Annonce
Nytårshilsen

NYTÅRSHILSEN. Gitte Hedeby: Tak for i år. Det har været anderledes, men fantastisk.

Gitte Hedeby.- Foto. Chili Djurhuus.


Annonce

For de fleste af os startede 2020 helt normalt. Der gik dog ikke lang tid, før alvoren satte ind.

Hjemme hos mig, var der en søn, som skulle konfirmeres i foråret. Gæsterne var inviteret og talen var under forberedelse. Det blev bare ikke lige som forventet.

Arbejdsmæssigt var tiden også præget af konfirmationer og andre store fester. Oasen og Kulturstationen Vanløses festlokaler står jeg for udlejningen af. Og alt var udlejet i foråret til håbefulde konfirmanders store dag. Oasens program med koncerter og foredrag var rullet ud. Så ramte vi marts og en brat nedlukning.


Det var som at gå tiggergang at sidde og sende mails ud til alle gæster, der havde købt koncert og foredragsbilletter og foreslå dem at gemme deres billetter til det hele åbnede op igen. Fra at være den med styr på det hele, blev man nærmest en som andre havde medlidenhed med. Det føltes meget mærkeligt.

Gitte Hedeby


Alt gik i stå. Ved første alvorlige pressemøde, hvor alt lukkede ned, sad vi klistret til skærmen derhjemme. Ungerne jublede, da det blev annonceret at skolerne lukkede ned. Jeg var ved at fælde en tåre, da min virksomhed blev lukket ned. Børnene forstod alvoren og deres jubel blev afløst af tavshed.

Og så gik de første uger ellers med brandslukning. Massevis af koncerter blev afløst. Koncertbilletter refunderet. Det gjorde ondt hver gang, fordi kassebeholdningen blev mere og mere slunken. Ordet ”hjælpepakke” var endnu ikke så udbredt, så det var meget uklart, hvad der skulle ske den næste tid for, at virksomheden kunne overleve. Det var som at gå tiggergang at sidde og sende mails ud til alle gæster, der havde købt koncert og foredragsbilletter og foreslå dem at gemme deres billetter til det hele åbnede op igen. Fra at være den med styr på det hele, blev man nærmest en som andre havde medlidenhed med. Det føltes meget mærkeligt.

Alle var så ufattelig søde og forstående. Rigtig mange gæster gemte deres billetter og undlod at skulle have deres penge tilbage her og nu. Massevis af konfirmationer og andre store fester måtte ombookes til nye datoer.

Vanløses borgere troppede sammen og støttede de små lokale virksomheder. Der blev købt gavekort, take away mad i stor stil og alle var utrolig forstående overfor hinanden. Bag tasterne kunne det godt se lidt anderledes ud indimellem. Som tiden gik blev tonen i Facebookgrupperne skarpere og skarpere. Jeg er en af flere admins i 2720 Vanløse Facebookgruppen, og der var heftige diskussioner om løb omkring Damhussøen, ensretning af cykel og gåstier om søen og Engen, om hvorvidt man skulle have handsker og mundbind på når man handlede. Der var mange med skarpe meninger og holdninger og forståelsen kunne bag tasterne engang imellem godt ligge på et meget lille sted.

Passe på hinanden skulle vi jo, og der var bare stor forskel på hvordan folk så på det begreb. Nogle passede ekstra meget på og andre tog lidt lettere på det. Vi vidste heller ikke så meget om det hele endnu.

Min far havde gennemgået et længere kemo forløb og var i stor risiko såfremt han blev smittet. Det betød, at vi ikke bare kunne komme rendende og sige hej og sludre. Jeg har det meste af min store familie i Vanløse og vi bor stort set alle sammen på den samme villavej. Så vi ses ofte, men nu blev det hele anderledes. Vi skulle alle sammen nu pludselig til at passe på vores ældre og udsatte på en helt ny måde.

Den første tid blev der ryddet op i skure, kældre og garager. Energiniveauet var højt. Og så ramte virkeligheden - der blev ikke åbnet op igen. Mine ansatte var sendt hjem og vi savnede vores arbejde, vores gæster. Hjælpepakkerne kørte, så min store bekymring for mine ansattes velbefindende var afløst af bekymring for økonomien, da hjælpepakkerne ikke dækkede alle udgifter. Det betød, at for hver nedlukket måned, der gik, jo mere skulle der tæres på depoterne.

Alle de arrangementer, som var ombooket til nye datoer i foråret, skulle ombookes endnu en gang, fordi landet forblev lukket ned. Endnu en runde med skuffelser for folk. Guldbryllupper blev udskudt. Bryllupper. Konfirmationer igen. Barnedåb. Endda begravelser måtte nedjusteres til kun ganske få nære pårørende.

Så blev det muligt at åbne lidt op igen. Wow, det var fantastisk!!!! Hos mig i Oasen kørte vi cabaret revy over flere uger. Det var skægt, vi kunne grine og der var liv igen. Ikke som før dog, for folk var skeptiske i forhold til at gå ud. Vi stod på tungen for at opfylde alle krav til afstand, håndsprit, mundbind, afspærring osv osv. Og stadig spillede vi for halvtomme sale, fordi mange var usikre på om man måtte /turde gå ud. Men man lærer at lade sig nøje. Og med 5 gange arbejdsindsats og halv så stor indtægt som normalt, så gik vi glade på arbejde – fordi vi kunne.

Nye restriktioner kom til. Flere begrænsninger og færre kunder i butikken. Vi var dog stadig taknemmelige for at kunne. Det krævede en del planlægning at overskue alle regler og krav og ikke mindst at oplyse folk om den ihærdige indsats vi gjorde for at have helt styr på sikkerhed. Der var mange nye udgifter forbundet med sprit, skilte, mundbind osv. Men pyt. Jeg var faktisk nået dertil, at jeg ikke behøvede have overskud for at være glad. Hvis bare det løb rundt, så jeg kunne betale mine ansatte og huslejen, så var jeg glad. Der behøvede ikke være overskud til mig selv. Bare jeg ikke skulle lukke.

Og det er ikke ment på en skidt måde. Alt det som er sket i årets løb, har på mange måder lært os at være taknemmelige for det vi kan og har. Man lærer at lade sig nøje på rigtig mange plan.

Og alligevel kan det godt ramme rigtig hårdt lige pludselig. For få uger siden blev jeg ramt af håbløsheden. Jeg havde ikke set det komme. Jeg har været selvstændig med virksomhed i Vanløse i 26 år og har stablet oceaner af projekter og virksomheder på benene i årenes løb. Jeg elsker Vanløse og jeg elsker Vanløseprojekter. Jeg elsker, elsker, elsker virkelig det jeg laver. Og jeg brænder for hvert et projekt. Og mange af de mennesker jeg samarbejder med, brænder også for det de laver. Så sammen har vi en mega fantastisk energi.

Og pludselig blev jeg ramt af en håbløshed uden lige. Jeg sad midt i en tid, hvor alle de fantastiske arrangementer jeg var i gang med at skabe, havde en usikker fremtid foran sig. Jeg gik ind i hvert og et af dem med fuld skrue velvidende, at det måske var nyttesløst, for ingen kunne vide, om det overhovedet måtte afholdes til den tid. Man kunne aldrig vide hvad næste pressemøde ville byde på. Det var ligesom at vente på bødlen på en måde. Og hver gang nye restriktioner forhindrede projekter og arrangementer blev ikke kun jeg skuffet. Men jeg følte også, at jeg skuffede mine gæster og mine samarbejdspartnere. Jeg skuffede mine ansatte ved ikke at have vagter nok til at de kunne leve af det. Jeg blev rigtig trist og træt. Så træt at jeg fysisk ikke kunne holde mine øjne åbne, selvom det kun var 2 timer siden jeg var stået op. Jeg kunne ikke huske navne og ansigter lige pludselig. Jeg begyndte at bytte om på bogstaverne, når jeg skulle skrive. Og det var ikke fordi jeg var stresset pga travlhed. Der har jeg været. Det her var anderledes. Min hjerne var ved at koge over af håbløsheden i det hele og usikkerheden over HVORNÅR??? Hvornår det hele ville få en ende.

Men det gjorde jo intet godt at synke ned i håbløsheden. Jeg hankede op i mig selv og tog den positive hat på igen. Man skal tro på det, for at få det til at ske. Og det man sender ud, er det man får tilbage. Ja ja, jeg havde haft tid til mange gåture om Damhussøen med podcasts fyldt med kloge ord i ørerne.

Jeg startede Ønsketræ projektet op. Det er et tilbagevendende projekt hvert år, hvor familier i Vanløse, som har det svært af den ene eller anden årsag, kan søge om hjælp til julegaver til deres børn ved at få et ønske hængt på Ønsketræet. Det er et af de projekter, som jeg elsker mest af alt på hele året. Og mange flere familier end normalt meldte sig i år. Rigtig mange enlige mødre, som pga helbred, mistet job og andet, havde brug for hjælp til at give deres børn en god jul.

Og det fantastiske skete – SÅ mange Vanløseborgere meldte sig under fanerne for at hjælpe. Der blev plukket ønsker fra Ønsketræet hver dag. Der blev indleveret gaver til familierne i eet væk. Lokale virksomheder, som selv har det svært i disse tider, støttede op med gaver og gavekort. Og hjælpen kom også fra Vanløseborgere, som ikke selv havde særlig meget, men som bare gerne ville dele lidt af det de havde mulighed for. Der var også børn, som plukkede ønsker og købte gave til andre børn.

Projektet i år har været helt specielt. Og alt hvad der har præget året af dårlig karma, er blegnet under Ønsketræets kraft de seneste uger. Der har været så meget varme og kærlighed i det projekt, og for mig har det vist, hvor meget vi står sammen i Vanløse, når det gælder. Ubetinget og uden forventning om at få noget til gengæld.

Min mor blev ramt af en blodprop i hjernen i sidste uge. Da det skete, blev alt nulstillet. Hele årets genvordigheder forsvandt. Det blev tydeligt hvor lidt mange bekymringer egentlig bør fylde i forhold til, hvad vi lader dem fylde. Som året har været, har der været masser grund til bekymring og tristhed. I skrivende stund er min egen virksomhed endnu en gang lukket ned pga restriktioner. Jeg har født 4 børn men min virksomhed er mit 5. barn. Jeg har levet og åndet for min virksomhed længe før jeg fik mine børn. Jeg åbnede min første virksomhed mens jeg læste på universitetet og har aldrig lavet andet end at være selvstændig. Kort sagt er min virksomhed mit liv. Og nu ved jeg ikke hvad der skal ske. Men jeg er optimistisk.

Dette år kan vi alle lære rigtig meget af. På den positive side har vi lært at geare ned. Jeg kunne selv arbejde 16 timers vagter og så gå hjem og lave regnskab, opdatere hjemmeside, ekspedere ordre osv. Året har vist mig, at der også er andet i livet end arbejde. At tempoet godt kan sættes ned uden at alting går i stå.

Året har også vist os hvordan hjælpsomheden vokser, når vi rækker hånden ud. Se bare hvordan folk i Vanløse har tilbudt at handle for hinanden, når nogen har været i isolation. Eller tilbudt at lufte hund for hinanden osv.

Året har også vist os, at selvom vi ikke kan holde kæmpe fester, så kan vi godt nyde livet – og måske mere intenst – med dem vi elsker allermest. For nogle dage siden mødte jeg en ældre dame, som ikke helt kunne finde hjem. Ved hjælp af Google lykkedes det at vise hende på rette vej. Undervejs ned af gaden fortalte hun blandt andet at hun hverken havde børn eller børnebørn og skulle være alene juleaften. Men hun var glad. Bare hun ikke blev syg og skulle på hospitalet, sagde hun. Så var hun glad. Og ja, vi lærer at glæde os over de små og de vigtige ting i livet.

Min mor er her endnu og hun har det så godt, som det er muligt. Fordi hun var heldig og ikke mindst fordi hun er glad og positiv og glæder sig over det hun har og ikke det hun har mistet. Nemlig livet.

Kære Vanløse, tak for i år. Det har været endnu et fantastisk år i Vanløse. Anderledes men fantastisk. Og så fik jeg skrevet et helt nytårseventyr uden en eneste gang at nævne det unævnelige 2020 ord. For nu er 2021 om hjørnet. Og der er jeg sikker på, at vi kommer stærkt igen alle sammen. Er det svært, så ræk hånden ud. Der er masser mennesker omkring dig i Vanløse, som er med dig!!!! Godt nytår.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Mand sigtet for narkobesiddelse på Ålekistevej

Erhverv

Locals Kaffebar flytter

112

21-årig stukket ned

Vanløse

Vil du skabe mere liv i Vanløse?

Annonce