- Hvad stiller man op med en person, der lader sine hunde rende rundt inde ved viberne? Det har en af vores læsere stillet os via vores nye 'Spørg os' funktion.
Læseren fortsætter.
- Da jeg påtalte det, svarede pågældende: 'De skide viber kan bare finde et andet sted, for engen er hundenes legeplads,' skriver læseren der sidste år oplevede, at folk var fuldstændig ligeglade med viberne, og disse hundeejere var umulige at føre en fornuftig samtale med.
En truet art
- Damhusengen er et af få steder i København, hvor viberne yngler, fortæller, Biolog i Dansk Ornitologisk Forening, Knud Flensted, og han slår fast, at viberne siden 1976 er gået tilbage med cirka 75 procent. Tilbagegangen skyldes især, at fuglene mangler gode levesteder, hvor ungerne kan overleve.
Knud Flensted, biolog i Dansk Ornitologisk ForeningDet bør være forbudt at have løse hunde i et område med ynglende viber.
Hvor stort et problem er det, hvis der er en hund rundt, hvor viberne yngler?
- Der skal bare være en eller to løse hunde i området på Damhusengen, så er ynglen ødelagt for den enkelte vibe.
Hvorfor?
- Fordi hundene kan finde på at æde ungerne og æggene.
Hvad mener du er løsningen?
- Det bør være forbudt at have løse hunde i et område med ynglende viber. Men det er selvfølgelig en politisk prioritering, om man vil have løse hunde eller ynglende viber.
Hvorfor er det ikke nok at opfordre til, at man holder sine løse hunde væk?
- Det hjælper ikke noget at opfordre, da det er vigtigt, at folk rent faktisk holder sig væk med deres hund. Ellers går ynglen i stå.
Ikke forbudt
Også dyrlæge i Dyrenes Beskyttelse, Anders Tølbøll, er klar i spyttet, da vi spørger, hvem man her skal tage hensyn til.
- Som hundeejer har man altid et ansvar for at respektere den vilde fauna ved at kunne kalde sin hund til sig. Man har altid et ansvar, når man går med sin hund med i den vilde natur, slår han fast.
Ifølge Københavns Kommune er det ikke forbudt at opholde sig på engen med sin hund, men man opfordrer til det. De skriver i en mail.
- Der er ikke tale om et egentligt forbud. Københavns Kommune henstiller til, at man som hundeejer viser hensyn i vibernes yngleperiode og holder sin hund i snor, og at man i den periode stadig kan lade sin hund løbe løs i fritløbsområdet i den nordlige del af engen.
Har I planer om at udstede et midlertidigt forbud for at passe på viberne?
- Nej, vi har ikke planer om at udstede midlertidige forbud mod løse hunde i fritløbsområdet ved boldbanerne i yngleperioden. Det er vores vurdering, at det vil være meget svært at håndhæve, svarer Københavns Kommune og skriver afsluttende.
- Skiltene om vibernes yngleperiode forventes at blive sat op i løbet af denne uge. Inden da ser vi på, om der er brug for en opdatering af designet og teksten.
_