Annonce
Ugeavisen Varde

Anita blev enke: Jeg ville bare væk

- Når jeg arbejder på Fanø, var det nærliggende at bo i Esbjerg, men det ville jeg ikke, så jeg kiggede efter boliger i Varde og Ribe. Helt tilfældigt opdagede jeg lejligheden i Den Palludanske Gård, som jeg er rigtig glad for, fortæller Anita Brusen. Foto: Malene Wonsbek
Blot seks uger efter Anita Brusen var blevet enke, valgte hun at flytte fra Hejlsminde til Varde. Tabet af ægtemanden flyttede med, og det havde hun ikke lige tænkt over…
Annonce

Varde: Vennerne sagde: "Det første år må du ikke gøre noget drastisk". Det velmente råd nåede 63-årige Anita Brusen aldrig at reflektere over. Seks uger efter ægtemandens død havde hun, over et glas rødvin, solgt huset til naboen, var kommet af med hunden og flyttet ind i en lejlighed i Varde. Og så blev der stille…

Ingen venner, naboer, familie eller andre relationer i nærområdet. Det blev en brat opvågning til hverdagen som enke, indrømmer Anita Brusen, der er uddannet sygeplejerske og i 15 år har været leder af det Maritime Sundhedsvæsen på Fanø.

Boblberg

Boblberg er en borger-til-borgerportal, hvor du kan finde andre at dele din fritid og dine interesser med i Varde Kommune. Det giver kommunens borgere mulighed for at skabe sociale fællesskaber gennem aktiviteter og fælles interesser ved hjælp af små opslag, de såkaldte bobler, og det er borgerne selv, der står for hele kontakten.

I Varde Kommune har Boblberg 3.000 brugere og gennemsnitsalderen er cirka 46 år. Yderligere information www.boblberg.dk

Annonce

Ensom i hjertet

- Jeg kunne ikke holde ud at være derhjemme og gå rundt i huset med 37 års minder helt alene. Bent og jeg havde i alle årene boet i et gammelt forsamlingshus på 270 kvadratmeter, et hus og en beliggenhed som vi var meget glade for, og som vi løbende havde renoveret, fortæller Anita, der solgte huset til naboen, som parret have kendt i 20 år.

- I flere år har Bent og jeg haft en lejlighed på Fanø, så jeg planlagde mit arbejdsliv med en kombination af fridage og lange arbejdsdage, hvor jeg blev på øen, i stedet for at bruge fire timer om dagen på at pendle fra øst til vest, fortæller Anita Brusen.

Bent Brusen døde pludseligt efter et uventet, kort kræftforløb den 22. januar 2017. Seks uger senere sad Anita i sin nye lejlighed i Den Palludanske Gård.

- Selvom jeg har et stort netværk og dejlige børn og børnebørn, så bliver man ensom i hjertet, når man mister sin mand, og det tab skal man selv lære at håndtere. Det er jo en fælles hverdag, der fuldstændig falder fra hinanden. Set i bakspejlet så panikkede jeg ved at flytte væk, og jeg fandt jo ud af, at sorgen flyttede med. Og hvordan finder man som 63-årige et nyt netværk i en by, hvor man absolut ikke kender nogen?, spørger Anita Brusen.

I dag har hun svaret – men der gik et lille år, før hun fandt det.

Annonce

Nyt netværk

- Som tilflytter inviterede Varde Kommune mig til et informationsmøde. Her fik jeg en taske med brochurer om alt muligt, men det er svært at komme afsted alene. Der var også en seddel om Boblberg, der er en borgerplatform, hvor tilflyttere eller andre kan søge interessefællesskaber med andre i nærområdet, fortæller Anita, der dog først efter et års tid loggede sig på hjemmesiden. Her fandt hun en dame fra Varde, der gerne ville rejste til London men manglede en rejsefælle.

- Jeg havde været i London flere gange og tænkte, ja, det kunne jo godt være mig, så jeg kontaktede hende. Vi mødtes nogle gange og havde en fantastisk tur. Senere lavede vi et opslag på Boblberg med "De vilde tøser 60+", og det gav rigtig mange henvendelser, så nu er vi en flok, der mødes på kryds og tværs, fortæller Anita Brusen, der også har mødt en kaffe-spise-rejse-ven, som hun mødes med et par gange om ugen, så i dag har hun skabt sig et aktivt netværk i Varde.

- Det betyder umådelig meget for livskvaliteten, at man lige kan skrive en sms eller selv får en mail med en kaffeinvitation eller et forslag om at gå i biografen. Jeg er faldet umådelig godt til her i Varde og fortryder ikke, at jeg er flyttet hertil, men jeg vil nok råde andre til lige at vente med en flytning og "ikke foretage sig noget drastisk det første år". Men som alting er her i livet, så vælger man det, man tror er det rigtige for én, tilføjer hun med et stort smil.

Anita er med i en lille gruppe på otte vilde 60+ kvinder. Nogle har en mand, andre er single eller enke. – Vi mødes, når vi har tid og lyst, siger hun, der her er til fællesspisning i Varde Garten sammen med Gerda Balleby (th) og Conny Meier. Privatfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Varde

Seje piger og seje drenge!

Annonce