roskilde og Valby.

- Det giver jo næsten sig selv. Den hedder fastfood, fordi det er der, hvor leveringerne sker, siger anklagerfuldmægtig Magnus Wiik fra Særlig Efterforskning Øst (SEØ).

Efterforskningen af sagen har den særlige enhed SEØ stået for. Det var 4. december sidste år, at mændene på 32 og 34 år blev anholdt.

Den 34-årige havde fem kilo kokain liggende derhjemme, mens den 32-årige havde korrespondancer på sin telefon, der bar præg af køb og salg af store mængde kokain.

Den 29-årige blev anholdt lidt senere - 22. januar i år.

Anklagemyndigheden havde rejst tiltale for over 20 kilo kokain, men retten fandt det ikke tilstrækkeligt bevist, at der var tale om så store mængder.

Der var blandt andet rejst tiltale 12 leverancer af et-kilos pakninger med kokain, som blev leveret på forskellige parkeringspladser. Men retten har ikke fundet det bevist, at alle pakker var så store.

Det forklarer Magnus Wiik.

- Der var nogle af de leveringer, hvor de ikke helt med sikkerhed kunne sige, at der var tale om et kilo, og så sagde de i stedet, at der var 400 gram i. Det er derfor, at der er blevet skåret lidt mængdemæssigt af, siger han.

Der er et navneforbud for de tiltalte i sagen, som stadig er gældende. De tiltalte overvejer, om de vil anke dommen til Østre Landsret.

/ritzau/

Politiets pressemeddelelse om dommen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
LEDER

Færre gratis omgange i 2021, tak

Annonce