Annonce
Ugeavisen Varde

Efter blot fem år i Danmark: Abdussalam gik ud af 9. klasse med et snit på 11,2

Abdussalam Khalil har boet i Danmark i fem år. Han startede med at bo kort tid i Nr. Nebel, inden familien rykkede til Varde. Foto Christine Aagaard-Kragh
Nu skal 16-årige Abdussalam Khalid bruge sommerferien på at arbejde og være sammen med vennerne, inden Varde Gymnasium kalder.
Annonce

Varde: Da Abdussalam Khalil fik en gennemsnitlig standpunktskarakter i geografi omkring juletid, gik han straks sin lærer på klingen og spurgte hvorfor.

- Det har jeg lavet om på inden sommer, meddelte han, da han havde fået forklaringen, og således så gjort.

Den 16-årige unge mand er netop gået ud af 9. klasse på Sct. Jacobi Skole med et gennemsnit på 11,2 ud af et max på 12, og efter sommerferien begynder han på Varde Gymnasium. Kursen er sat efter at få en god uddannelse, så han kan klare sig selv og gøre sin familie stolt.

- Jeg har altid drømt om at blive pilot, men det er for det første meget dyrt, og for det andet skal man vist være dansk statsborger for at få lov til at tage uddannelsen, siger Abdussalam Khalil, der kom hertil for blot fem år siden som flygtning fra Syrien, hvor han sammen med sin mor og to yngre søskende blev familiesammenført med sin far, der var kommet til Danmark et års tid før.

Annonce

Vil selv tjene penge

Drengedrømmen om at blive pilot er således parkeret. I stedet drømmer Abdussalam om at læse til ingeniør en dag. Men nu skal han lige gennem gymnasiet først efter sommerferien, som han dels skal bruge sammen med vennerne, dels på at arbejde.

Abdussalam Khalil med sin mor Islim, søster Dilava (12 år) og far Abed. Familien består også af Abdussalams lillebror Mihdi på 13 år. Foto: Pia Skaarup Larsen

- Jeg arbejder seks dage om ugen i Big World. Jeg vil gerne tjene mine egne penge i stedet for at bruge mine forældres, siger han.

Nogle af pengene skal han bruge på en ny computer, ved han, selvom der nok er et tilskud at hente hos Onkel Najem i Manchester. Han læser på universitetet derovre, og han er et stort forbillede for Abdussalam Khalil.

- Han udfordrer mig ved for eksempel at sige, ”Abdussalam, hvis du klarer dig godt, så hjælper jeg dig med at købe den computer, du gerne vil have”. Og så knokler jeg ekstra hårdt for at få den, men selvfølgelig også for at gøre ham stolt, siger Abdussalam, som også altid har fået at vide af sine forældre, at man skal passe sin skole.

Annonce

Aldrig give op

Hans far, Abed, arbejder som smed i Skærbæk, og hans mor Islim går på sprogskole i Varde.

- Man skal aldrig give op. Man skal give alt, hvad man har og håbe på det bedste, siger Abdussalam Khalil. Foto: Christine Aagaard-Kragh

- Mange danske børn udnytter ikke de muligheder, de har, når nu det er gratis at gå i skole i Danmark. Det forstår jeg slet ikke. Det er da til min fordel, at jeg fokuserer på skolen og gør mig så god, at jeg kan få en god uddannelse, siger Abdussalam, som erkender, at han også har dage, hvor det kan være sværere at finde motivationen.


Jeg vil gerne tjene mine egne penge i stedet for at bruge mine forældres.

Abdussalam Khalil


- Så lytter jeg til musik. For eksempel "Kærlighed" med Atypisk. De synger blandt andet, at "Gud giver det sværeste til de stærkeste", og når jeg tænker på det, så kan jeg godt trække mig op igen. Man skal aldrig give op. Man skal give alt, hvad man har, og så håbe på det bedste, siger Abdussalam.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce