Annonce
Ugeavisen Varde

Bæredygtighed: Alex kan sy dine genbrugsmøbler i træfinér

- Jeg husker min bedstemors træfinér køkken. Hvis man ville, så kunne man sagtens omfinére køkkener som hendes, for det er sjældent, at skabene fejler noget. Og mormor-nostalgi er jo trendy, siger den 48-årige tømrermester. Foto: Malene Wonsbek
Og sy er det helt rigtige ord, for når man skal omfinére låger, bordplader eller andre flader, så syr man tynde træfinérblade sammen med en limtråd. En sjov og bæredygtig niche med gamle tunge maskiner, som Varde-tømreren ikke nænner at skille sig af med.

Varde: De grønne, tonstunge maskiner fra Viggo Larsens Maskinfabrik i Farum vidner om en tid, der var engang. En tid i Varde Finércentral. Dengang borgere fik lavet borde, døre, skabe og møbler med fine finérblade i diverse træsorter. Nu står de gamle maskiner hos en tømrermester på Stålværksvej. Og de er der alle sammen - en klippemaskine, en symaskine med limtråd og en trykmaskine, resten af finishen klares per håndkraft med et helt almindeligt strygejern, finerkniv og sandpapir.

Det er den helt store symaskine Alex har gang i, når han med en limtråd syr de to finérblade sammen. Foto: Malene Wonsbek
Således er det færdige arbejde ud på bagsiden med limsting. På forsiden er sammensyningen helt usynlig. Foto: Malene Wonsbek

Tømrermester og indehaver af Tømrerfirmaet Andersen & Andreasen, Varde Maskinsnedkeri, Alex Brink Thomsen, kan godt lide tanken om, at man bevarer det oprindelige i stedet for at skifte ud og købe nyt. Det er også den primære grund til, at han holder fast i sit finérværksted, der udgør under 10 procent af hans opgaver, men det er en mulighed. En bæredygtig løsning, som han glad og gerne fortæller kunderne om.

Man kan også beklæde en slidt bordplade med møbellinoleum, der fås i rigtig mange farver, her er der valgt en mat sort. Privatfoto

Genbrug dit gamle køkken

- Maskinerne er i hvert fald ældre end mig, siger 48-årige Alex Brink Thomsen, der som 16-årig kom i lære på den arbejdsplads, Andersen og Andreasen Maskinsnedkeri, som han siden 2016 har været ejer af. Det var de tidligere ejere, der købte de gamle maskiner, da finércentralen lukkede.


Vi er en del håndværkere i familien, så jeg var ikke i tvivl. Jeg kan godt lide at skabe noget med mine hænder, derfor valgte jeg at blive tømrer.

Alex Brink Thomsen, indehaver af Varde Maskinsnedkeri


- I en tid hvor miljø og bæredygtighed er på alles læber, så kan man overveje at få gamle køkkener, bordplader, døre eller andre møbler omfinéret, så man bevarer det gamle i stedet for at smide ud og købe nyt. Jeg tror ikke, at folk er klar over, hvor flot det kan blive. Det er ikke nødvendigvis en billigere løsning, men det er helt klart mere miljøvenligt, understreger Alex med et smil og viser eksempler på en total ramponeret finérdør før og efter.

FØR: Gamle finerdøre med taphængsel, der ikke passer i nutidens mål og kliksystem, bliver som nye, når de har været i behandling på finérværkstedet. Privatfoto
Dør EFTER omfinéring. Privatfoto

På en helt særlig reol ligger de fine træfinérblade i sirlige rækker. De er 0,7 millimeter tynde, 25 centimeter brede og 2,5 meter lange. Skilte med eg, bøg, mahogni, elm, koto, teak, palisander og ask adskiller træbladene, der venter på at blive klippet i rette længder og syet sammen med limtråd.

På reolen i finérværkstedet har de forskellige træsorter hver deres hylde. Foto: Malene Wonsbek

Blå bog

  • Alex Brink Thomsen 48 år uddannet tømrer hos Andersen og Andreasen i Varde.
  • Gift med Helle, der er ansat som bogholder i firmaet. Parret har tre børn på 20, 17 og 14 år.
  • Efter at have aftjent værnepligt fik Alex arbejde i firmaet Andersen og Andreasen.
  • I 2006 købte Alex Kurt Andreasens halvpart, og i 2016 købte han Preben Andersens del.
  • I dag er der fire tømrere og Helle ansat i firmaet.

- Jeg syr de tynde træblade sammen på symaskinen, der til forveksling ligner den, mange har derhjemme. Min er bare i en mega-meget større udgave, tilføjer Alex med et smil, imens han viser, hvordan han syr de tynde træstykker sammen på vrangsiden.

Også almindelige slibeopgaver, hvor man genanvender det oprindelige træ, har Alex Thomsen en del opgaver af. Eksempelvis de godt 100 styk gamle egetræsbordplader fra Varde Gymnasium, der nu ser ud som nye. Privatfoto FØR afslibning.
Bordplader fra Varde Gymnasium EFTER afslibning og lakering. - I en tid hvor miljø og bæredygtighed er på alles læber, så kan man overveje at bevare det gamle i stedet for at smide ud og købe nyt, siger Alex Thomsen. Foto: Malene Wonsbek
Denne runde receptionsskænk har fået et helt nyt og nutidigt look med linoleum og finer. Privatfoto

En sjov niche. En glemt niche. Nostalgi og bæredygtighed. Og som indehaveren siger, når nu vi har maskinerne, så kan vi jo lige så godt bruge dem.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Varde

Maren sagde sit faste lærerjob op for at blive kunstner på fuld tid: - Jeg kniber mig selv i armen – er det virkelig sandt?

Ugeavisen Varde

Ro på

Annonce