Annonce
Vanløse

Sognepræst: »Coronakrisen har været en eye-opener«

Billedtekst: Erik Meier Andersen står ved prædikestolen, der i Adventskirken står på gulvet i stedet for at være hævet. For Erik Meier Andersen er det vigtigt at være i øjenhøjde med sine sognebørn, og det er blevet endnu mere tydeligt for ham under coronakrisen. Foto: Chili Djurhuus
VanløseLIV har talt med sognepræst i Adventskirken, Erik Meier Andersen, om dødsangst, digitale gudstjenester, og hvad coronakrisen har lært ham om det at være menneske.
Annonce

»Det gik hurtigt op for mig, at jeg måtte tænke kreativt for at holde gang i kontakten med mine sognebørn,« fortæller sognepræst i Adventskirken, Erik Meier Andersen, da VanløseLIV var forbi for at tale med ham om, hvordan han som præst har klaret sig igennem coronakrisen.

Annonce

Den digitale kirke

Da Mette Frederiksen lukkede Danmark ned, lukkede alt ned – også Adventskirken. Legestuen, der hver formiddag havde 35 – 40 børn og deres forældre, lukkede ned. Spejderne blev væk. Fællesspisningerne blev aflyst. Og Erik Meier Andersens besøg hos de ældre og gudstjenesterne stoppede. Dog valgte Erik Meier Andersen og hans præstekollegaer små 14 dage efter nedlukningen at sende gudstjenesterne live, og det var, mod al forventning, en succes

»Vi kunne se, det var en succes at holde digitale gudstjenester. Pludselig var der 100, der så med i stedet for de 35, der normalt kommer til en gudstjeneste.«

– Hvad betød det for dit virke som præst?

»Det var en eye-opener. Selvom jeg ikke havde fysisk kontakt, så nåede jeg ud til mange mennesker. Flere end normalt,« svarer Erik Meier Andersen og smiler.

Erik Meier Andersen fortæller, at de digitale gudstjenester gjorde, at de folk, der normalt ikke deltog i gudstjenester eller kontaktede ham, pludselig deltog og kommenterede på hans live-gudstjenester. Og det har været lærerigt for ham, specielt i forhold til hvordan han holder prædikener.

»Når jeg holder en digital gudstjeneste, er der betaling ved kasse ét,« siger Erik Meier Andersen og fortsætter. »Hvis folk keder sig, scroller de hurtigt videre, hvilket jo er svært, hvis de sidder til en gudstjeneste,« griner han og slår fast, at de digitale gudstjenester betyder, at han er begyndt at tænke mere over, hvordan han gør sine prædikener interessante, så han holder på folk.

Selvom Erik Meier Andersen føler, at coronakrisen har gjort ham bedre til at holde prædikener, foretrækker han dog den fysiske kontakt i og udenfor kirken.

Annonce

En ny måde at være præst på

Under coronakrisen har Erik Meier Andersen kontaktet alle dem, han plejede at besøge på plejehjemmene eller tale med i kirken.

– Har du talt med flere end normalt?

»Ja, det har jeg. Men det er svært at vide, om det skyldes, at jeg har været mere opsøgende end normalt for at nå ud til alle, eller om de alligevel ville have kontakte mig,« svarer Erik Meier Andersen.

»Det har været vigtigt for mig at kontakte dem, der trofast kom i kirken, eller som jeg havde kontakt med, da jeg ville vise dem, at jeg stadig var der, og at de kunne ringe til mig. Men det har været svært for dem,« fortæller Erik Meier Andersen.

Billedtekst: Sognepræst, Erik Meier Andersen står foran et af de fotografier, som fotograf Henrik Maribo Pedersen netop har hængt op i kirken. Udstillingen blev udsat på grund af coronakrisen. Erik Meier Andersen glæder sig til, at folk igen begynder at komme ind i kirken for at se på kunst, ligesom i 'gamle dage'. Billedet, Erik Meier Andersen står overfor, er hans yndlingsfotografi. Foto. Chili Djurhuus

– Hvorfor har det været svært?

»Det har været uudholdeligt for mange af dem, jeg har talt med. De har ikke turde gå ud. De har følt, at de var lukket inde i deres eget hjem. Og ja, der har været nogle, der har virket depressive, og det har været svært ikke at kunne hjælpe dem mere end ved blot en telefonsamtale,« siger Erik Meier Andersen og fortæller, at det har været ekstra svært for dem, der bor alene uden kontakt med plejepersonale. Og så har de ældre savnet deres familier frygteligt meget.

– Hvorfor er en telefonsamtale ikke nok?

»En telefonsamtale gør meget, men den fysiske kontakt, et kram og ikke mindst øjenkontakt er så vigtigt for os mennesker, og den dimension har jeg manglet igennem telefonen,« fortæller Erik Meier Andersen.

Annonce

Flere kirkegængere end før corona

Da Adventskirken åbnede igen, regnede Erik Meier Andersen ikke med, at folk turde gå i kirke. Men der blev han overrasket.

»Jeg frygtede, at folk ikke turde komme. Dog viste det sig, at der kom mange. Ja, der kom faktisk flere end normalt, hvilket nok er et udtryk for, at folk savner fællesskabet,« siger Erik Meier Andersen og fortæller, at der ved sidste gudstjeneste kom 50 kirkegængere, hvor der normalt kommer cirka 35.

Det har tidligere været svært for Adventskirken at få den yngre generation til at deltage i gudstjenesterne, men efter kirken er åbnet igen, er der kommet flere i aldersgruppen 25 til 40 år. Erik Meier Andersen tror, at det skyldes de digitale gudstjenester og behovet for fællesskaber.

Corona prikker til noget. Pludselig kommer døden tæt på. Vi ved ikke, hvordan vi reagerer på virusset, eller hvordan vores kære vil.


Corona prikker til noget. Pludselig kommer døden tæt på. Vi ved ikke, hvordan vi reagerer på virusset, eller hvordan vores kære vil.

Sognepræst, Erik Meier Andersen


»Nogle af dem, der har deltaget i de digitale gudstjenester, er begyndt at komme fysisk i kirken, og det er virkelig fantastisk,« siger Erik Meier Andersen og smiler.

– Skyldes det, at døden er blevet mindre tabu, og folk derved også naturligt begynder at søge kirken?

»Måske. Det modbydelige ved corona er, at den er så uforudsigelig. Det er en angst, vi alle er begyndt at leve med, og det oplever jeg, en del har brug for at tale om, og her kommer døden naturligt ind som samtaleemne. Corona prikker til noget. Pludselig kommer døden tæt på. Vi ved ikke, hvordan vi reagerer på virusset, eller hvordan vores kære vil.

– Har man dødsangst som kristen?

»Jeg tror, corona har givet mere dødsangst. Folk taler mere om døden, om angsten for at dø eller miste. Jeg har selv haft flere overvejelser om døden end normalt. Jeg ønsker ikke at komme herfra endnu, selvom jeg tror på et liv efter døden,« svarer Erik Meier Andersen. Han holder en kort pause og fortsætter. »Coronavirusset repræsenterer en uforudsigelighed. Pludselig går det op for os – og for mig -, at et tilfældigt møde kan betyde, at jeg, eller dem jeg holder af, kan dø. Så tæt på har det aldrig været før. Vi bliver tvunget til at forhold os til det.

Annonce

Det væsentlige er usynligt for øjet

– Hvad har du lært af coronakrisen?

Erik Meier Andersen tager en dyb indånding. Det smil, der indtil nu har været fast inventar i hans ansigt, ændrer sig til en mere alvorlig mine.

»Det, ikke at kunne give en krammer eller et håndtryk. Og det, ikke at måtte besøge eller invitere indenfor, det har virkelig været et afsavn. Hvilket jo bare viser, hvor meget vi alle er afhængige af fysisk kontakt. Men det er nok meget godt at blive mindet om,« siger Erik Meier Andersen og fortæller, at dem, han har talt med under coronakrisen, er blevet mere bevidste om, at vi ikke skal tage vores nærmeste for givet. For eksempel er der flere, der har spurgt Erik Meier Andersen, hvordan han har det. Det har han ikke oplevet før, og det berører ham.

»Mest af alt har de fleste nok indset, at vi ikke behøver at leve et overfladisk liv,« siger Erik Meier Andersen og siger afsluttende: »Som ræven siger i Den Lille Prins, så er det kun med hjertet, man kan se rigtigt. Det væsentlige er usynligt for øjet.«

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vanløse

Kattehalerne blomstrer på Damhusengen.

Damhusengeen

Vidste du at.....om Kærengen

SommerLIV

Tip til et dejligt sommerferie minde

Sorg

Jeg manglede et skema for min sorg

Vanløse

Musik i seniorklubben

Annonce