Annonce
Ugeavisen Varde

Arving til Brendstrupsvej i Varde: Vi sælger et dejligt hus og en lykkelig ramme for en ny familie

Birthe Greven er søster og arving til Kaj Oluf Sørensens hus på Brendstrupsvej 15, der er til salg hos EDC. Det smukke æbletræ i forhaven er netop blevet beskåret. Birthe håber, at der snart melder sig en familie, der har lyst til at købe hendes brors smukke hus. Foto: Malene Wonsbek
På en stor dobbeltgrund og med et smukt hus i fire plan boede Varde-tandlægen Kaj Oluf Sørensen fra 1980 til sin død i vinteren 2019. Et historisk hus med sjæl og varme er klar til at modtage nye beboere.

Varde: Kaj Oluf Sørensen holdt meget af historie. Indtil sin død sad han i bestyrelsen for Varde Museumsforening. Han værdsatte smukke ting med en historie, og derfor købte han i sin tid huset på Brendstrupsvej, der er opført i 1932. Kaj boede i huset indtil sin død i vinteren 2019.

Et højloftet, rustikt køkken-alrum. Det fungerer som praktisk bindeled til både en dobbelt carport og terrassen i baghaven. I det hævede stueplan er der to stuer, der forbindes med franske fløjdøre. I den ene stue er der i øvrigt brændeovn. Foto: EDC Varde

- Min bror, Kaj Oluf, døde efter kort tids sygdom. Han blev 75 år. Han drev i mange år klinikken Tandlægerne i Vestergade. Han var aldrig blevet gift og efterlod sig ingen børn, men indsatte mig og mine tre døtre som arvinger. Vi har brugt det seneste år på at tømme huset, der var fyldt med ting, som gik tilbage til vores forældre og bedsteforældre og deres søskende, så der var meget at tage stilling til, fortæller Birthe Greven med varme i stemmen.

Annonce

Tæt forbundne

Birthe blev uddannet korttegner hos landinspektør Jessen i Varde, senere blev hun ansat ved Matrikeldirektoratet og flyttede derfor til København. På et tidspunkt skiftede hun retning i livet og valgte at uddanne sig til tandlæge, ligesom sin storebror. Hun blev desuden gift med en tandlæge, Palle Greven, og har sammen med ham haft egen praksis. Parret bor i dag i Maribo.


Vi bor alle langt fra Varde og må derfor skille os af med huset, som, vi håber, må blive en lykkelig ramme for en ny familie.

Birthe Greven, søster og arving til Kaj Oluf Sørensen


- Kaj Oluf og jeg har altid haft et tæt forhold til hinanden. Han var ikke gift og nød kontakten med os og børnene. Vi tilbragte alle ferier og højtider sammen, og arbejdsmæssigt var vi også tæt forbundne og havde mange faglige diskussioner, fortæller Birthe Greven.

Sammen med sin mand har hun sommerhus ved Henne Strand, og derfor opholder de sig ofte i det vestjyske. Kaj Oluf havde også sommerhus ved Henne Strand. Det har Birthes tre døtre, Kaj Olufs niecer, arvet.

Brendstrupsvej 15 ligger på en dobbeltgrund. Villaen har sit helt særlige udtryk, og de høje træer i haven skaber stemning på den store grund. Foto: EDC Varde
Annonce

Hvor er nummer 13?

- Vi bor alle langt fra Varde og må derfor skille os af med huset, som, vi håber, må blive en lykkelig ramme for en ny familie. Huset er stort og har en helt særlig ånd med høje paneler, stukloft og smukke Pitch Pine-gulve. På anden sal ligger det, vi altid kaldte for tårnværelset. Et værelse med en smuk udsigt, en drøm for enhver teenager eller til dem, der har behov for et uforstyrret hjemmekontor, fortæller Birthe Greven.

På førstealen er der to værelser og et badeværelse, og endelig er der endnu et værelse, tårnværelset, som Kaj Olaf kaldte værelset på anden sal. Foto: EDC Varde

Også haven er noget for sig, da huset ligger på en dobbelt grund. Birthe fortæller, at hendes bror undrede sig over, at husnummer 13 på Brendstrupsvej manglede. Han tænkte, at det måske skyldtes overtro, så ingen ville bo i dette nummer, indtil han opdagede, at han selv havde nummer 13 på grund af dobbeltgrunden.

En smuk trappe i hallen byder velkommen. Foto: EDC Varde
Annonce

Varde-historie

- I slutningen af 80’erne, da Kaj Oluf flyttede ind i huset, plantede han et valnøddetræ. Træet har båret en masse frugt til glæde for ham selv og mange af hans venner. Haven indeholder også nogle skønne æbletræer, tilføjer Birthe og byder ind med endnu en sjov husdetalje:

Der er både badeværelse på første sal og i kælderen, hvor der desuden også er to disponible rum, samt bryggers og udgang til gård- og terrassearealer. Foto: EDC Varde

- En anden unik ting ved huset er det udvendige gelænder ned til kælderen. Vores far, lokomotivfører Finn Sørensen, fortalte, at det var fremstillet af hans far, S. A. Sørensen, som var smedemester i Varde. Det gav også en særlig historisk tilknytning til huset på Brendstrupsvej, som, vi håber, igen snart vil blive fyldt med glæde og gode minder, for det fortjener huset.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce