Hvad gør man, når corona har sat en pænt stor kæp i hjulet for alt det, man skulle af gode ting og sager hen over sommeren?
Føler sig højdepunktsforladt.
Det kan du læse om i Merete Vigen Hansens klumme i denne uge. Hun fortæller:
"Men lige et sted er jeg ramt, sådan helt ind til benet. Jeg er helt og aldeles højdepunktsforladt!"
Et højdepunkt i sommerhus
I denne uge kan du heldigvis få god inspiration til, hvad sommeren ellers kan gå med - i al fald på feriefronten, nu hvor det meste af verden er frarådet ferieland for os.
Blandt andre biblioteket har masser af gode ting at tilbyde på et corona-tilrettet sommerferieværksted.
Jeg kan afsløre, at jeg og familien skal en uge i sommerhus her i Danmark. Et lille og hyggeligt hus på Sjælland. Og det blev hurtigt et højdepunkt her for mor og størstedatter. Eget værelse til alle mand - tjek. Isbar i nærheden - tjek. Tæt ved vand og sand til mindstedatter - tjek.
Så det går vi og glæder os til.
Et højdepunkt uden fuld hus
Hos Varde Biler har der allerede været et højdepunkt. Hmmm, godt nok to dage med drive in-underholdning med få gæster, men til gengæld en fantastisk stemning, så det blev alligevel til et højdepunkt for Claus Horsted hos Varde Biler og alle dem, der har hjulpet til.
Jeg var selv derude for at skrive om Mads Langer-koncerten lørdag eftermiddag og blev grebet af det overraskende i, hvor god en stemning der kan skabes, selv om publikum sad i hver deres bil og havde deres egen fest. Men man kan kommunikere på andre måder end de gængse, for med hornet i bund, skrallere ud ad vinduet og flag og ballade - ja så er det svært at være sur, selv om der er masser af tomme pladser på parkeringspladsen.
Læs om arrangementet og Claus Horsteds tanker om måske at være med til en ny omgang drive in en anden gang.
Så vil jeg bytte kuglepen og blok ud med bilhorn, flag og hygge.