Annonce
Ugeavisen Varde

Bente er helt jordnær, selvom hun ofte får besøg af energierne fra universet

56-årige Bente er uddannet massør og akupunktør. Hun arbejder med aromatiske olier og spirituelle teknikker. – Jeg har mange muligheder i min alternative værktøjskasse, og jeg benytter mig også meget af de energier, folk bringer med sig ind i min klinik. Det kan være, at afdøde eller en skytsengel melder sig med beskeder til klienten, siger Bente Boel med en naturlighed, der virker overbevisende. Foto: Malene Wonsbek.
56-årige Bente Boel er uddannet massør, akupunktør, healer og har en stribe uddannelser i sin spirituelle værktøjskasse. Hun er kendt i et stort opland og hver uge finder 25-30 klienter vej til ”Bebo’s Alternativ”, der ligger ude på landet ved Lunde.

Lunde: Selvom der med det blotte øje kun er de to – Bente Boel og den klient, hun er i gang med at behandle – så kan de sagtens være flere indenfor klinikkens fire vægge. Afdøde personer, en skytsengel eller andre energier fra universet, der har noget på hjerte, kan sagtens indtage rummet. Det sker ofte, når Bente har sjælshealing, intuitive samtaler eller arbejder med de teknikker, hun har med sig som spirituel coach.

Bente Boel er ravjysk. Hun er opvokset i Møborg en lille by mellem Lemvig og Holstebro. Der er ikke noget højtflyvende over hende, selvom hun arbejder med universets energier og er kendt i et stort opland for sine evner til at helbrede og lindre smerter på både det fysiske og psykiske plan. Foto: Malene Wonsbek


Jeg tror, vi fødes til en opgave eller en læring i hvert liv. Når vi dør ryger vores sjæl tilbage i universet. Hvert liv har sin lektie, det er blandt andet derfor, at børn selv vælger deres forældre.

Bente Boel, alternativ behandler


Annonce

Spooky vil nogen sikkert mene, men som Bente Boel på sit drevne jysk siger:

- For mig er det helt almindeligt, at der melder sig nogen fra den åndelige verden, der har en besked eller et budskab, de ønsker, jeg fortæller videre. Folk må tro, hvad de vil, jeg skal ikke overbevise nogen om noget, siger den 56-årige alternative behandler, der med et pink skilt ved hovedvejen viser ned til ”Bebo’s Alternativ”. Hovedvej er nok lidt af en overdrivelse, for Bente Boel har indrettet klinik i privaten på en idyllisk, landlig adresse uden for Lunde, hvor det vil være en fordel at slå gps’en til første gang, man tager turen.

Bente Boel

Født i Møborg, efteråret 1964

Bosat i Lunde, bor med Hans og mor til to

Uddannet mejerist

Etablerede i 1996 Bebo’s Alternativ og er blandt andet uddannet indenfor akupunktur, Access Bars, sjælshealer, intuitiv samtalepartner og spirituel coach

Kampvogn og smørpakkeri

Og det gør mange - tager turen. Lige nu ”kun” 25-30 om ugen, for efter corona-nedlukningen har Bente besluttet at give sig selv ugentlig onsdagsfri. Hun annoncerer ikke, men er kendt i et stort opland for sine gode resultater. Og så er hun kendt for at være en solid vestjyde, ærlig, empatisk og direkte. Der er ikke noget højtsvævende hokus pokus hos hende, selvom hun ofte har besøg af energierne fra universet.

- Lige så længe jeg kan huske, har jeg villet været soldat i kamptropperne. Til fods og helt i front på slagmarken, det var lige mig, tilføjer hun med et finurligt smil, der understreger kontrasten mellem hendes fortid og nutid. Da Forsvaret åbnede op for kvinder i militærtjeneste, var Bente Boel klar til at gøre honnør.


Min interesse for det alternative begyndte i mine unge år, da jeg altid har ment, at kroppen kunne hjælpe sig selv, hvis den fik den rigtige behandling, og de rigtige redskaber.

Bente Boel, alternativ behandler


- Det var en fantastisk tid. Jeg endte med at blive ansat i Artilleriet i Varde, hvor vi både slæbte tunge granater og kørte kampvogn. Jeg var stærk både fysisk og psykisk, så jeg kunne sikkert have fået en spændende karriere, men personlige årsager tvang mig i en helt anden retning, forklarer hun og fortsætter:

- Efter to år i Forsvaret fik jeg job ved Arlas smørmejeri i Varde. Først i pakkeriet, siden blev jeg uddannet mejerist, herefter fulgte 18 år som produktionschef, fortæller Bente Boel, der med begejstring beskriver et job, hun virkelig har elsket.

Annonce

Sygdom vakte nysgerrighed

I 2012 valgte Arla at lukke mejeriet i Varde og flytte produktionen til England. Bente og hendes medarbejdere blev tilbudt nyt arbejde eller stoppede af egen fri vilje, og det blev anledningen til, at hun valgte at satse 100 procent på den alternative klinik, hun etablerede tilbage i 1996.

I Bentes familie er der afgjort ingen referencer til den spirituelle verden. Men da Bentes far i 1992 blev alvorlig syg, fik han behandlinger af både en healer og en akupunktør. Den positive virkning, den lindring hendes far oplevede gennem disse alternative muligheder pirrede Bentes nysgerrighed, så sideløbende med fuldtidsjob, mand og små børn har Bente Boel taget en stribe uddannelser. Først til massør, siden til akupunktør og i dag arbejder hun ofte også med teknikker fra sin spirituelle værktøjskasse.

Annonce

Velkommen til skeptikere

- Min drivkraft ligger i den store glæde, jeg oplever hver eneste dag, når jeg hjælper andre med at heles både fysisk og psykisk. Jeg blander og bruger mine mange uddannelser og erfaringer, så jeg kan hjælpe klienten bedst mulig. Jeg har både mænd og kvinder, børn og pensionister. Og problemerne er vidt forskellige, siger Bente og smiler.

Doterra-olierne er kendt for deres særlige virkning på mange planer. De kan både stimulere og forløse en følelse. Olierne bruger Bente Boel som duft i rummet, til at massere ind i huden, påsmøre kroppen eller indtage i et glas vand.- Min yndlingsduft er pebermynte, siger hun med et smil. Foto: Malene Wonsbek

Og smiler, det gør hun især, når skeptiske mænd med armene over kors forlader klinikken to meter højere, end da de kom.

- Jeg har flere mænd, der booker en tid, fordi deres kone har sagt, at de skulle. De giver gladelig udtryk for, at de ikke tror, at jeg kan hjælpe dem. Og det er så fint for mig. Så springer jeg bare forklaringerne over og beder dem lægge sig på briksen. Når jeg tuner ind på personen, kan jeg aflæse de energier, de kommer med. Jeg får beskeder om, hvor de har ondt og eventuel hvilke problematikker, de kæmper med. Ofte dilemmaer som ikke engang deres kone kender til. Så her hos mig betyder tro ingenting. At jeg tror på energierne i universet, det er en helt anden sag, siger Bente Boel fra Lunde.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce