Annonce
Løse hunde

Hundeejer: Vi  har et ansvar, hvis vi lader vores hunde løbe frit på Damhusengen

Løse hunde, Damhusengen, Foto. Chili Djurhuus
Primært forældre - og deres børn - er utrygge ved hunde, der løber frit på Damhusengen. Hundeejerne Tine Lautrup Christensen og Birgit Munck-Kampmann ser intet problem i det, så længe hundene er velopdragne og ikke løber hen til børn.

- Jeg har været på engen flere gange om dagen i de sidste 10 år med min hund, som altid er fri, og den altid er ved min side. Jeg kan på ingen måde genkende en eksplosion af løse hunde. Når det er sagt, skal man naturligvis altid have styr på sin hund, også selv om den 'blot' vil hilse venligt på andre hunde eller mennesker. Og det har langt de fleste hundeejere, der færdes på engen heldigvis.

Det skrev Tine Lautrup Christensen i en kommentar, efter vi havde spurgt på Facebook om vanløseborgerne oplever, at det er et problem med løse hunde på Engen, Krogebjergparken og Grøndalsparken.

Vi valgte derfor at gå en tur med Tine, og hendes veninde Birgit Munck-Kampmann, på engen en eftermiddag for at tale med dem om det at lade sin hund løbe løs. I tiden vi er på engen, er de fleste hunde fritløbende, også på området hvor de skal være i snor.

Annonce

Hunde angriber ikke børn

- Som hundeejer ser jeg det selvfølgelig fra mit perspektiv. Jeg har personligt aldrig oplevet, at hunde har overfaldet børn her på Engen eller andre steder i Vanløse i øvrigt. Jeg har jo også en interesse i, at hverken voksne eller børn bliver bange for Max, (Tines hund, red) Jeg har styr på min hund, siger Tine, mens hendes sorte labrador løber på engen med sin veninde, labradoren, Ronja, som ejes af Birgit Munck-Kampmann. Birgit har luftet hunde på 20 år, og hun har, ligesom Tine, aldrig oplevet, at det er et problem med de løse hunde.

De to hunde Max og Ronja, Damhusengen, Foto. Chili Djurhuus

- Det kan tælles på en hånd, hvor mange problem-hunde der har været på Damhusengen de tyve år, jeg har gået her, og jeg kan garantere, at hvis der er hundeejere, der lader deres problem-hunde løbe frit, så bliver de udskammet af de andre hundeejere med det samme, for det vil vi ikke acceptere, siger Birgit Munck-Kampmann og slår fast at både hunde, børn og voksne skal kunne bevæge sig frit på engen uden at være bange.


Jeg gør meget ud af at kalde Max hen til mig, når der er børn.

Tine Lautrup Christensen,, hundeejer.


Man kan I ikke forstå, at der er nogle der er bange, når der er løse hunde? Specielt børn?

- Jo, men vi er hellere ikke, hvor børnene er. Jeg er aldrig ved legepladsen. Vi går for det meste på selve engen, og væk fra stierne hvor der kan for eksempel kan være børn, netop for at undgå, at der er nogle børn, der bliver bange, siger Birgit. Tine supplerer.

- Jeg gør meget ud af at kalde Max hen til mig, når der er børn. Det er altid børnene, der skal komme hen til os, og så kan de sige hej til ham, hvis de har lyst, siger Tine. Og Birgit giver hende ret

- Helt enig. Og jeg oplever aldrig problemer på engen med hunde. Og det er vigtigt for mig at sige, at der er friløbsområder til hunde flere steder her på Damhusengen, hvor mange – også børnefamilier – dagligt nyder at komme med deres hunde. Det ved jeg, vi er mange, der trænger til – især i denne tid. En løsning kunne være en tydeligere skiltning omkring de to legepladser, for hundene skal selvfølgelig ikke løbe frit på en legeplads. Heller ikke selv om den er nok så venlig.

Men der er jo en hundelov. Skal den ikke overholdes?

- Jo det kan man sige. Men igen hunde gør altså ikke noget, og jeg tror mere på, at man måske skal skilte bedre omkring legepladsen, svarer Tine afsluttende.

_

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Fornuftsægteskab giver mere liv på Asfalten

Corona

Pop-up testcenter åbner på Ålekistevej

Annonce