Læserbrev: I samarbejde med #Hvorerderenvoksen# har jeg udregnet de reelle normeringstal for Varde Kommunes dagtilbud.
Lange udregninger kaster mørke skygger over børnenes virkelighed i daginstitutionerne: 1:9,5 i børnehaverne og 1:4,3 i vuggestuerne.
Forestil jer at have ti børnehavebørn med hver deres behov og så samtidigt skulle opfylde dagtilbudslovgivningen, hvor udviklings- og læringsmiljøet er omdrejningspunktet? Og forestil jer så samtidigt, at vi i institutionerne bygger fundamentet til vores fremtid, hvor børnene er vores byggesten.
Når der bygges et hus, kan revner i fundamentet forvolde langvarige skader. På samme måde er de ”byggesten”, vi tilbyder vores børn, altafgørende for børnenes fremtid.
Uddrag fra debatindlæggetHusk på, at de vilkår, vi tilbyder vores børn i dag, ikke kan laves om i morgen. De spor og mén, det måtte give vores børn i dag, at der ikke er nok hænder i daginstitutionerne, kan ikke laves om i fremtiden.
Vi kan skabe solide fundamenter for børnene, hvor der er hænder nok til at give den nødvendige omsorg. Eller vi kan skabe et mere tvivlsomt fundament, fordi der mangler varme hænder.
I dag er der en stigning i antallet af ADHD, generelle opmærksomhedsforstyrrelser og angst blandt børn. Forskere påpeger, at det kan skyldes mangel på omsorg, kontakt og udviklende øjeblikke.
Senest i Kristeligt Dagblad 21.02.2022 beskriver psykiater Søren Lecker og psykolog Kirsten Callesen, hvordan institutionaliseringen af vores børn er årsagen til stigningen i psykisk syge børn, fordi omsorgen er altafgørende.
Derfor: En kraftig anbefaling herfra til alle politikere. Prioriter vores børn nu. Sats på reelle normeringer, hvor ledere, teknisk personale, køkkenpersonale med mere ikke er talt med. Alt andet vil være uansvarligt.
Husk på, at de vilkår, vi tilbyder vores børn i dag, ikke kan laves om i morgen! De spor og mén, det måtte give vores børn i dag, at der ikke er nok hænder i daginstitutionerne, kan ikke laves om i fremtiden.