En 20-årig mand er blevet idømt 16 års fængsel for drab og drabsforsøg begået i Valby den 9. september 2019.
Den 20-årige var tiltalt for at have dræbt en 27-årig mand under et større slagsmål på ved det almene boligområde Akacieparken, nærmere bestemt på Carl Th. Dreyersvej i Valby.
Her blev den 27-årige stukket ned, og to andre unge mænd blev forsøgt dræbt med kniv. Den 20-årige er dømt for at have ført kniven og er dermed dømt for både drab og drabsforsøg.
Under slagsmålet var den 20-årige sammen med i hvert fald tre andre unge. Den ene af dem – en ung mand på 21 år – blev dømt for medvirken til vold af særlig rå brutal eller farlig karakter. De to andre, som begge er 17 år, blev dømt for forsøg på vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter og blev idømt hhv. 6 og 4 måneders fængsel.
Tryghedstiltag og fremskridt i Akacieparken
Umiddelbart efter drabet indledte Københavns Politi en omfattende efterforskning af sagen. Samtidig blev der igangsat en række tryghedstiltag fra nærpolitiet i området, blandt andet med øget patruljering, brug af den mobile politistation og borgermøde.
Det fortæller leder af nærpolitiet i Valby, Trine Fisker:
- Vi indledte en tæt kontakt til unge-grupperne ude i området for at opfordre til, at man benyttede myndighederne ved konflikter i stedet for at tage sagen i egen hånd, hvis der skulle opstå konflikter, siger Trine Fisker.
Trine Fisker, leder af nærpolitiet i ValbyAkacieparken er en god historie for os, fordi den er gået fra at være på ghettolisten til i dag at være noget helt andet. Det er klart, at det stadigvæk vil være forkert at sige, at Akacieparken er fuldstændig uproblematisk, men vi er tæt på.
Hun fortæller, at Akacieparken er en god fortælling for nærpolitiet, fordi trygheden i området er gået op i takt med, at kriminaliteten er faldet.
- Akacieparken er en god historie for os, fordi den er gået fra at være på ghettolisten til i dag at være noget helt andet. Det er klart, at det stadigvæk vil være forkert at sige, at Akacieparken er fuldstændig uproblematisk, men vi er tæt på. Kriminalitetsbilledet derude har været faldende henover de seneste år til et niveau, der ikke adskiller sig fra gennemsnitsområder i resten af København, siger Trine Fisker og slår fast:
- Vi har ikke indtryk af, at der har været stigende utryghed i området, og Akacieparken er ikke et område, der er præget af bander.