Medlemmerne har to ting til fælles. De er vilde med gamle biler, og så er de kristne i den landsdækkende veteranbilklub KV316.
Hodde: Biler har altid været en af Bjarne Hvidbergs store interesser, og hans første bil var en Volvo B18 544. Mange år senere, da han ledte efter en veteranbil, blev han rådet til at finde en, der var som den første, og det gjorde han - bortset fra farven.
- Da jeg var ung var det sejt at have en Volvo, og i mit ungdomsmiljø var der var prestige i en 544, fortæller Bjarne Hvidberg, der er formand for den kristne veteranklub KV316.
Selvom deres veteranbil er samme model som Bjarnes første bil, så havde hans kone Vibeke et ønske, inden de købte den.
- Jeg har altid interesseret mig for biler, det gør min kone ikke, men en dag, da vi var ude at køre, sagde hun, at hvis vi skulle have en veteranbil, så skulle det være en med de originale sorte nummerplader, fortæller Bjarne Hvidberg.
Bjarne Hvidberg, formand for den kristne veteranklub KV316- Det er et fællesskab, der rækker ud over bilerne
Klubben
Efter de købte deres veteranbil, der er fra 1963, var Bjarne med til at stifte den kristne veteranbilklub KV316.
- Det er et fællesskab og et frirum. I det rum dyrker vi vores hobby, og vi har plads til at udleve det kristne, siger han, der er missionær i Indre Mission.
Det kristne kommer blandt andet til udtryk ved, at klubmedlemmerne ofte begynderes deres træf med at tage til gudstjeneste. Bagefter kan kirkegængerne se bilerne på parkeringspladsen, inden de kører videre.
For Bjarne Hvidberg er det fællesskab også et sted, han han få lov til at "nørde" med sin interesse for biler.
- Hvis man sidder til an familiefest, er man alene med sin interesse, her er vi alle nørder, siger han med et smil.
Kulturhistorien
Det er ikke kun selve bilen, der tiltaler Bjarne Hvidberg ved at have en veteranbil, det er også historien, der følger med.
- Det er et stykke kulturhistorie, man er med til at bevare. En hverdagskultur, der ikke er blevet skattet på museerne endnu, siger han.
Historierne hører han også fra andre, når de ser den gamle Volvo.
- Når jeg holder henne ved brugsen, kommer der ofte nogen og fortæller, at "min bedstefar havde også sådan en", siger Bjarne Hvidberg.