Billum: Hver tirsdag sætter 69-årige Kirsten Andresen sig bag rattet i den grå Toyota, der er skolebussen på Billum Friskole. Hun kører en tur til Hjerting, Sønderris og Oksbøl, hvor hun fylder bussen - otte elever er der plads til.
- Der er temmelig stille om morgenen. Om eftermiddagen skal vi lige snakke om, hvordan dagen er gået, siger hun, som på den måde også lærer skolens børn at kende.
Tre af Kirstens ni børnebørn går på skolen, og en går i børnehaven, der er tilknyttet friskolen. Men det er ikke kun på grund af dem, hun engagerer sig i skolen.
- Jeg gør det for skolen. Vi skal bakke op. Jeg vil gerne hjælpe, hvor jeg kan, for skolen er nerven i samfundet, siger hun.
Billum Friskole
I 2018 overtog skolen den lokale børnehave, hvor der nu er fribørnehave og sfo.
Skolen tilbyder 0.-8. klasse.
Skolebussen har sit eget "buskort".
Sammenhold
For Kirsten Andresen er det naturligt at hjælpe til i lokalsamfundet og på den skole, hvor hendes egne tre børn gik, da det var en folkeskole.
Hun havde skrevet sig op på en liste over personer, der på den ene eller anden måde gerne ville hjælpe friskolen ved at være frivillige.
- Så ringede de og spurgte, om jeg ville køre skolebussen, siger Kirsten Andresen, der er indtil nu er den eneste kvinde, der sidder bag rattet.
"Bussen" er ikke større, end at den kan køres med et helt almindeligt kørekort, men Kirsten Andresen er heller ikke fremmed over for lidt større køretøjer, da hun blandt andet har været medhjælpende hustru på sin og mandens gård.
- Den er nem at køre, det er en dejlig bil, siger hun om skolebussen.
Oplevelser
Børnene i bussen er lige fra 0.–7.-klasse, og Kirsten Andresen holder af kontakten med børnene.
- De giver mig gode oplevelser. Jeg henter jo nogle gode og glade børn. Det er en dejlig morgen at stå op til, siger hun, der også er ved at lære en ny chauffør op, så hun kan lære ruten at kende.
- Det kan være lidt svært i mørket, men jeg ved, hvor børnene står, siger Kirsten Andresen, der som oftest kan holde ankomsttiden inden for et par minutter, og hun bryder sig ikke om at være forsinket, så børnene skal vente - især hvis det regner.
Fra næste år kører skolebussen også til Varde, så skolen kan blive mere attraktiv for elever fra byen.