Annonce
Byliv

Valbys bedemand flytter efter 122 år: Nyt lokale danner rammen om brutalt mord

Christie Rosenberg har sat de nye lokaler til Valbys Bedemandsforrentning i stand, og er nu åbnet på Toftegårds Allé 8. Foto: Jens Mouvielle
Valbys Bedemandsforretning skifter lokaler efter intet mindre end 122 år på Gammel Jernbanevej 41. Den nye adresse rummer dog også en særlig historie, der forener en tragedie med viljen til at kæmpe for friheden.
Annonce

Selvom man kan mærke på Christie Rosenberg, at det er vemodigt at flytte fra de historiske lokaler på Gammel Jernbanevej, der i 122 år har dannet rammen om Valbys Bedemandsforretning, er hun spændt på den nye placering på Toftegårds Allé 8.

En af årsagerne til spændingen skal findes i det lille metalskilt, der pryder adressens sokkel med ordene:

‘Anker Knudsen faldt for Danmarks Frihed’.

Anker Knudsen drev sin radiostation Denka-Radio på Toftegårds Allé 8 og blev dræbt i en alder af 30 år af soldater fra den tyske besættelse som konsekvens af sin rolle som frihedskæmper.

Det fik Christie hurtigt opsporet, for efter at have set det lille skilt gik hun straks hjem og søgte i historien tilknyttet Anker Knudsen.

- Da jeg var ude og se lokalet første gang, fangede skiltet min opmærksomhed med det samme. Selvom det er en tragisk begivenhed, der ligger til grund for det her lille mindesmærke, så er det på samme tid smukt, at han bliver hyldet, siger Christie Rosenberg.

Annonce

Skudt og bortsprængt

Tekster fra lokalhistorisk arkiv citerer Morgenbladene for hændelsesforløbet tilknyttet mordet på Anker Knudsen samt den voldsomme begivenhed dagen derpå, hvor der fandt en eksplosion sted Toftegårds Allé 8.

- Hr. Anker Knudsen blev i går ved 16-tiden dræbt i sin forretning. To mænd kom ind i forretningen og affyrede de dræbende skud, hvorefter de forsvandt, står der om selve mordet.

Dagen efter indtraf en anden voldsom begivenhed på adressen, hvor en eksplosion fandt sted. Det er omtalt således i tekster fra lokalhistorisk arkiv:

Mindespladen til ære for Anker Knudsen. Foto: Jens Mouvielle

- I morges kl. 05.15 blev forretningen ødelagt ved bombeeksplosion. I den øvrige del af ejendommen skete en del ravage, ligesom der i det omkringliggende kvarter sprængtes 30-40 butiksruder og flere hundrede almindelige ruder. Brandvæsnet blev ikke tilkaldt, da der ikke opstod ild. Ingen mennesker såredes.

Selvom lokalet rummer på en makaber historie, er det ikke noget, som skræmmer Christie Rosenberg. Tværtimod:

- Jeg synes ikke, det er uhyggeligt. Jeg skal have pudset det skilt, så historien ikke forsvinder. Modstandsfolk gjorde noget for os allesammen, og jeg synes, det er fantastisk, at der var nogle folk, der stillede sig op og gjorde modstand. Derfor skal han æres, siger hun.

Annonce

Vemodigt farvel til Gammel Jernbanevej

Selvom Christie Rosenberg er spændt på sin nye dagligdag på Toftegårds Allé, lægger hun ikke skjul på, at det er et vemodigt farvel til Gammel Jernbanevej, som hun måtte fraflytte, da der skal laves beboelse.

- Jeg er ked af, at vores lange historie på Gammel Jernbanevej bliver afbrudt. Jeg har en del kunder, som er gamle valbyborgere, og som har boet her altid. De kender jo den her bedemandsforrenting, fra da de passerede den på vej i skole, dengang de var små. Det er en institution, og derfor synes jeg, det er synd, jeg skal flytte, siger hun.


Selvom det er en tragisk begivenhed, der ligger til grund for det her lille mindesmærke, så er det på samme tid smukt, at han bliver hyldet.

Christie Rosenberg, indehaver af Valbys Bedemandsforrenting


Ud over historien med Anker Knudsen har den nye adresse da også flere andre fordele. Placeringen betyder nemlig, at hun kan blive i Valby Sogn.

- Jeg er meget glad for, jeg har fundet et sted, hvor jeg kan blive i Valby Sogn, der hører under Jesuskirken. På den måde hører forretningen til, hvor den altid har gjort, så den del af historien fortsætter. Det betyder meget for mig.

_

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce